Kommentar af 
Özlem Sara Cekic

Özlem Cekic: Det strider imod min retsfølelse, at Støjberg kan blive minister

Ministres handlinger har store konsekvenser for tilliden til politikere og for demokratiet. Derfor har retssamfundet krav på, at politikerne tør stille høje krav til ministres moralske kompas.

Jeg kan ikke få et job som sygeplejerske, hvis jeg har stjålet fra medicinskabet. Og en, der er dømt for økonomisk kriminalitet, kan ikke få arbejde i en bank, skriver Özlem Cekic.
Jeg kan ikke få et job som sygeplejerske, hvis jeg har stjålet fra medicinskabet. Og en, der er dømt for økonomisk kriminalitet, kan ikke få arbejde i en bank, skriver Özlem Cekic. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Özlem Sara Cekic
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste mange uger har vi intenst debatteret, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at være minister.

Mange tror fejlagtigt, at det er vælgerne der afgør valgbarhed. Dette er ikke korrekt. Det er Folketinget, der afgør valgbarhed, og for at være valgbar til Folketinget kræver det, at man først og fremmest har valgret til Folketinget. Det har Støjberg ikke et problem med, men der er en yderligere betingelse i Grundlovens § 30, stk. 1, som lyder:

"Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget."

Støjberg blev dømt 13. december 2021. De borgerlige partier har travlt med at negligere en rigsretsdomstol, selvom 24 ud af 25 dommer, hvor halvdelen var højesteretsdommere, mente, at hun bevidst havde overtrådt ministeransvarsloven.

For mange borgere er det yderst provokerende, at Støjberg vil tilbage til Folketinget, så kort tid efter hun blev straffet. Grundloven tager ikke hensyn til tidsfaktoren, men folket havde nok reageret anderledes, hvis de borgerlige partier havde ventet mere end ni måneder med at blåstemple hende som den øverst ansvarlige for et ministerium.

Jeg begriber ikke, hvorfor alle andre i dette land skal stå til ansvar for deres handlinger, mens Støjberg kan få en fribillet?

Özlem Cekic

Det andet forhold, som bliver nævnt i Grundloven er omdømme. Mange vil påpege meningsmålingerne som en målestok for at omdømmet ikke har taget skade. Men igen: Det er ikke vælgerne, der afgør valgbarheden, men Folketinget. Og derfor er det også Folketinget, der afgør, om straffen har svækket Støjbergs "almindeligt omdømme".

For Grundloven er det lidt ligegyldigt, om Støjberg i meningsmålingerne har opbakning fra ti procent af vælgerne. Der vil altid være nogle vælgere, som har sympati for lovovertrædelser – uanset om man taler om aflivning af mink eller adskillelse af unge asylpar.

Jeg læste for nylig nogle sider fra en lærebog om Statsforvaltningsret fra 1969, som er skrevet af Max Sørensen, hvor han argumenterer for, at Folketinget har særlige krav til folketingsmedlemmer, hvad "almindeligt omdømme" angår. Han giver et eksempel med et færøsk folketingsmedlem, der havde haft uorden i regnskaberne, men frifundet i andre forhold vedrørende falsk erklæring til offentlig myndighed og mandatsvig.

Højesteret havde dømt ham med 40 dages fængsel, og 5. juli 1957 havde Folketinget besluttet, at han var uværdig med begrundelsen:

"Det er udvalgets opfattelse, at det for hele det politiske livs sundhed er absolut nødvendigt, at Folketinget udviser den yderste påpasselighed ved sådanne afgørelser, således at der ikke fra befolkningens side kan rejses den mindste tvivl om de enkelte folketingsmedlemmers hæderlighed, nøjagtighed om omhyggelighed i alle økonomiske spørgsmål."

Eksemplet viser, at Folketinget tidligere har sat baren højt. Men den ene er jura, som jeg ikke er den bedste til at vurdere, mens det andet er moral.

Lad mig give et andet eksempel. Vores nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var 34 år, da han havde seksuelt samvær med en ung pige på 15 år til et DSU-kursus, hvor han var oplægsholder. Han har senere undskyldt gentagne gange for sin "manglende dømmekraft" og for at have haft "et moralsk upassende forhold" til en 15-årig.

Læs også

Det ændrer imidlertid efter min mening ikke ved, at der er et grundlæggende stort problem med hans moralske kompas – også selvom hans handlinger ikke var juridisk strafbart. Han var ikke 18, 19 eller 20 år. Han var 34, og hun var 15! Alligevel blev han udpeget til at være minister.

Nogen vil spørge, om der ikke er en tidsramme for, hvornår folk kan komme videre med deres liv, når de har afsonet deres straf fra rigsretten eller fra folkedomstolen. Og jo, selvfølgelig skal man komme videre, men vores samfundet er indrettet på den måde, at ens handlinger har en konsekvens, og de konsekvenser må man leve med.

Jeg kan for eksempel ikke få et job som sygeplejerske, hvis jeg har stjålet fra medicinskabet. En, der er dømt for økonomisk kriminalitet, kan ikke få arbejde i en bank.

Derfor strider det grundlæggende imod min retsfølelse, at Inger Støjberg ikke kan godkendes som ministerchauffør, men at hun sagtens blive minister. At hun heller ikke angrer, men tværtimod gentagne gange har sagt, at hun vil gøre det igen, gnider yderligere salt i såret.

Jeg begriber ikke, hvorfor alle andre i dette land skal stå til ansvar for deres handlinger, mens Støjberg kan få en fribillet? At være minister er et yderst vigtigt job. Både for Folketinget, folket og folkestyret.

Ministrenes handlinger har store konsekvenser for den enkelte borger, for tilliden til politikere og for demokratiet. Derfor skal politikere have mod til at sætte baren højt. Det skylder de vores demokrati og retssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD), fhv. udlændinge- og integrationsminister
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Jeppe Kofod

Fungerende udenrigsminister (S)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), ma i public administration (Harvard 2007)