Partier giver grønt lys til Femern

FEMERN: Folketinget har nu sagt ja til Femern-projektet på mere end 50 milliarder kroner. Den manglende tyske miljøgodkendelse kan dog stadig spænde ben. Transportministeren kalder det en historisk dag.

<b>Hans Christian Schmidt (V) informerer om, at et flertal på Christiansborg giver grønt lys til Femern Bælt-projektet. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016)</b><br>
Hans Christian Schmidt (V) informerer om, at et flertal på Christiansborg giver grønt lys til Femern Bælt-projektet. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016)
Foto: Jens Astrup/Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Med knap et års forsinkelse har Femern A/S nu Folketingets velsignelse til at indgå de endelige kontraktforhandlinger om det store milliard-projekt.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) er glad.

”Det er en historisk dag. Nu siger vi, at Femern kan gå i gang,” sagde han på et pressemøde på Christiansborg.

Fredag besluttede en enig forligskreds (alle partier undtaget Alternativet og Enhedslisten) at give Femern A/S mandat til at indgå endelige forhandlinger med de entreprenører, der har budt på projektet. Prisen bliver omkring 52,6 milliarder kroner, og åbningen forventes medio 2028.

Tyskerne gør alt, hvad de kan, for at blive færdige så hurtigt som muligt.

Hans Christian Schmidt (V)
Transportminister

Transportministeren var ved pressemødet flankeret af ivrigt nikkende ordførere fra SF, S, DF og LA. Der er fælles fodslag, måtte man forstå.

”Det her projekt kører igen. Man må sige, at ministeren har haft en sikker hånd på rettet. Vi føler os trygge ved det,” sagde Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn.

Med aftalen giver politikerne altså Femern A/S lov til at indgå de endelige kontrakt-forhandlinger, der skal underskrives senest til maj. Det skal politikerne dog endelig godkende.

300 millioner
Der har som bekendt været store problemer med den 18 kilometer lange sænketunnel undervejs. Ikke mindst den manglende tyske myndighedsgodkendelse volder stadig kvaler.

Kontrakterne vil dog have en form for fortrydelses-klausul. De er nemlig betingede af, at den tyske miljøgodkendelse er klar i 2019. Hvis ikke det sker, skal der igen tages stilling til det videre forløb. For at få entreprenørerne med på den idé er man villig til at betale 300 millioner kroner i kompensation, hvis myndighedsgodkendelsen ikke er klar.

”Det koster os 300 millioner, hvis vi ikke har fået den tyske miljøgodkendelse. Det vil give os frie hænder,” sagde Hans Christian Schmidt.

Mange usikkerheder
Anlægsloven bag Femern-projektet blev efter planen vedtaget under SR-regeringen i april 2015. Men projektet var omgærdet af så meget usikkerhed på det tidspunkt, at politikerne ikke ville sige endeligt ja til projektet.

Femern A/S havde dengang fået et tilbud, der var ni milliarder højere, end der var budgetteret med. Det er nu bragt ned med knap syv milliarder kroner, fordi bygge-tiden er blevet forlænget med 2,5 år. I sommeren 2015 kom så en ny dårlig nyhed, da det her viste sig, at EU-støttemidlerne til projektet er flere milliarder lavere end forventet.

Økonomien har trods store skvulp været en opgave, man har kunnet håndtere i Danmark. En uafhængig kvalitetssikring af den finansielle analyse bag projektet gør, at politikerne har tillid til det økonomiske spørgsmål.

Noget andet er den tyske myndighedsgodkendelse, som har vist sig at trække ud. I processen har de tyske myndigheder modtaget 3.100 høringssvar.

Bolden er hos tyskerne
I efteråret 2015 var den tyske transportminister i delstaten Slesvig-Holsten, Reinhard Meyer, på besøg hos transportminister Hans Christian Schmidt. Han kunne berette, at man tidligst forventer, at Femern kan stikke en spade i jorden i 2019.

Transportminister Hans Christian Schmidt forventer stadig, at byggeriet starter i 2019 eller 2020. Men det hele afhænger af en uforudsigelig tysk godkendelsesproces, som ingen fortsat føler sig sikker på.

”Tyskerne gør alt, hvad de kan, for at blive færdige så hurtigt som muligt,” sagde Hans Christian Schmidt.

Går alt efter planen, kan Femern-forbindelsen åbne i 2028.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00