Opråb fra nye byrødder: Vi blåstempler stort set bare forvaltningers politik

DEMOKRATI: Frustrerede lokalpolitikere føler hverken de sætter dagsorden eller politisk retning for kommunerne. Det er en klar ledelsesopgave at støtte et politisk rum for alle byrådspolitikere, understreger formanden for landets kommunaldirektører.

Da Anne Marie Geisler Andersen i 2017 blev valgt ind i byrådet i Esbjerg for første gang, glædede hun sig til at kæmpe for mærkesager som børn, klima og den mentale sundhed.

Men det er noget helt andet, den radikale politiker i dag bruger størstedelen af sine politiske kræfter på, nemlig at forandre den politiske kultur og forvaltningspraksis.

“Jeg fandt ud af, at selve fundamentet for at lave ordentlig politik og gode politiske løsninger i kommunen ikke er til stede. De demokratiske processer fungerer efter min mening ikke, som de bør, for det er ikke politikerne, der beslutter,” siger hun.

Groft sagt føler Anne Marie Geisler Andersen, at de menige politikere i Esbjerg er reduceret til en bestyrelse, der påser, at tingene går rimeligt for sig inden for rammerne. I stedet er det embedsmændene, der i høj grad sætter dagsorden og retning i kommunen.

“Jeg oplever, at man ikke kun skal kæmpe for det, man gerne vil politisk. Man skal i mine øjne også kæmpe for at få lov til at beslutte noget politisk og ikke bare være en, der læser dagsordenen, møder op til udvalgsmøder for så bare at nikke til det, der ligger foran en,” siger Anne Marie Geisler Andersen.

Hun har skrevet en længere kronik til Altinget om emnet, hvori hun nævner konkrete eksempler på forløb, hun finder demokratisk kritisable. Som et eksempel nævner hun et forløb, hvor byrådet for en gangs skyld havde afsat et beløb i budgettet til en særlig indsats på skoleområdet.

“Endelig var der nogle midler, som vi kunne bruge til at lave politik. Men næ nej,” skriver Anne Marie Geisler Andersen.

For på en udvalgstur stod forvaltningen pludselig med et “meget færdigudarbejdet udkast” til, hvordan pengene skulle bruges med en besked om, at man allerede var i gang med en pressemeddelelse, der skulle sendes ud mindre end en uge senere.

Som at løbe i kviksand
Frustrationen står Anne Marie Geisler Andersen ikke alene med. Også i andre kommuner føler lokalpolitikere sig sat ud på et politisk sidespor.

Det opdagede Anne Marie Geisler Andersen, da hun skrev ud på et internt forum for radikale lokalpolitikere for at høre, om andre genkendte nogle af hendes oplevelser.

Blandt dem, der reagerede, var Jacob Netteberg (R) fra Rudersdal Kommune.

“Jeg kan virkelig genkende beskrivelserne, og jeg synes, at det bliver for fattigt for den politiske debat, hvis man er reduceret til, at man enten skal godkende eller ikke-godkende en allerede færdiglavet indstilling,” siger han.

“Det er svært at få lov at sætte dagsordenen som lokalpolitiker,” lyder det også fra Mads Søbye Helbo (R), byrådsmedlem i Billund Kommune:

“Der eksisterer en form for Bermuda-trekant med udvalgsformand, borgmester og forvaltning, hvor der bliver skabt politik, som vi andre så bare forholder os til,” uddyber han.

De er med på, at udvalgsformænd og det politiske flertal med borgmesteren i spidsen naturligt fører taktstokken. Men de holder fast i, at de også oplever forvaltningskulturer, der påtager sig meget stor autonomi, og som ofte inddrager de menige byrådspolitikere så sent i en beslutningsproces, at de ikke kan nå at flytte andet end kommaer, og jævnligt præsenterer dem for én færdigudviklet sagsfremstilling, mens mulige alternative løsninger allerede er skåret væk.

De tre lokalpolitikere har ikke før siddet i et byråd, og de medgiver, at det også bare tager lang tid at sætte sig ind i rollen, de politiske processer, og hvordan man skal spille spillet, så man rent faktisk er med i spillet.

Men de har også til fælles, at de sidder tilbage med følelsen af, at de kun i meget begrænset omfang har mulighed for at sætte deres præg på byrådspolitikken.

