Overlæge: Er "Lægernes Befrielsesfront" nødvendig, før politikerne vil lytte?

Af Jes Olesen
Overlæge og professor ved neurologisk klinik, Rigshospitalet Glostrup

I mange år er det gået langsomt, men sikkert tilbage med lægernes indflydelse på hospitalsvæsenet. Det er den væsentligste grund til, at det er gået ned ad bakke til trods for tilførsel af enorme ressourcer, så hospitalsvæsenet er blevet 50 procent dyrere.

Med ringe fagkundskab i øverste og mellemste ledelse er hospitalsvæsenet som et skib uden ror. Utilfredsheden breder sig blandt patienter, og næsten halvdelen af befolkningen har tegnet en privat sygeforsikring.

Ventelisterne er der stadig, og personalet er stresset. Arbejdet er så dårligt organiseret, at en læge kan se meget få patienter per dag, og der er derfor behov for flere læger, som imidlertid ikke findes, da der er lægemangel. Den udvikling, der satte den faglige ekspertise på porten og resulterede i problemerne, har nu stået på i tre årtier, og det er på høje tid at vende udviklingen. Men først et kritisk tilbageblik.

Lægeforeningen er måske den mest elendigt fungerende fagforening, når det kommer til at beskytte medlemmernes arbejdsforhold, kompetenceområder og indflydelse.

Jes Olesen

Man begyndte at tale om lederfunktioner som uafhængige af de faglige kvalifikationer. I næste omgang indførte man delt ledelse. En oversygeplejerske og en overlæge skulle være ligeværdige ledere. Oversygeplejersken skulle ikke kun tage sig af sygeplejen og overlægen af det lægelige. De skulle begge tage sig af det hele, og de skulle enes om alt.

Det var igen et udtryk for troen på, at lederskab ikke har noget at gøre med faglige kvalifikationer. Hvordan skulle man ellers kunne forklare, at den person, der har ekspertise vedrørende patienternes diagnose og behandling, skulle være sidestillet med den, der har en meget lavere uddannelse, en langt mindre indsigt i væsenets udvikling og fremtid og nul videnskabelig erfaring? Ordningen blev indført i 1970’erne, hvor pseudomarxismen var den dominerende filosofi, og hvor alle skulle være lige. Den er imidlertid kørt videre, så sygehusvæsenet nu er det eneste sted med delt ledelse.

Ordningen blev indført i 1970’erne, hvor pseudomarxismen var den dominerende filosofi, og hvor alle skulle være lige. Den er imidlertid kørt videre, så sygehusvæsenet nu er det eneste sted med delt ledelse.

Jes Olesen
Overlæge og professor

I den videre udvikling er lægernes indflydelse blevet yderligere forringet. Ledelsen i regionerne er politisk, men det er embedsapparatet, der i vid udstrækning styrer politikken i de enkelte regioner. Her sidder kun ganske få læger, og som regel er det læger, der i årtier har været væk fra arbejdet med patienterne.

Der er gradvist blevet opstillet en række krav til lægerne, dels formuleret af landspolitikere og dels på regionsplan, som har stjålet tid fra kerneydelsen: diagnose og behandling. I de fleste tilfælde lyder kravene godt, men de forsinker længernes arbejde og har i virkeligheden ikke nogen reel værdi for patienternes diagnose og behandling.

Kronen på værket kom med indførelsen af it. Det ene umulige system efter det andet blev gradvist indført over en årrække. Ingen af systemerne fungerede, når det blev pålagt lægerne at bruge dem. I bedste fald tog det et halvt år og i værste fald to år med evindelige fejl og nedbrud, før de enkelte systemer kom til at køre. En voldsomt frustrerende situation, når man som læge står med ansvaret for medmenneskers liv og helbred.

Systemerne var ude af stand til at tale med hinanden og krævede individuelt, at lægen loggede på og for hver enkelt patient indskrev CPR-nummer. Men hvis det enkelte system ikke blev brugt i en kort periode, blev det lukket ned, og så skulle det åbnes igen, og patientens CPR-nummer skulle igen skrives ind. Det var ikke usædvanligt, at en læge skulle skrive en patients CPR-nummer ind ti gange i løbet af en konsultation.

Så skulle man tro, at indførelse af et integreret og mere avanceret it-system ville hjælpe, men det modsatte har været tilfældet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland har man indført Sundhedsplatformen, som er så omstændelig og kræver så mange klik, at lægernes produktivitet er blevet yderligere nedsat.

Summen af alle disse tiltag er, at en læge i dag kan se langt færre patienter på en arbejdsdag end tidligere. For visse funktioner såsom stuegang er effektiviteten mere end halveret. Det gør, at man i dag står med en frustreret lægestand. De mindst frustrerede er de unge læger, som ikke ved, hvordan et effektivt system kan fungere, og som aldrig har kendt til andet end rollen som alt-mulig-mand, der på afdelingerne laver alt det, som de andre faggrupper ikke ønsker at lave.

Hele denne uheldige udvikling er foregået, uden at Lægeforeningen på noget tidspunkt har sagt fra. Man kan for sjov skyld forestille sig, hvad der ville være sket, hvis metalarbejderne var blevet udsat for et lignende forløb, eller hvis det var gået ud over folkene i andre fagforeninger.

Lægeforeningen er måske den mest elendigt fungerende fagforening, når det kommer til at beskytte medlemmernes arbejdsforhold, kompetenceområder og indflydelse. Der er dog tegn på, at Lægeforeningen er blevet lidt mere aktiv på det seneste. Er vi på vej mod en periode, hvor foreningen for alvor vil vende sig mod den manglende faglige indflydelse på systemet? Håbet er lysegrønt.

Heldigvis har der i de sidste par år været en tiltagende kritik af forholdene i aviser og andre medier. Symptomatisk for den frygt, læger nærer overfor at stå offentligt frem, er de fleste tilfælde af stærk kritik præsteret af folk, der samtidig har opsagt deres stilling i det offentlige sygehusvæsen.

Der er dog også udkommet et par bøger, herunder Liselotte Højgaards bog "Hvordan får vi verdens bedste sygehusvæsen" og min egen bog "Det syge væsen – hvordan det kan helbredes". Der er desværre ikke noget, der tyder på, at disse avisindlæg og bøger har større indflydelse på den fremtidige sundhedspolitik.

De nyheder, der for nylig er fremsat om regeringens planer, ser slet ikke ud til at tage fat om problemets rod, som er ineffektiv arbejdsgang for lægearbejdet parret med lægemangel. Hvad skal der til, før politikere og embedsmænd begynder at lytte til lægerne? Det er ikke nok med indlæg i nyhedsmedier, og Lægeforeningen gør ingenting. Politikerne fortsætter med løsninger udtænkt af djøf'ere med intet eller minimalt fagligt input. Er det virkelig nødvendigt at danne en oprørsgruppe? Skal vi danne ”Lægernes Befrielsesfront”, der som græsrodsbevægelse kan gå sine egne veje?

-------

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Dokumentation

Jes Olesen har netop – på forlaget Saxo Publish – udgivet bogen: "Det syge væsen – hvordan det kan helbredes". Bogen anmeldes på Altinget i næste uge.