Olafur Eliasson: Når fondene kan lukke og slukke, er samfundet perfekt

Der er staten, der er markedet, og så er der den filantropiske sektor. Og den sidstnævnte har sammen med kunsten en uhyre væsentlig rolle at spille i udviklingen af vores samfund.

Det mener den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliasson. I et interview med Altinget opfordrer han fondene til helhjertet at påtage sig rollen som den aktør, der skuer frem i tiden og sammen med kunsten sætter gang i de eksperimenter, som skal forme kommende generationers samfund.

”Det offentlige kommer ikke til at genopfinde sig selv, og det private kommer til at blive endnu mere selvoptaget. Så det mellemrum, hvor fondene opererer, vil kun blive endnu større i fremtiden,” siger Olafur Eliasson.

En værdidebat i fondene
Fra sit atelier i Berlin har Olafur Eliasson udtænkt spektakulære værker som de kunstige vandfald i New York, Cirkelbroen på Christianshavn, Your Rainbow Panorama på ARoS og tonsvis af grønlandsk mudder om fødderne på frugtbarhedsgudinden ved Versailles.

Den offentlige sektor er blevet sådan et stykke overkogt pasta, som bare dingler fuldstændig uden nogen form for autoritet.

Olafur Eliasson
Kunstner

Hans kunst reflekterer hyppigt de forandringer, vores samfund gennemgår – ikke mindst klimaforandringerne, som da han udstillede 12 smeltende isblokke fra den grønlandske indlandsis på Rådhuspladsen i København.

Gennem sit arbejde er Olafur Eliasson i berøring med både private og offentlige finansielle kilder. Og det er i fondsverden, han finder det største rum for refleksion.

Min oplevelse er, at fondene er et af de steder, hvor der foregår en værdidebat.

Olafur Eliasson
Kunstner

”Min oplevelse er, at fondene er et af de steder, hvor der foregår en værdidebat. Man kan tale med fondene om samfundets grundlæggende værdier og de forandringer, der finder sted. De forstår hele ideen om, hvad kultur betyder for vores samfund og vores selvforståelse,” siger Olafur Eliasson.

Det offentliges dalende selvværd
De forskellige finansieringskilder spiller sammen, understreger han, men opererer på vidt forskellige præmisser.

”Den private sektor interesserer sig for sig selv, mens den offentlige sektor interesserer sig for offentligheden. Og de to kan ikke erstatte hinanden,” siger Olafur Eliasson.

I hans optik skulle den offentlige sektor gerne engagere sig i kulturens betydning for statens selvforståelse: Vores identitet, vores livskvalitet, vores samfundsværdier. Men modet til at udforske de grundlæggende værdier er ikke synderlig stort, mener Olafur Eliasson.

”Den offentlige sektor er ikke særlig risikovenlig, og det betyder, at især den lidt kritiske og besværlige kultur har svære kår,” siger han. Og manøvrerummet bliver til stadighed mindre.

”Der er kommet nogle populistiske aktører på scenen – for eksempel Nye Borgerlige – og der oplever jeg, at det offentlige måske har et lidt lavt selvværd i forhold til at sige, at kultur er noget, man skal investere i,” siger Olafur Eliasson og fortsætter:

“Det er, som om den offentlige sektor har fraskrevet sig enhver form for ansvarsfølelse omkring det offentlige rum. Den er blevet sådan et stykke overkogt pasta, som bare dingler fuldstændig uden nogen form for autoritet.”

Der er, efter kunstnerens mening, rum for forbedring:

”Jeg kunne godt ønske mig, at den offentlige sektor havde lidt mere selvtillid til at sige, at kultur er grundlæggende, og derfor skal vi investere i det – selv om en politiker risikerer en shitstorm på Facebook, hvis han siger, at et værk er godt og værdifuldt.”

De private køber trofæer
Den private sektor har et andet udgangspunkt – nemlig en investeringstilgang. Men den bringer ikke større risikovillighed med, snarere tværtimod, pointerer Olafur Eliasson.

