På Nørrebro inviterer de politikerne til borgermøde: "Vi har ikke brug for mere asfalt. Vi har brug for en plan"

BORGERMØDE 2.0: På Nørrebro forsøger de at vende den klassiske høringsproces om. Her er det nu borgerne, der indkalder politikerne til møde. De kalder det politikerinddragelse i stedet for borgerinddragelse. Altinget: civilsamfund var med, da Nørrebro krævede en ny politisk plan for stationsområdet.

Borgerne på Nørrebro ønsker en plan for, hvad der skal ske med området ved Nørrebro Station, når metrobyggeriet står færdigt i foråret 2019. Derfor havde de inviteret fire politikere fra kommunens borgerrepræsentation til borgermøde for at få dem til at forpligte sig til at tage deres planer med til de kommende budgetforhandlinger. 
Borgerne på Nørrebro ønsker en plan for, hvad der skal ske med området ved Nørrebro Station, når metrobyggeriet står færdigt i foråret 2019. Derfor havde de inviteret fire politikere fra kommunens borgerrepræsentation til borgermøde for at få dem til at forpligte sig til at tage deres planer med til de kommende budgetforhandlinger. Foto: Simon Lessel / Altinget
Simon Lessel

På Nørrebro er de trætte af at vente. Trætte af at vente på, at der bliver lavet en politisk plan for, hvad der skal ske med området omkring Nørrebro Station, når metrobyggeriet og pladsen foran den lokale Føtex står færdig til foråret.

Københavns Kommune har ikke prioriteret en plan, og det nærmer sig et grimmere ord end skandale.

Palle Flyger
Præst, Kirken i Kulturcenteret

Men i stedet for at vente på at blive indkaldt til borgermøde af politikerne, har foreningen Medborgerne, der repræsenterer 14 forskellige lokale organisationer, besluttet sig for at tage sagen i egen hånd.

Hvis politikerne ikke rykker på det, vil der ske en optrapning af aktører og mennesker, der vil stå på vores side. Og så vil vi gå ud og gøre opmærksom på, at de ikke har holdt det, de lovede.

Ruth Gøjsen
Forkvinde, Medborgerne

Eller i borgernes hånd, om man vil.

Tirsdag 12. juni var tre lokale politikere fra Københavns Borgerrepræsentation samt repræsentanter fra Nørrebro og Bispebjergs Lokaludvalg derfor indkaldt for at lytte til Nørrebroborgernes krav til, hvordan de mener, man bør give området omkring Nørrebro Station et løft.

De kalder det politikerinddragelse. Og det er det omvendte af borgerinddragelse, skal man forstå.

Konceptet handler om at tale politikernes sprog. At lægge konkrete planer frem, fostret af borgerne selv, som politikerne skal tage stilling til. Og ikke omvendt.

Målet denne dag var klart: at få politikerne til at forpligte sig til at tage sagen op til de kommunale budgetforhandlinger efter sommerferien. Et bevidst politisk teater med et seriøst bagtæppe. For Medborgerne mener, at det er nødvendigt at tale politikernes sprog, hvis borgerne skal have mere direkte indflydelse på de beslutninger, der i sidste ende bliver truffet inde på rådhuset.

Og så bliver man nødt til at spille med i teaterstykket frem for blot at kritisere det i anmelderspalterne bagefter, lader folkene bag organisationen forstå.

Om missionen lykkedes, vender vi tilbage til. Først skal vi nemlig til akt 1: Utilfredsheden.

"Det nærmer sig et grimmere ord end skandale"
De skiftedes til at gå på scenen, de utilfredse borgere. Først var det den lokale præst Palle Flyger fra Kirken i Kulturcentret, der rettede en kritik af politikerne. "Vi er her, fordi der ikke er sket ret meget med Nørrebro Station. Og det er ikke, fordi der har manglet planer. Men der er aldrig fulgt midler med planerne," lød det fra scenen i den lille stationsbygning kaldet Lygten Station, der til daglig blandt andet bruges til comedy shows.

Dernæst skiftede en række borgere til at gå på scenen og fortælle de politikere, der var plantet på forreste række, hvad der er galt med Nørrebro Station lige nu: Der er utrygt på grund af manglende lys, der er beskidt, der er for få overvågningskameraer, og der er mangel på toiletter, lød kritikpunkterne. Herefter tog Palle fra frikirken endnu en runde på scenen og opsummerede klagesangen fra borgerne, så ingen i salen var i tvivl om budskabet:

"Det er en fuldstændig mangel på respekt for os som lokale borgere. Københavns Kommune har ikke prioriteret en plan, og det nærmer sig et grimmere ord end skandale," lød det venligt, men bestemt, fra scenekanten.

Men det hele var ikke ren og skær utilfredshed. Langt fra faktisk. Derfor drøner vi hastigt videre til akt 2: De konstruktive forslag.