Alene det at få lov til at sætte emner på dagsordenen, så det kan blive politisk diskuteret, kan være svært.

“Selv om man opsøger det ihærdigt og relativt aggressivt, så kan det godt nogle gange føles som at løbe i kviksand. Det kan være meget svært og frustrerende,” fortæller Mads Søbye Helbo.

Broget billede i undersøgelser
Problemstillingen med klemte lokalpolitikere er flere gange blevet belyst i større rundspørger. Et forskningsprojekt viste i 2009, at embedsmændene i den kommunale administration har fået mere indflydelse på bekostning af de folkevalgte.

I 2013 viste en opfølgende undersøgelse, at omkring 45 procent af de adspurgte lokalpolitikere var helt eller delvist enige i, at det er vanskeligt for politikerne at gennemføre deres synspunkter, hvis de går på tværs af ledende embedsmænd, men næsten lige så mange erklærede sig helt eller delvist uenige heri.

Og senest belyste forskere fra VIVE emnet ud fra en rundspørge i 12 danske kommuner, hvor det kom frem, at der er politikere, som oplever, at forvaltningen enten fungerer som bremse på politiske beslutninger eller har for stor indflydelse på de politiske beslutninger, men at dette ikke er det overordnede billede. Ifølge undersøgelsen oplevede langt de fleste politikere og kommunaldirektører i de 12 kommuner, at der er en hensigtsmæssig adskillelse mellem politik og administration.

Uopdyrket land for embedsværket
Tina French Nielsen er rådmand for skoleforvaltningen i Aalborg Kommune og har siddet i byrådet for Venstre siden 2002. Hun forstår godt de nyere og menige byrådskollegers frustrationer.  

“Tingene bliver kørt ud fra en præmis om, at ting allerede kører, og hvis ikke embedsværket giver rummet til, at politikere faktisk kan stemple ind på forskellige problemstillinger, så bliver det meget styret af, hvordan man plejer at gøre. Så styrer forvaltningen det i stedet for, at vi sætter en politisk retning,” siger hun.

Tina French Nielsen mener, det er en klar demokratisk opgave for embedsværket at lave møder, dagsordener og forløb, hvor politikere har mulighed for at stemple ind med politiske meninger.

“Jeg synes, der er et uopdyrket land i at få embedsværket til at tænke i, hvordan menige byrådspolitikere kan være med til at sætte deres præg på tingene. Jeg tror, det handler om en kultur og manglende opmærksomhed på, at de faktisk har temmelig besværlige arbejdsbetingelser for at være med til at udvikle en kommune,” siger hun.

Forvaltninger under forandring
Der er dog ikke en kommunaldirektør i Danmark, der ikke allerede er meget opmærksom på denne problematik og som ikke gør sit bedste for at forsøge at udfolde denne diskussion bedst muligt, mener Niels Nybye Ågesen, formand for Kommunaldirektørforeningen, Komdir. 

Når det er sagt, så er han ikke i tvivl om, at politikerne har en pointe i forhold til deres oplevelser. Derfor mener han også, det er en klar ledelsesopgave for kommunaldirektører og kommunernes direktører i øvrigt at støtte et politisk rum for hele byrådet.

“Det er en hovedpræmis for os som embedsmænd,” understreger han.

Kommunaldirektørforeningen har da også som en af tre udvalgte indsatsområder i disse år at arbejde for at styrke lokaldemokratiet.

“Jeg synes, at forvaltninger forandrer sig i de her år. Vores fokus på lovlighed, regler og penge suppleres i alle kommuner med ret systematiske diskussioner om forvaltningernes samspil med borgere og byråd,” siger Niels Nybye Ågesen, der til daglig er kommunaldirektør i Vejle Kommune.

Når det ikke er helt så nemt, som det måske lyder, så hænger det blandt andet sammen med, at der er grænser i loven for, hvor langt embedsmændene kan gå, men også, at der eksisterer en fagkultur, som kan være svær at bryde, mener Niels Nybye Ågesen.

“Hvis jeg skal være kritisk overfor mig selv og min slags, så er det, at det er rigtig svært at bevæge sig ud af den trygge embedsmandsrolle, hvor man fortæller, hvad der er rigtigt og forkert for i stedet at bevæge sig mere ud i en procesrolle, hvor man stiller sig til rådighed for diskussioner og drøftelser. Men det skal vi lære som ledere,” siger Niels Nybye Ågesen.

