Debat

Overlæge: Indsatte kastreres trods tvivlsomme resultater

Man har politisk besluttet at øge behandlingsindsatsen overfor seksuel kriminalitet. Det har de konsekvenser, at samfundet betaler store udgifter til en uvirksom behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, og at fængslerne bliver overfyldt, skriver Lis Middelbo Outzen.

Herstedvester Fængsel forestår som det eneste sted i Danmark behandlingen med kønsdriftsdæmpende medicin, skriver Lis Middelbo Outzen.
Herstedvester Fængsel forestår som det eneste sted i Danmark behandlingen med kønsdriftsdæmpende medicin, skriver Lis Middelbo Outzen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har været ansat som psykiatrisk overlæge i Herstedvester Fængsel i 16 år og var ansat indtil foråret 2021. Jeg har oplevet det som et stigende problem, at den politiske styring er blevet altdominerende i Kriminalforsorgen. Faglige argumenter bliver tilsidesat i juraens navn.

Spørgsmål om frihedsberøvelse afgøres administrativt i en uigennemskuelig proces, som varetages af en lille gruppe ansatte i Herstedvester Fængsel og Justitsministeriet, fordi man politisk har besluttet en øget behandlingsindsats overfor seksuel kriminalitet.

Det har den konsekvens, at samfundet betaler store udgifter til en uvirksom behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, og at fængslerne bliver overfyldt.

Administrative frihedsberøvelser

Herstedvester Fængsel forestår som det eneste sted i Danmark behandlingen med kønsdriftsdæmpende medicin. Der er ikke afsat ressourcer til forskning. Udvælgelsen af de indsatte, der skal have tilbudt kønsdriftsdæmpende behandling foregår primært på baggrund af forsøg på at forudsige risiko for tilbagefald.

Ifølge de foreliggende undersøgelser af tilbagefald til kriminalitet er der imidlertid intet, der tyder på, at denne metode giver de ønskede resultater. Der bruges i Herstedvester Fængsel rigtig mange ressourcer på vurderingerne, som i sagens natur er vanskelige, fordi ingen ved, hvad man leder efter.

Når der er truffet beslutning om kønsdriftsdæmpende behandling, betyder det, at Direktoratet for Kriminalforsorgen nægter den indsatte prøveløsladelse/prøveudskrivelse, hvis der ikke er iværksat behandling. I nogle tilfælde betyder det også, at den indsatte nægtes tilladelse til ledsaget udgang og udslusning forsinkes eller hindres. 

Mange indsatte med tidsbestemte domme over fem år afslår behandling, og det betyder, at de skal afsone fuld tid. Også indsatte med tidsubestemte straffe afslår. For dem betyder det, at de aldrig bliver løsladt. Der er således indsatte, der på nuværende tidspunkt har afsonet både 20 år og 30 år uden udsigt til løsladelse, fordi de nægter behandling. Det er med til at skabe et stigende behov for fængselspladser.

Forsøg på at finde en behandling

Kriminalitet – herunder seksuel kriminalitet - har gennem årene været forsøgt håndteret på forskellig måder, uden at man er nået frem til en effektiv forebyggelse. Det kan virke logisk at kastrere mænd, der har begået voldtægt eller andre former for seksuel kriminalitet, men noget tyder på, at det ikke er helt så enkelt. Før i tiden fjernede man ved et kirurgisk indgreb testiklerne på mænd, der var kriminelle. Man kan gætte på, at man også dengang så en sammenhæng mellem adfærd og mandligt kønshormon.

Behandlingen benyttes stort set ikke andre steder i verden. Den koster mange penge og har mange bivirkninger

Lis Middelbo Outzen, overlæge

Fra 1935 og indtil 1970 blev 285 mænd, der var anbragt i institution, kirurgisk kastrerede. Mange var mentalt retarderede, og nogle havde begået seksuel kriminalitet. I 1970 blev behandlingen afskaffet, fordi indgrebet blev brugt i alt for stort omfang og med tvivlsom begrundelse.

De følgende år var behandlingstilbuddene til de sædelighedsdømte beskedne. Man tilbød en medicinsk blokering af virkningen af mandligt kønshormon og psykoterapi. Behandlingen havde ikke den ønskede effekt på risikoen for tilbagefald. Særligt den gruppe af sædelighedsdømte, der havde begået gentagen, alvorlig sædelighedskriminalitet og var alvorligt personlighedsmæssigt afvigende, udgjorde et problem for dem, som var ansvarlige for at løslade dem.

