Pape udfordrer Ellemann som statsministerkandidat: "Jeg mener, at jeg vil være den bedste til jobbet"

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, vil være statsminister i Danmark, hvis det ender med et borgerligt flertal efter valget. "Der er ikke partier, der har patent på at stille med en statsministerkandidat," siger han på et pressemøde.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Det har været en af dansk politiks største offentlige hemmeligheder i en rum tid.

Men mandag formiddag blev det omsider officielt, at den konservative formand, Søren Pape Poulsen, går efter at blive statsminister i Danmark.

“Vi skal passe på Danmark, vores værdier og identitet. Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat,” sagde Søren Pape Poulsen på et pressemøde, der var henlagt til tagterrassen på Christiansborgs Ridebane.

“Når man har de ambitioner, mener jeg, at det er det rigtige at sætte sig for bordenden. Det er derfor, jeg gerne vil være statsminister. Jeg vil tage ansvar for helheden, og jeg kan samarbejde, og jeg mener, at jeg kan få enderne til at mødes,” lød det videre.

Søren Pape vil stå i spidsen for en regering, der ene og alene hviler på borgerlige mandater, slog han fast.

"Vi skal have en borgerlig statsminister, og vi skal have det på borgerlige stemmer."

Desuden mener han, at den fremtidige borgerlige statsminister bør være den, der har flest mandater bag sig – og ikke den, der får flest stemmer fra vælgerne.

"Får vi et borgerligt flertal, vil jeg prøve at overbevise et flertal af de borgerlige mandater om, at jeg skal være statsminister. Jakob (Ellemann-Jensen red.) vil gøre det samme, og så må vi se, hvor det ender," lød det.

Bedste til jobbet

Dermed er der lagt op til en historisk valgkamp, hvor både Søren Pape Poulsen og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har meldt sig på banen som det borgerlige bud på et alternativ til statsminister Mette Frederiksen (S).

“Jeg mener, at jeg vil være den bedste til jobbet. Ellers skulle jeg jo ikke melde mig. Der er ikke partier, der har patent på at stille med en statsministerkandidat. Det har Konservative ikke gjort i mange år. Jeg mener, det er tid nu. Men det vigtigste er, at vi får en borgerlig regering og vælter Mette Frederiksen.”

Han ser det ikke som et problem, at der er nu er to kandidater at vælge imellem i blå blok.

“Det tror jeg godt, vælgerne kan overskue. Jeg tror godt, de kan forholde sig til, at der er to, der har meldt sig. Og så må vi se, hvad de øvrige partier i det borgerlige Danmark siger.”

Meldingen kommer i kølvandet på en valgperiode, der har været præget af vedvarende spekulationer om, hvorvidt Søren Pape Poulsen var et reelt bud på en borgerlig statsminister.

Det skyldes, at Konservative i en årrække har gjort Venstre rangen stridig som det største borgerlige parti meningsmålingerne. I Epinions seneste meningsmåling er Venstre dog et par procentpoint foran Konservative. Andre målinger tegner et billede, der er mere lige.

Lynanalyse fra Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring: Papes kandidatur er på én gang modig, en krigserklæring til V og en gave til S  

 

Det er mere end 25 år siden, Konservative er stillet med en statsministerkandidat. Og det er 25 år, der har skrevet sig ind som de mest kritiske i partiets historie, og undervejs var man meget tæt på landspolitisk udslettelse. Det er også i det lys, man skal se Søren Pape Poulsens kandidatur til statsministerposten. Ja, han vil gerne være statsminister, mens han vil lige så gerne flytte sit parti ud af den lillebrorrolle, partiet har haft i mere end to årtier. Nu vil der – håber K – være mere end dobbelt så mange vælgere som ved FV19, der stemmer K og stemmer på K med en formand, der er statsministerkandidat. Det vil være en transformation af partiet, fordi det vil være en transformation af partiet i vælgernes øjne. Samtidig er det også en adgangsbillet til mere taletid i en valgkamp med historisk mange opstillede partier, omvendt vil Pape Poulsen og partiet nu for alvor blive testet af medierne og de politiske fjender – og frænder. Og apropos fjender og frænder er det en krigserklæring til Venstre, der har været statsministerpartiet i blå blok siden 1998, og det sker på et tidspunkt, hvor Jakob Ellemann stadig kæmper med at få et folkeligt gennembrud, og hans parti stadig lider i meningsmålingerne. Derfor er Pape Poulsen kandidatur selvfølgelig også en gave til Socialdemokratiet, der nu kan køre hårdt på, at vælgerne ikke ved, hvad de får – for eksempel Arnepension eller ej – med blå blok.

 

Den rette erfaring

Den nyslåede konservative statsministerkandidat har en fortid som borgmester i Viborg Kommune. Han har været formand for Konservative siden 2014, hvor han overtog posten fra Lars Barfoed. Ved hans første valg som formand i 2015 fik partiet 3,6 procent af stemmerne.

I 2016 gik Søren Pape Poulsen og Konservative med i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering. Den konservative formand blev justitsminister.

Ved valget i 2019 fik Konservative 6,6 procent af stemmerne. I Altingets seneste Epinion-måling står Konservative til 11,5.

Søren Pape Poulsen mener, han har "den rette erfaring fra både politik og arbejdsmarked".

"Jeg har 18 års erhvervserfaring udenfor Christiansborg, og jeg har derudover skullet få velfærden og det brede samarbejde til at fungere som borgmester i en af landets største kommuner. Jeg har ministererfaring, og jeg har siddet i den tidligere regerings ledelse,” lød det fra Pape.

Dokumentation

Søren Pape Poulsen

Politisk karriere 

2002-2006: Byrådsmedlem, Bjerringbro Kommune 
2007-2014: Byrådsmedlem, Viborg Kommune  
2010-2014: Borgmester, Viborg Kommune 
2014-nu: Politiske leder, Det Konservative Folkeparti 
2015-nu: Medlem, Folketinget 
2016-2019: Justitsminister

Ved Folketingsvalget i 2019 fik Søren Pape Poulsen 22.223 personlige stemmer. Otte andre politikere fik flere stemmer.

Uddannelse og erhverv 
Udlært hos Grundfos i shippingafdelingen. 
1994-1999: Speditør, Billund Lufthavn  
1999-2010: Lærer, Bøgeskovsskolen 
2004-2010: Ungdomsskoleleder, Bjerringbro  
2007-2010: Afdelingsleder, Viborg Kommune 

Privat 
Født 31. december 1971 i Bjerringbro. Bosat i Viborg og gift med Josue Medina Vasquez. 
 
Jakob Elleman-Jensen 
 
Politisk karriere 
2015-nu: Medlem, Folketinget 
2018-2019: Miljø- og Fødevareminister 
2020-nu: Formand, Venstre

Ved Folketingsvalget i 2019 fik Jakob Ellemann-Jensen 19.338 personlige stemmer. 11 andre politikere fik flere stemmer.

Uddannelse  
1993: Sergent i Hæren, Sergentskolen 
1994: Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole 
2002: Cand.merc.jur, Handelshøjskolen i København

Erhverv 
1992-1994: Værnepligtig mening og sergent, Den Kongelige Livgarde 
1994-1996: Løjtnant, Sjællandske Livregiment 
1996-1999: Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade 
1999-2000: Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina 
2000-nu: Officer, Reserven 
2000-2002: Juridisk rådgiver, PwC Consulting 
2002-2007: Jurist og afdelingschef, IBM Danmark 
2007-2011: Koncernjurist, GN Store Nord

Privat 
Født 25. september 1973 i Hørsholm. I dag bosat i Birkerød. Gift med Anne Marie Preisler og far til tre børn. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00