Analyse af 
Esben Schjørring

Østergaard fører krig mod S fra et politisk dødvande

ANALYSE: Kløften mellem S og R har aldrig været større, og Radikale er ikke selv uden skyld i den skæbne. Klimakampen er på længere sigt partiets eneste chance.

Uden et alternativt flertal har Østergaard ikke mange våben med i konfrontationen med Mette Frederiksen.
Uden et alternativt flertal har Østergaard ikke mange våben med i konfrontationen med Mette Frederiksen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Lidt mere end en måned inde i det nye år er geværilden mellem regeringen og De Radikale stærkt intensiveret. I sidste uge langede Jens Rohde (R) hårdt ud efter boligminister Kaare Dybvad (S), som han beskyldte for manglende politisk kompetence.

Og både ugen før og her i ugen efter har De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, angrebet statsminister Mette Frederiksen – for at mane til frygt i befolkningen og for at være visionsløs på landets vegne. Ligesom han i Politiken flirter med muligheden for en dag ikke at bakke en Socialdemokratisk regering op.

Mens det langtfra er nyt, at andre partier er vrede på og trætte af De Radikale, er det en usædvanlig situation, at partiet på én gang er parlamentarisk grundlag og hårdtslående opposition.

Og selv om man fra radikal side siger, at partiets konfronterende stil ikke handler om skyde sig vej til regeringskontorerne, og at man heller ikke er ubetinget glad for de mange slagsmål med S, så er det åbenlyst, at man ikke er helt bekvem ved den rolle, og at regeringsdeltagelse er noget, man må skyde en hvid pind efter, uanset hvad.

Vi er langt fra de dage, hvor medlemskab af den radikale folketingsgruppe var forbundet med en stor sandsynlighed for en ministerpost.

Omvendt er partiet er heller ikke selv uden lod og del i den skæbne.

Vestagers arv
I dag betragtes Østergaards forgænger, Margrethe Vestager, der fra sin bastion i Bruxelles uddeler blå øjne til amerikanske techgiganter, som noget af en folkehelt. Det er kommet til at overskygge, hvor ødelæggende hendes lederskab for De Radikale fra 2007 til 2014 rent faktisk blev.

Et er, at hendes hårdhændede kurs endte med at forgifte forholdet til Socialdemokratiet – endda en version, der med Helle Thorning-Schmidt i spidsen lå tæt på den globaliseringsglade, socialliberale linje, R står for.

Og ét er, at hun efterlod Morten Østergaard et sviende nederlag ved FV15, hvor partiet mistede mere end halvdelen af sine mandater. Men tilsammen betød det, at SR-regeringen tabte regeringsmagten, at S efterfølgende tog et stort selvopgør både på udlændingepolitikken og den økonomiske politik og dermed fjernede sig så langt fra R, at det blev til et decideret brud – og det betød, at Østergaard reelt kun havde EP19 og FV19 til at cementere sit lederskab.

Med ryggen mod muren førte Østergaard en kompromisløs kampagne med en symbolpolitik og retorik lånt fra det populistiske redskabsskur, hvor følelser og mediedækket aktivisme spiller en stor rolle. Målet var at forvandle især FV19 fra 'præsidentvalget' mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen til en udlændingepolitisk folkeafstemning om, hvem – DF eller R – der skulle påvirke den næste regering.

I det snævre perspektiv blev det en succes, hvor Vestagers tab blev genvundet. Men prisen blev, at R nu nu både har et dybt problematisk forhold til S og til den borgerlige blok. Det sidste udstillede det dramatiske forløb om det såkaldte Blackstone-indgreb til fulde. Og uden et alternativt flertal har Østergaard ikke mange våben med i konfrontationen med Mette Frederiksen.

Den midte, Det Radikale Venstre okkuperede før 2001, er der stadig langt hen til.

Fremskridtet, der blev væk
Men under det magtpolitiske spil på Christiansborg gemmer der sig en dybere idépolitisk konflikt mellem S og R. I efterkrigstiden kunne de to partier danne en alliance, der havde som sit fælles projekt at modernisere det danske samfund.

Motoren i den forandring var velfærdsstaten, der ikke kun handlede om omfordeling, men om uddannelse, pædagogik, kulturpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Forestillingen om forandring som et gode og et vilkår, man som samfund og individ skulle omfavne, var central for begge – og de mødtes i den strømning, vi kender som kulturradikalisme, og som i den engelsksprogede verden bredt kaldes liberalisme.

Efter Den Kolde Krig blev den forestilling fornyet, denne gang med globaliseringen i centrum. Den fælles forestilling blev, at håndteret rigtigt – af en SR-regering for eksempel– ville globaliseringen blive et plussumsspil, hvor alle vandt, og ingen tabte for alvor.

Og det er om noget den forestilling om forandring som fremskridt, de to partier ikke længere er enige om. For mens De Radikale holder fast i den tankegang, er globaliseringen – af økonomien, arbejdsmarkedet, teknologien og migrationen – for Mette Frederiksen og hendes generation af socialdemokrater en trussel mod det danske velfærdssamfund. Og de ser Socialdemokratiets rolle bestå i at værne samfundet mod globaliseringens forandringer.

Det er den forskel i samfundsanalysen, der driver sit værk i konfrontationerne på EU- og udlændingepolitikken. Og det er betegnende for krisen mellem de to partier, at mens socialdemokraterne og Mette Frederiksen rent faktisk mener det, de siger, opfatter De Radikale det som billig nationalkonservatisme, taktik og stemmemaksimering. Og ikke mindst dårligt politisk lederskab.

Klimakampen er den eneste chance
På det politiske plan er Østergaards chance, at klimakampen, som den bliver mere konkret, vil vise sig at have enorme fordelingspolitiske konsekvenser. På et tidspunkt skal politikerne (og vælgerne) vælge mellem velfærd og klima, og der vil opstå en fornyet konkurrence på ejerskabet til klimaemnet. Kan Østergaard etablere en grøn socialliberal alliance med Venstre, hvor man er klar til yderligere velfærdsreformer for at finansiere den grønne omstilling, kan det blive en vej tilbage til midten af dansk politik.

Men det vil kræve en repositionering på udlændingepolitikken a la den, SF og Enhedslisten har foretaget, hvor man principielt holder fast på en anden politik, men anerkender det brede flertals ønsker.

Ikke alene vil det rent holdningsmæssigt være en meget svær pille at sluge for R; partiet har de seneste 20 år kun fået gode valg (især FV05 og FV19) på en udlændingepolitisk offensiv.

Vil betrængte radikale afsværge sig den mulighed i fremtiden?

Vi er langt fra de dage, hvor medlemskab af den radikale folketingsgruppe var forbundet med en stor sandsynlighed for en ministerpost.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00