Derfor introducerede overlæge Heidi Hansen, Anstalten ved Herstedvester, i 1989 behandlingsmetoden med medicinsk kastration, som både hæmmer produktionen af mandligt kønshormon og blokerer effekten ved tilførsel af testosteron. Det betyder, at det ikke er muligt at kompensere for hormonmanglen ved behandling med illegale præparater eller lægeordinerede hormoner.

I 1997 var 24 personer behandlet, og der blev efter løsladelse ikke umiddelbart set tilbagefald til kriminalitet. Det så ud til, at man havde fundet en effektiv behandling, og Herstedvester Fængsel fortsatte med at tilbyde behandlingen til de alvorligt farlige sædelighedskriminelle, som hovedsageligt havde tidsubestemte straffe, men i 2020 blev behandlingsresultaterne fra 1989 til 2014 gjort op.

De viste sig ikke helt så lovende som først antaget. Man kunne ikke påvise, at risikoen for tilbagefald til personfarlig kriminalitet blev reduceret. Blandt de behandlede var der efter løsladelsen både domme for seksuel kriminalitet og alvorlig vold.

Intensiveret indsats uden formål

Straffene er siden skærpede, og som følge af et politisk ønske om større behandlingsindsats i forhold til personer med dom for seksualkriminalitet, besluttede Kriminalforsorgen efter flerårsaftalen i 2018 at udvide målgruppen for kønsdriftdæmpende medicinsk behandling.

Resultatet af undersøgelsen i 2020 har ikke ført til ændret praksis. Derfor bliver et stigende antal personer genstand for overvejelser om, hvorvidt de bør tilbydes behandling. Behandlingen benyttes stort set ikke andre steder i verden. Den koster mange penge og har mange bivirkninger.

Nogle af de mennesker, der bliver behandlet, begår trods behandlingen ny kriminalitet på et eller andet tidspunkt efter deres løsladelse. Andre begår aldrig ny kriminalitet, selvom de ikke får medicin. Alligevel bliver behandlingen tillagt stor betydning, når jurister i Direktoratet for Kriminalforsorgen skal træffe beslutning om, hvorvidt frihedsberøvelsen skal fortsættes.

Politisk handlekraft uden effekt

Man ved, at de præparater, man bruger til medicinsk kastration, har effekt på lysten og evnen til sex. Enkelte oplever en lindring af et stort driftspres og vil gerne have behandlingen. Den gruppe udgør ikke et problem, og det er nærliggende at tro, at der for dem er en kriminalitetsforebyggende effekt.

Men det er svært at forstå, hvorfor de øvrige, der har begået seksuel kriminalitet, skal presses til behandling på baggrund af tvivlsomme vurderinger af risiko for tilbagefald. Flere af dem ender trods den meget bekostelige behandling med at begå ny voldelig kriminalitet.

Behandlingen strækker sig i mange tilfælde over årtier, fordi ingen ved, hvad der sker ved afbrydelse af behandlingen

Lis Middelbo Outzen, overlæge

Behandlingen har mange bivirkninger. Der er risiko for knogleskørhed, svedeture, træthed, vægtøgning, depression og leverpåvirkning. Der ses brystudvikling, men dette forebygges ved bestråling af brysterne før påbegyndelse af behandlingen. Desuden er der en lille risiko for udvikling af godartede svulster i hjernehinden.

Behandlingen koster rigtig mange penge. Der skal med jævne mellemrum udføres skanninger af knogler og hjerne, og der er i det hele taget et stort behov for lægelig og sygeplejefaglig opfølgning. Behandlingen strækker sig i mange tilfælde over årtier, fordi ingen ved, hvad der sker ved afbrydelse af behandlingen. Derfor fortsættes behandlingen for en sikkerheds skyld. En alvorligt hjertesyg mand på plejehjem blev f.eks. behandlet, lige indtil han for nylig døde.

Et politisk ønske om at vise handlekraft og give vælgerne tryghed har ikke resulteret i en effektiv indsats. Når effekten af behandlingen er så tvivlsom, er spørgsmålet om de mange penge, der bruges på behandling af en relativt lille gruppe af kriminelle, der har begået forbrydelser af seksuel karakter, er givet godt ud.

Selve behandlingen koster mange penge, men også de personer, der nægter behandling påfører samfundet store udgifter på grund af de meget langvarige og dyre fængselsophold. En fængselsplads koster trods alt tæt på en million kroner om året.

Hvad skal vi gøre?

Der er behov for, at der investeres i forskning, hvis man vil forebygge seksuel og voldelig kriminalitet og minimere risikoen for alvorlige forbrydelser, der har vidtrækkende konsekvenser både for den enkelte og for samfundet generelt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion