Køb abonnement
Annonce
Kronik af 
Charlotta Pisinger

Professor: Fortællingen om snus som en mirakelkur mod tobak er et bedrag

Tobaksindustrien har før været fantastisk dygtig til at føre politikerne og befolkningen bag lyset, både hvad angår light-cigaretter og cigaretfiltre, som de også påstod skulle have en skadesreducerende effekt, skriver Charlotta Pisinger.
Tobaksindustrien har før været fantastisk dygtig til at føre politikerne og befolkningen bag lyset, både hvad angår light-cigaretter og cigaretfiltre, som de også påstod skulle have en skadesreducerende effekt, skriver Charlotta Pisinger.
9. januar 2025 kl. 13.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tobaks- og nikotinindustrien sliber knivene.

Nu skal der sælges snus og den nye snus-hybrid, nikotinposer, til den helt store guldmedalje.

Tobaksproducenterne har stiftet en "Nordic Nicotine Pouches Alliance," der skal modarbejde regulering af nikotinposer i EU med et rundhåndet årligt lobby-budget på omkring en halv million euro.

Nikotinbranchen herhjemme lobbyer massivt imod regulering af nikotinposer og har haft succes med at udskyde lovgivning.

Nikotinbranchen herhjemme lobbyer massivt imod regulering af nikotinposer og har haft succes med at udskyde lovgivning.

Charlotta Pisinger
Forsker i tobaks- og nikotinforebyggelse

Forskere med tætte bånd til tobaksindustrien sender uopfordrede rapporter til beslutningstagere, hvor de argumenterer for ikke at regulere nikotinposer, og i sommer sendte nikotinbranchen et ironisk takkebrev til folketingsmedlemmer, hvori Sverige takkede Danmark for at have sat prisen på nikotinposer op, så danskerne nu køber dem billigt i Sverige.

Snus og nikotinposer markedsføres til unge

Snus og nikotinposer markedsføres af industrien som "skadesreducerende produkter", og industrien fremhæver, at produkterne kun er målrettet voksne rygere, der ikke kan eller vil holde op med at ryge - de er et alternativ til cigaretter.

Men det er ikke, hvad industrien selv skriver i interne dokumenter.

Her skriver de, at snus skal "generere profit uden at kannibalisere eksisterende profit fra cigaretter."

De fortæller også deres aktionærer, at missionen med produkterne er at stimulere de unges sanser.

Industrien betaler unge, smukke influencere for at lancere nikotinposer på de sociale medier som noget cool, smart og fællesskabsskabende, og de betaler kioskejerne for at placere dem ved kassen ved siden af slik.

Hvis man er ung og vil være in, er nikotinposer svære at komme uden om.

Al marketing af nikotinposer er målrettet unge mennesker, og industrien har været dygtig til at nå målgruppen: 13 procent af de danske unge bruger nikotinposer/snuslignende produkter, mens mindre end 2 procent af de 30+ årige bruger dem.

Ifølge industrien har snus reddet menneskeliv i stor stil, men dette er et bedrag.

Læs også

Sverige fremhæves som eksempel 

Op af lommen hiver de altid Sverige som det store forbillede.

Hollandske folketingspolitikere blev for nylig inviteret til en festlig sammenkomst på den svenske ambassade for at lære om, hvordan man bekæmper rygning med snus.

Industrien fremhæver, at der i Sverige er meget få, der dør af lungekræft sammenlignet med andre europæiske lande.

Hvad industrien ikke fortæller er, at meget få svenskere døde af lungekræft, også inden snusforbruget begyndte at stige. De viser figurer, der viser, at mens salget af cigaretter er faldet i Sverige, er salget af snus steget.

Mindre end 5 procent af svenskerne ryger cigaretter dagligt, hvilket ifølge industrien skyldes snus.

Men industrien fortæller ikke, at de svenske kvinder, der næsten ikke har brugt snus, har været lige så gode til at droppe rygning, som de svenske mænd, der bruger meget snus.

Man ville også have forventet en stigning i snusbrugere, hvis rygerne skiftede cigaretter ud med snus.

Men industrien fortæller ikke, at de svenske kvinder, der næsten ikke har brugt snus, har været lige så gode til at droppe rygning, som de svenske mænd, der bruger meget snus.

Charlotta Pisinger
Forsker i tobaks- og nikotinforebyggelse

Mens andelen af rygere faldt og faldt, har andelen af snusbrugere i Sverige dog været stabil i årtier.

Forskere fra den Svenske Kræftforening konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem snusbrug og den lave andel af rygere i Sverige.

I USA har man omvendt fundet, at de stater, der havde højest andel af snusbrugere, også havde højest andel af rygere.

Desuden har mange andre lande i verden, hvor snus ikke bruges, også haft et meget stort fald i andel af rygere.

Ingen evidens for, at snus øger rygestop

Er snus et godt rygestopmiddel? Nej.

En litteraturgennemgang af lodtrækningsstudier konkluderede, at der ikke er evidens for, at snus øger rygestop.