”Den private sektor i form af kunstmarkedet er om muligt endnu mere konservativ og risikofjendtlig end den offentlige sektor,” siger han og fortsætter:

”Der er professionelle samlere, som rent faktisk er optaget af kunst og laver fantastisk radikale ting. Men bredden i den private sektor er meget konservativ og mest optaget af investering og gensalg. På kunstmarkedet køber man trofæer.”

Olafur Eliasson understreger, at han selv sælger kunst på messer og auktioner.

”Jeg er på ingen måde modstander af salg til private. Det er bare ikke der, jeg tror, man skal finde rummet til at reflektere over vores grundværdier,” siger han.

Filantroperne forsker i fremtiden
Men så er der den filantropiske sektor. Den er mindre end de to andre. Til gengæld oplever Olafur Eliasson her en helt anden loftshøjde.

”Her kan man for eksempel beskæftige sig med livskvaliteten i det byggede miljø, som Realdania gør, og spørge, hvilke værdier der skal være i det offentlige rum: 'Hvordan skal vi bo om 20-30 år?' 'Skal man eje eller leje?' 'Eller findes der en tredje model, hvor alle ejer tingene sammen?'” siger Olafur Eliasson.

Den slags spørgsmål om identitet og livskvalitet har kunsten altid beskæftiget sig med. Derfor er den en naturlig samarbejdspartner, mener han.

”Den kulturelle sektor er en værdig, indholdsdreven forskningssektor, som bidrager med det sprog, vi kalder kultur, i debatten om, hvordan livet ser ud i fremtiden, og hvad det betyder at være menneske. Og ud af de spørgsmål springer kunstværkerne så. Og den dynamiske sameksistens har den filantropiske sektor i højere grad forstået,” siger Olafur Eliasson og tilføjer:

”Den filantropiske sektor er mindre optaget af sig selv end både den private og den offentlige sektor – den offentlige, fordi politikere skal genvælges – og den private, fordi de skal køre bundlinje for at retfærdiggøre deres beslutninger.”

Fondene kan flytte de andre sektorer
Men én ting er det, fondene hver især kan gøre inden for deres respektive uddelingsområder. Noget andet - og måske endnu væsentligere - er den effekt, de kan skabe ved at være det enzym, der binder forskellige sektorer sammen og giver samfundet et kollektivt løft.

“Det store potentiale i den filantropiske sektor er ikke at isolere sig og køre hver sin egen lille profil. Det ligger i at blande sig som ansvarlige medgestaltere af den verden, vi lever i igennem det, man kalder katalytisk filantropi,” siger Olafur Eliasson.

Han forestiller sig, at fondene kan være den aktør, der ryster op i de to andre sektorer.

“I kraft af deres indholdprægede tilgang og større risikovilje kan fondene skabe en større synergi mellem den private og den offentlige sektor,” siger Olafur Eliasson og fortsætter:

“Hvis man kan skabe et samarbejde mellem tre stakeholders, som går ind med hver sin optik, men har et fælles ønske om en kulturel sektor af høj kvalitet, kunne man måske styrke noget af den selvtillid, som populismen har været med til at nedbryde.”

Olafur Eliasson tilføjer, at fondene kan give et særdeles værdifuldt bidrag til samfundet, hvis de får sat deres katalyserende potentiale i spil.

“Måske kan fondene aktivere lidt mere risikovillighed i både det private og det offentlige, hvis de spiller lidt mere progressivt og provokerende ud,” siger han.

I bund og grund ser Olafur Eliasson et klart behov for dristige og ambitiøse fonde. Og det behov vil næppe blive mindre i de kommende år.

“Fondenes mission er jo i virkeligheden at gøre deres eget råderum mindre. Den dag, vi ikke har brug for fondene, er jo lykkens dag. Når de kan lukke og slukke, så er samfundet perfekt,” siger han og tilføjer:

“Men set fra mit perspektiv går det den anden vej.”