Overlæge: Indsatte kastreres trods tvivlsomme resultater

Jeg har været ansat som psykiatrisk overlæge i Herstedvester Fængsel i 16 år og var ansat indtil foråret 2021. Jeg har oplevet det som et stigende problem, at den politiske styring er blevet altdominerende i Kriminalforsorgen. Faglige argumenter bliver tilsidesat i juraens navn.

Spørgsmål om frihedsberøvelse afgøres administrativt i en uigennemskuelig proces, som varetages af en lille gruppe ansatte i Herstedvester Fængsel og Justitsministeriet, fordi man politisk har besluttet en øget behandlingsindsats overfor seksuel kriminalitet.

Det har den konsekvens, at samfundet betaler store udgifter til en uvirksom behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, og at fængslerne bliver overfyldt.

Administrative frihedsberøvelser

Herstedvester Fængsel forestår som det eneste sted i Danmark behandlingen med kønsdriftsdæmpende medicin. Der er ikke afsat ressourcer til forskning. Udvælgelsen af de indsatte, der skal have tilbudt kønsdriftsdæmpende behandling foregår primært på baggrund af forsøg på at forudsige risiko for tilbagefald.

Ifølge de foreliggende undersøgelser af tilbagefald til kriminalitet er der imidlertid intet, der tyder på, at denne metode giver de ønskede resultater. Der bruges i Herstedvester Fængsel rigtig mange ressourcer på vurderingerne, som i sagens natur er vanskelige, fordi ingen ved, hvad man leder efter.

Når der er truffet beslutning om kønsdriftsdæmpende behandling, betyder det, at Direktoratet for Kriminalforsorgen nægter den indsatte prøveløsladelse/prøveudskrivelse, hvis der ikke er iværksat behandling. I nogle tilfælde betyder det også, at den indsatte nægtes tilladelse til ledsaget udgang og udslusning forsinkes eller hindres. 

Mange indsatte med tidsbestemte domme over fem år afslår behandling, og det betyder, at de skal afsone fuld tid. Også indsatte med tidsubestemte straffe afslår. For dem betyder det, at de aldrig bliver løsladt. Der er således indsatte, der på nuværende tidspunkt har afsonet både 20 år og 30 år uden udsigt til løsladelse, fordi de nægter behandling. Det er med til at skabe et stigende behov for fængselspladser.

Forsøg på at finde en behandling

Kriminalitet – herunder seksuel kriminalitet - har gennem årene været forsøgt håndteret på forskellig måder, uden at man er nået frem til en effektiv forebyggelse. Det kan virke logisk at kastrere mænd, der har begået voldtægt eller andre former for seksuel kriminalitet, men noget tyder på, at det ikke er helt så enkelt. Før i tiden fjernede man ved et kirurgisk indgreb testiklerne på mænd, der var kriminelle. Man kan gætte på, at man også dengang så en sammenhæng mellem adfærd og mandligt kønshormon.

Behandlingen benyttes stort set ikke andre steder i verden. Den koster mange penge og har mange bivirkninger

Lis Middelbo Outzen
Overlæge

Fra 1935 og indtil 1970 blev 285 mænd, der var anbragt i institution, kirurgisk kastrerede. Mange var mentalt retarderede, og nogle havde begået seksuel kriminalitet. I 1970 blev behandlingen afskaffet, fordi indgrebet blev brugt i alt for stort omfang og med tvivlsom begrundelse.

De følgende år var behandlingstilbuddene til de sædelighedsdømte beskedne. Man tilbød en medicinsk blokering af virkningen af mandligt kønshormon og psykoterapi. Behandlingen havde ikke den ønskede effekt på risikoen for tilbagefald. Særligt den gruppe af sædelighedsdømte, der havde begået gentagen, alvorlig sædelighedskriminalitet og var alvorligt personlighedsmæssigt afvigende, udgjorde et problem for dem, som var ansvarlige for at løslade dem.

Derfor introducerede overlæge Heidi Hansen, Anstalten ved Herstedvester, i 1989 behandlingsmetoden med medicinsk kastration, som både hæmmer produktionen af mandligt kønshormon og blokerer effekten ved tilførsel af testosteron. Det betyder, at det ikke er muligt at kompensere for hormonmanglen ved behandling med illegale præparater eller lægeordinerede hormoner.

I 1997 var 24 personer behandlet, og der blev efter løsladelse ikke umiddelbart set tilbagefald til kriminalitet. Det så ud til, at man havde fundet en effektiv behandling, og Herstedvester Fængsel fortsatte med at tilbyde behandlingen til de alvorligt farlige sædelighedskriminelle, som hovedsageligt havde tidsubestemte straffe, men i 2020 blev behandlingsresultaterne fra 1989 til 2014 gjort op.

De viste sig ikke helt så lovende som først antaget. Man kunne ikke påvise, at risikoen for tilbagefald til personfarlig kriminalitet blev reduceret. Blandt de behandlede var der efter løsladelsen både domme for seksuel kriminalitet og alvorlig vold.