Et stort tobaksfirma undlod endda at publicere resultaterne af et lodtrækningsstudie, fordi så få holdt op med at ryge, og ingen snusproducent har anmodet om at få snus godkendt som rygestopmiddel.

Derimod fandt de svenske myndigheder, at snusbrug øger risikoen for at begynde at ryge.

Lad os håbe, at vores politikere ikke lader sig føre bag lyset.

Charlotta Pisinger
Forsker i tobaks- og nikotinforebyggelse

Derudover er mange brugere af snus også rygere; snus er i de fleste tilfælde ikke et alternativ, men et supplement til cigaretter.

Den anden påstand, industrien har, er, at snus forebygger, at de unge begynder at ryge.

Det handler om, hvem vi sammenligner med

Industrien præsenterer ofte en figur, der viser, at Norge, Sverige og Island, hvor der er mange snusbrugere, har en meget lav andel af unge, der ryger, mens de øvrige EU-lande, hvor snus er forbudt, har en langt højere andel af unge rygere.

Det ser jo forjættende ud, men man kunne i figuren lige så godt have erstattet "snus" med for eksempel "tro på nisser", der også har været faldende over tid, men nok er højere i de nordiske lande end i resten af Europa.

Det er fristende at se udviklingen på ét område og bruge det til at forklare udviklingen på et andet område.

Men det betyder ikke, at der er en årsagssammenhæng.

De tre nordiske lande har været superdygtige til at lovgive, mens mange af de andre lande, der sammenlignes med, ligger helt i bund på den europæiske tobakskontrol-skala.

Læs også

Det er tobakslovgivningen i Sverige og i de andre nordiske lande og ikke snusen, der er årsag til, at mange er holdt op, og undladt at begynde at ryge.

Sverige kom meget tidligt i gang med at lovgive på tobaksområdet.

De første reguleringer kom allerede i 1960'erne, rygning blev de-normaliseret, og Sverige var et af de første lande til at introducere røgfri arbejdspladser og røgfri skoletid samt til at indføre røgfri sportsarenaer, busstoppesteder, inden- og udendørs servering med mere.  

"Nicotine anytime, anywhere"

Desværre er de svenske lovgivere selv faldet for nikotinbranchens lyserøde snus-narrativ og har undladt at regulere på snusområdet.

Nikotinposer må i Sverige gerne smage af slik, man må gerne reklamere for snus, og svenskerne har endda for nylig sænket prisen på snus og nikotinposer.

Hvad har effekten været?

En stor stigning i brug af snus/nikotinposer blandt unge, også piger.

For eksempel steg forbruget af snus blandt gymnasieelever fra 17 procent til næsten 30 procent på bare fem år.

Læs også

Samtidig så man en mindre stigning i andelen af rygere i samme aldersgruppe.

Den totale andel af tobaks-og nikotinbrugere er på 28 procent og i stigning.

Træerne gror ikke i (snus)himlen i Sverige.

Nikotinposer kan indeholde utrolig meget nikotin, man kan bruge flere ad gangen, og så er de diskrete og nemme at bruge hvor som helst, og når som helst.

Det er også, hvad industrien reklamerer med: "Nicotine anytime, anywhere".

Snus og nikotinposer er meget vanedannende

En stor svensk befolkningsundersøgelse viste, at unge brugere af snus/nikotinposer havde et næsten dobbelt så højt niveau af kotinin (et nedbrydningsprodukt af nikotin) i urinen end deres jævnaldrende, der røg cigaretter.

Dette tyder på meget stærk afhængighed.

Det er også det, vi hører fra rygestoprådgivere i de danske kommuner, at mange unge snus/nikotinposebrugere har meget svært ved at stoppe.

Det er værd at lægge mærke til, at næsten halvdelen af de danske unge svarer, at de bruger snuslignende produkter, fordi de er afhængige, og at næsten tre ud af fire af de unge har overvejet at stoppe inden for den sidste måned.

Tobaksindustrien har før været fantastisk dygtig til at føre politikerne og befolkningen bag lyset, både hvad angår light-cigaretter og cigaretfiltre, som de også påstod skulle have en skadesreducerende effekt.

Vores politikere bør indføre en høj pris på snus og en meget lav maksimumgrænse for nikotinindhold, hvilket i høj grad ville hjælpe de unge til at opnå drømmen om snusfrihed.

Charlotta Pisinger
Forsker i tobaks- og nikotinforebyggelse

Light-cigaretter og cigaretfiltre medførte ikke mindre sygdom, men en forhaling af tobakslovgivningen, og at millioner af rygere er blevet ved med at ryge, fordi de troede, at de røg et mindre skadeligt produkt.

Det er dybt naivt at tro, at tobaks- eller nikotinindustrien vil folkesundheden noget godt.

Industriens fortælling om snus som en mirakelkur mod tobaksepidemien og et skadesreducerende produkt er et bedrag.

Lad os håbe, at vores politikere ikke lader sig føre bag lyset. I stedet bør de indføre en høj pris på snus og en meget lav maksimumgrænse for nikotinindhold, hvilket i høj grad ville hjælpe de unge til at opnå drømmen om snusfrihed.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026