Debat

Opråb fra Lægeforeningen: Tag nu ansvar og gør tobak dyrere

TEMADEBAT: En ny rapport konkluderer, at højere priser på tobak ubetinget er det, som virker bedst, hvis man vil have færre børn og unge, der ryger. Alligevel tøver politikerne med at tage ansvar, skriver Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Hver femte 15-årige i Danmark ryger mindst en gang om ugen.
Hver femte 15-årige i Danmark ryger mindst en gang om ugen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Andreas Rudkjøbing
Formand for Lægeforeningen

Hver eneste dag året rundt dør 38 danskere på grund af rygning. Det er 14.000 om året.

Et uhyggeligt stort tal, som bliver endnu større, hvis man tæller de tusindvis af danskere med, som oplever de tragiske konsekvenser af tobak. Kræft, KOL, hjertekarsygdomme og mange andre alvorlige lidelser gør hverdagen benhård for rygerne og deres pårørende, og er du ryger, lever du typisk otte til ti år kortere end ikke-rygere.

Rygning er dødsensfarligt. Derfor blev jeg også både ked af det og ret vred, da det for nylig kom frem, at der blandt de unge mellem 16 og 24 år er kommet flere rygere til siden 2013. Hver femte 15-årige i Danmark ryger mindst en gang om ugen. Foruroligende, når vi ved, at børn og unge er ekstremt følsomme over for tobak. De tager lettere skade og bliver hurtigere afhængige.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Politikerne må tage ansvar og for alvor gøre noget for at forebygge, at børn og unge går i gang med at ryge.

Kampagner, kulturændringer, forældreansvar, og at unge nok skal lade være med at ryge helt af sig selv er ikke det, som virkelig rykker noget og får markant færre børn og unge til at ryge.

Forbuddet mod salg af cigaretter til mindreårige skal håndhæves. Tobak skal gemmes væk under disken, og folkeskolerne skal gøres totalt røgfrie.

Andreas Rudkjøbing
Formand for Lægeforeningen

Afgifter, forbud og straf er vejen
Hvad der derimod nytter er anderledes håndfaste tiltag. Først og fremmest skal tobak være betydeligt dyrere.

I forrige uge konkluderede en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, at højere priser på tobak ubetinget er det, som virker bedst, hvis man vil have færre børn og unge rygere. Forbuddet mod salg af cigaretter til mindreårige skal håndhæves. Tobak skal gemmes væk under disken, og folkeskolerne skal gøres totalt røgfrie.

Det er også grotesk og ulogisk, at rygeloven i dag forbyder rygning for eleverne på gymnasierne, mens rygning stadig er tilladt på erhvervsskoler.

Det fastholder eleverne på erhvervsskoler i en rygekultur, som øger risikoen for, at de begynder at ryge, og gør det sværere at lægge cigaretterne på hylden. Hvad meningen er med at behandle unge mennesker forskelligt på baggrund af deres valg af uddannelse er en gåde for mig. Rygeloven bør hurtigst muligt revideres, så alle uddannelsesinstitutioner med unge under 18 år bliver røgfrie.

Danskerne vil gøre tobak dyrere
Afgifter, forbud og straf er ikke normalt populære metoder. Det kan være derfor, at politikerne på Christiansborg tøver med at sætte prisen på tobak op. Men for ganske nylig viste en undersøgelse rent faktisk, at et flertal af danskerne faktisk gerne vil gøre tobak dyrere.

Jeg har bidt mærke i, at sundhedsministeren, Ellen Trane Nørby, i starten af april udtalte, at hun i løbet af den kommende tid vil diskutere rygning med alle Folketingets partier med henblik på at skærpe lovgivningen.

Jeg vil opfordre både hende og Folketingets øvrige politikere til at træde i karakter. Lyt nu til befolkningen. Lyt til fagfolkene. Gør nu det, som virker, så vores børn og unge ikke bliver udsat for den ekstremt farlige tobak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Rudkjøbing

Direktør, Steno Diabetes Center Sjælland, formand, Den Nationale Videnskabsetiske Medicinske Komité 2
cand.med. (Københavns Uni. 2008), ph.d. i folkesundhed, M.Sc. i sundhedsøkonomi, politik og management (London School of Economics)

0:000:00