Nye foraer for byrådspolitikere
I Vejle Kommune har man forsøgt at udvide de foraer, hvor embedsmændene mødes med politikerne. Kommunen har eksempelvis indført byrådets time, hvor byrådsmedlemmer kan tage alle de emner op, som de har lyst til at tale om, mens forvaltningens direktører er til stede. Vejle har også indført systematiske temamøder før alle byrådsmøder, hvor embedsmændene meget tidligt i processen fortæller om sager og foreløbige tanker herom.

“Nøgleordet er tidlig inddragelse, fordi når først den politiske proces kører, så er embedsmændene ret låst. Når først en sag udvikler sig og et politisk flertal begynder at danne sig, så er processen ligesom overgivet til den politiske verden, og så kan man ikke fjerne den enkelte politikers oplevelse af at blive kørt over af kolleger i byrådet,” siger Niels Nybye Ågesen.

I udvalget, som Tina French Nielsen, er ansvarlig for, drøftes nogle sager over flere gange. Første runde er en løs snak i overskriftsform, mens sagen dernæst skæres til for til sidst at ende med en indstilling.

“Jeg skal hilse og sige, at alle jo så ikke får ret i en sag, men om ikke andet tror jeg, det er rart at vide, hvad det er for en drøftelse, der har ført frem til et givent resultat,” siger Tina French Nielsen.

Stædighed betaler sig
Det største ansvar påhviler da også byrådspolitikerne selv, mener Mads Søbye Helbo og påpeger, at embedsværket jo skal udfylde det vakuum, som politikere måtte efterlade.

I år vil han gøre sit for at gøre det vakuum mindre. Han vil presse på for at få lavet beregninger og belyst konsekvenser af konkrete emner, som han håber at få lagt ind i årets budgetmappe.

“De sidste to år har vi bare forholdt os til budgetforslag, altså politik, der er blevet præsenteret for os, men nu forsøger vi selv at få sat noget på dagsordenen. Det er ikke sikkert, det bliver til noget lige nu, men så har vi da i det mindste åbnet ballet,” siger han.

Jacob Netteberg oplever, at han har fået prædikatet som den “besværlige”, fordi han ofte spørger ind til mulige alternative løsninger, men også at udskiftningen af centrale embedsmænd i kommunen de sidste måneder har betydet forandringer i arbejdskulturen, hvor han oplever større forståelse for hans ønske om at blive præsenteret for flere løsningsforslag.

Og Anne Marie Geisler Andersen oplever, at flere og flere kolleger i byrådet, men også borgere og ansatte i kommunen, bakker hende op.

Blandt dem, der genkender hendes frustration, er byrådskollega Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti, der sidder i de to samme udvalg som Anne Marie Geisler Andersen.

“Nogle gange synes jeg, vi kommer lidt på baghjul, som når vi får en nærmest færdigudviklet politik fremlagt, som vi så kan sige ja til, men hvor jeg spekulerer på, hvor vi var henne, da der skulle tages stilling til, om der skulle laves en ny politik,” siger Susanne Dyreborg.

Politikerne har det sidste ansvar
Hun savner at kunne sætte sit præg på arbejdet og politikudviklingen.

“Hvis vi ikke skal bruges til at sætte rammerne og retningen og forholde os kritisk til, hvad der sker i embedsværket, så ved jeg ærligt talt ikke, hvorfor der er noget, der hedder politikere i kommunerne,” siger Susanne Dyreborg.

Tilsvarende tanker pusler Anne Marie Geisler Andersen med.

“Det er politikerne, der i sidste ende skal stå på mål for tingene og stå til ansvar, og derfor skal vi selvfølgelig også med ind i beslutningsprocesserne, så vi reelt har noget at skulle have sagt. Hvis direktøren alligevel kører det, som han har gjort i 17 år, så er det jo fuldstændig lige meget, hvem borgerne vælger ind,” siger Anne Marie Geisler Andersen.

Forrige artikel Regeringen lander aftale om at udfase hjælpepakker fra 29. august Regeringen lander aftale om at udfase hjælpepakker fra 29. august Næste artikel Danske unge er europamestre i druk. Men under coronakrisen skete der noget Danske unge er europamestre i druk. Men under coronakrisen skete der noget