Oxfam Ibis til IFU: Når man tjener penge på uddannelse, går det ud over de fattigste

DEBAT: IFU tjener penge på uddannelse i udviklingslandene og pakker investeringen ind i verdensmålene. Men at udelukke de svageste fra adgang til uddannelse er langtfra målet med verdensmålene, skriver Kristian Weise. 

Af Kristian Weise
Generalsekretær i Oxfam Ibis

Når Rune Nørgaard fra den statslige investeringsfond for udviklingslande IFU i Altinget 28. oktober skriver, at ”[i] Afrika er det ikke realistisk, at det offentlige inden for en overskuelig årrække kan levere gratis videregående uddannelse for alle”, så opstiller han et falsk valg.

For de profituniversiteter, som Rune Nørgaard advokerer for, og som IFU har investeret i, kommer hverken til at levere gratis uddannelse eller uddannelse for alle. De kommer primært til at levere profit til investorerne.

Dansk bistand bør i stedet målrettes den offentlige uddannelsessektor, som faktisk kan levere gratis kvalitetsuddannelse for alle, hvis den bliver ordentligt finansieret.

Så i stedet for at sige, at investeringerne i profituniversiteter handler om, at man vil bruge privatsektoren til at hjælpe med opfyldelsen af verdensmålene, så lad os nu kalde det, hvad det er: IFU kan se, at man kan tjene penge på uddannelse, og hvis man pakker investeringen ind i verdensmålene, kan man sågar få danske skattekroner med.

Privatsektoren tjener penge på staternes svaghed
IFU’s investeringer i profituniversiteter i Afrika gør IFU og dermed Danmark til en del af den privatiseringsbølge, som i øjeblikket vælter ind over udviklingslandene.

Firmaer tjener, med verdensmålene i hånden, nu penge på staternes manglende evne til at levere offentlige ydelser af god kvalitet til deres borgere.

Generelt er det ikke vilje, landene mangler. De ved, at en uddannet befolkning fører til økonomisk vækst, stabilitet, ligestilling, sundhed og demokrati.

Flere og flere lande i blandt andet Afrika giver nu den internationale målsætning om 20 procent af deres statsbudgetter til uddannelse. De gør deres del.

Men selv 20 procent af en kage kan være for lidt, hvis kagen er meget lille – hvilket statsbudgetterne er i størstedelen af de afrikanske lande.

På trods af at mange af landene hver dag kæmper en brav kamp for at få nok skattekroner i kassen til at finansiere for eksempel deres uddannelsessystem, så bruger investorer rask væk argumenter om, at det offentlige har fejlet (uden at tage hensyn til, at fejlen ofte ligger hos de firmaer, der ikke betaler skat i de pågældende lande), og at privatsektoren er løsningen.

Uddannelse 
Men løsningen er ikke at udlicitere uddannelsessektoren til private aktører, som tager betaling for uddannelse, og som dermed udelukker de svageste. Hvis alle børn og unge og særligt de fattigste skal nås, så er gratis offentlig uddannelse den eneste løsning.

Vi kan se, hvilken forskel offentlig uddannelse kan gøre, når lande investerer i den.

Siden år 2000 er det lykkedes Etiopien at få 15 millioner flere børn og unge i skole, og både Ghana og Sierra Leone har inden for de sidste to år fjernet al forældrebetaling på uddannelse.

Hvorfor har de gjort det? Fordi brugerbetaling på uddannelse holder de fattigste ude.

Derfor er det også håbløst, at dansk bistand gennem IFU nu går til at støtte en kæde af profituniversiteter i Afrika.

De offentlige universiteter i de pågældende lande opkræver muligvis også betaling, men forskellen er, at de i modsætning til IFU’s universiteter ikke skal optjene profit. Dermed går alle pengene til at levere den bedst mulige uddannelse til de studerende.

IFU siger, at man vil opkræve omtrent det samme beløb, som det offentlige gør. Men, og det er et vigtigt men, man vil samtidig tjene penge til investorerne.

Hvordan vil man gøre det uden enten at sætte prisen op eller ved at slække på kvaliteten?

Når Rune Nørgaard i sit indlæg skriver, at ”drømmen om det perfekte ofte er det godes værste fjende”, har han ret. Men det gør ikke, at vi skal acceptere det dårlige. Det er trods alt en større fjende af det gode.

Forrige artikel Militæranalytiker: Danmark skal støve Arktisrapporten af og investere i Arktis Militæranalytiker: Danmark skal støve Arktisrapporten af og investere i Arktis Næste artikel Madkulturen: Unge mangler kendskab til almindelige grøntsager Madkulturen: Unge mangler kendskab til almindelige grøntsager
Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.