"Vi har ikke brug for mere asfalt. Vi har brug for en plan"
I Medborgerne er de som sagt opmærksomme på at tale politikernes sprog. Det prøver man at gøre ved at fremlægge konkrete bud på løsninger og samle de blandt andet 1.364 på forhånd indsamlede underskrifter til en fælles stemme og en række forslag, som politikerne så kan tage stilling til.

Med til arrangementet var derfor også inviteret et arkitektfirma, der gav deres bud på, hvordan basargrunden ved Nørrebro Station kunne se ud i fremtiden. Ud fra borgernes input. P.t. er grunden en stor byggeplads på grund af metrobyggeriet, men når byggeriet forventes afsluttet i 2019, bliver grunden asfalteret, og der bliver opsat belysning.

Den løsning er man mildest talt ikke tilfreds med på Nørrebro, og arkitektfirmaet var derfor inviteret til at give deres bud på en indretning af den tomme grund, efter at Palle fra frikirken med en afsluttende bemærkning havde konstateret:

"Vi har ikke brug for mere asfalt. Vi har brug for en plan."

Den plan var det op til Martin Andersen fra Out of Office Architecture at levere. Han startede med at undskylde for, at han var troppet op i skjorte i stedet for at være trukket i arbejdstøjet, og gik efterfølgende i gang med at præsentere arkitektfirmaets visioner for basargrunden. En vision, der blandt andet rummer grønne områder, et "bjerg" med udsigt til pladsen og indbyggede opbevaringscontainerne til, når der skal holdes større arrangementer.

Derefter var det igen tid til at lytte til borgernes visioner for området, mens aftenens kulmination nærmede sig minut efter minut: Ville de fremmødte politikere forpligte sig til at prioritere området økonomisk i de kommende budgetforhandlinger? Ville borgernes mission lykkes? Vi iler videre til akt 3: Forløsningen.

"Klog af skade skal man lade være med at love noget"
Inden det blev politikernes tur til at svare på aftenens store spørgsmål, blev der forsøgt at lægge et sidste pres på politikerne fra Nørrebroborgernes side.

Fra scenen blev borgerne af arrangørerne opfordret til at klappe af politikerne, hvis de lovede at forpligte sig til at at kæmpe for, at der bliver prioriteret økonomiske midler til området ved de kommende budgetforhandlinger. Og hvis politikerne ikke ville forpligte sig, skulle de mødes med "værdig stilhed", lød opfordringen.

Fanny Broholm (ALT), medlem af teknik- og miljøudvalget, var første politiker til at gribe mikrofonen og gentage det, hun allerede havde tyvstartet med at afsløre under seancen forinden, hvor politikerne af borgerne blev spurgt til deres visioner for området.

"Jeg vil gerne stå på mål for at løfte det til budgetforhandlingerne"

Bifald.

Marcus Vesterager (S) svarede med et kort og præcist "ja" til spørgsmålet om, hvorvidt han ville forpligte sig til at tage området omkring Nørrebro Station op til budgetforhandlingerne.

Bifald.

Også repræsentanten fra Nørrebros Lokaludvalg, Kim Christensen, udtrykte sin opbakning til projektet, hvorefter mikrofonen nåede til Christopher Røhl Andersen fra Radikale, der undervejs havde svaret mere henholdende end de andre politikere på scenen. Ville den sidste politiker også forpligte sig?

"Klog af skade skal man lade være med at love ting," indledte han, inden han forløste spændingen.

"Men jeg vil i hvert fald love, at jeg vil tage det her med videre, hvis I vil love, at I bliver ved med at hive fat i os og komme med de gode idéer," svarede Christopher Røhl Andersen.

Bifald.

Og sådan sluttede aftenen i demokratiets tegn. Med bifald og efterfølgende dans fra en lokal dansegruppe.

Hanne Østtorp fra Nordvest-kvarteret følte sig efterfølgende hørt af de deltagende politikere: "Jeg håber, de mener det. Men vi ved det jo ikke endnu," lød det efterfølgende ude foran den lille stationsbygning.

Og hvis det på trods af tilfredsheden med de politiske forpligtelser viser sig, at de ikke holder stik, er Nørrebro og organisationen Medborgerne klar til at holde politikerne i ørerne.

"Hvis politikerne ikke rykker på det, vil der ske en optrapning af aktører og mennesker, der vil stå på vores side. Og så vil vi gå ud og gøre opmærksom på, at de ikke har holdt det, de lovede," siger forkvinde i Medborgerne, Ruth Gøjsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christopher Røhl

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune, Projektleder hos Center for kvanteteknologi, DTU
cand.scient.phys. (Københavns Uni. 2017), PhD fra DTU Nanolab

Fanny Broholm

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune

Marcus Vesterager

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune, bestyrelsesformand, ARC
cand.arch.

0:000:00