Kommentar af 
Paula Larrain

Paula Larrain: En statsmagt uden moralsk kompas er farlig for os alle

KOMMENTAR: Enhver person står til ansvar for sine handlinger. Det gælder også den sagsbehandler, som har udvist moderen til et to måneder gammelt spædbarn. Hvis embedsfolk slipper afsted med umenneskelig sagsbehandling, kan vi kun forvente at se flere grumme sager, skriver Paula Larrain.

Har vi vænnet os til, at myndigheder godt må gøre børn fortræd, fordi de er myndighed, nichts weiter, spørger Paula Larrain.
Har vi vænnet os til, at myndigheder godt må gøre børn fortræd, fordi de er myndighed, nichts weiter, spørger Paula Larrain.Foto: Colourbox/Modelfoto
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg nærer stor mistillid til bureaukrater. Så er det sagt, og så ved du det. Men jeg er direkte bange for umenneskelige bureaukrater.

Således vil jeg betegne det kontormenneske, der har skrevet under på en udvisning af en filippinsk mor, som i hast måtte forlade sin to måneder gamle baby. På grund af nogle tekniske omstændighder omkring sin ægtemands boligforhold.

At man er ansat til at gøre et job, fritager ikke nogen fra at handle i overensstemmelse med grundlæggende moral, og det er her ikke “følg-din-arbejdsgivers-kagefejrende-stil-loyalt”. Det er: Ser du et værgeløst menneske – i dette tilfælde et spædbarn – så påfører du ikke dette menneske overlast.

Intet kan retfærdiggøre at afvise opsættende virkning i en situation, hvor et diende barn ikke kan følge med sin udviste mor ud af landet. Vi bør leve i et samfund, hvor en embedsmand har tilstrækkelig med indbygget moral og integritet til at gå ind til sin kontorchef og kæmpe et konkret lille menneskes sag. Ellers kan ingen have tillid til statsmagten. Og statsmagten består af mænd og kvinder, der har en forbandet pligt til at sige fra, når et lille menneske gøres fortræd.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

At man er ansat til at gøre et job, fritager ikke nogen fra at handle i overensstemmelse med grundlæggende moral, og det er her ikke “følg-din-arbejdsgivers-kagefejrende-stil-loyalt”.

Paula Larrain

I stedet skriver embedsmanden koldt:

”Vi har ydermere vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for, at du alligevel kan få opholdstilladelse.” Det lille spædbarn er altså ikke særlig grund, i embedsmandens optik.

Uden synlig modstand vil statsmagtens ansatte nemlig kunne overvåge os, kategorisere os, skade os, lemlæste os og rive en diende baby fra sin moders bryst.

Paula Larrain

Moderen fik så få dage til at komme ud af landet, ifølge faderen, at familien end ikke nåede at skaffe pas til babyen, så denne kunne komme med sin mor. Altså, er det fair at sige, at skrivebordsbeslutningen rev et barn fra moderens bryst. Som en enkelt af landets mange chefredaktører har påpeget. Én enkelt. Den lokale redaktør af Dagbladet Ringkjøbing-Skjern. Tak for det, men hvor er resten af ramaskriget? Er det på vej? Har Google undertrykt jer?

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at en embedsmand i sin opdragelse har fået at vide, at man skal se bort fra noget så basalt, hvis blot pligten kalder. En robot ville jeg forvente en bedre programmering af. Men jeg har dog fantasi til at forestille mig en samlet opinion, der råber op, når noget så uretfærdigt sker lige foran den.

Nu synes du nok, jeg er streng ved en offentlig ansat, som jo blot følger regeringens strammerkurs. Demokratisk valgt, som den er, med et massivt flertal i ryggen for en strammerkurs.

Men er det vitterligt sådan, at et flertal i Danmark er bedøvende ligeglad med dette konkrete lille barn? Har vi vænnet os til, at myndigheder godt må gøre børn fortræd, fordi de er myndighed, nichts weiter?

Det håber jeg sandelig ikke. For sådan et land vil jeg ikke leve i. Jeg vil ikke have, at mit yngste barn skal vokse op i et land, hvor egne karrierehensyn i staten står over helt basal omsorg for værgeløse. Så jeg vælger at tro på, at sagsbehandleren har fået hedeslag, sidestik, stress eller noget fjerde. Og at den samlede presse har vigtigere ting at gå op i. Dresscodes måske.

Jeg kender ikke navnet på sagsbehandleren. Men jeg håber, at Ekstra Bladet, Dagbladet Ringkjøbing-Skjern og andre journalister kimer vedkommende ned for at få en forklaring. En personlig forklaring, for afgørelsen er et personligt valg.

Jura er et spørgsmål om vurdering. Det er derfor, det tager mange år at blive uddannet jurist, og det er også derfor vi har et retssystem. Her bliver et barns ret med al tydelighed krænket, og der er ingen klar ankeinstans. Derfor er juristens rolle afgørende, og den skal være synlig.

Måske har vi efterhånden vænnet os til, at myndighederne konstant tager procesrisikoen – at embedsværk, politifolk og deslige udøver deres magt med en bevidsthed om, at det er for besværligt for den enkelte at gøre modstand ved påførte fejl. Den forestillede straffrihed ved menneskerettighedsorganisationer fører erfaringsmæssigt til flere overgreb. I Danmark bør vi kunne leve i tillid til, at den enkelte magtudøver er sin opgave voksen.

Derfor skal der som minimum siges fra, når nogen så tydeligt går over stregen. Der skal gøres et nummer ud af den påførte uretfærdighed. Vi skal ikke ud i at relativere i forhold til andre stater, der er meget værre. Kun vores egen er relevant og den ånd, der er skrevet ind i vores grundlov. Uden synlig modstand vil statsmagtens ansatte nemlig kunne overvåge os, kategorisere os, skade os, lemlæste os og rive en diende baby fra sin moders bryst.

Ja, det er direkte tale uden neutralitet eller falsk balance. Der findes ingen balance mellem en enkelt lille familie og så hele staten, der både har voldsretten og retten til at styre dit liv. Jeg behøver ikke som hverken borger eller journalist at forsvare staten. Det har den et kæmpeapparat til at gøre for sig selv, betalt af os alle.

Derfor står jeg klart på Caspers, Christinas og lille Sofias side. Stort kram til jer. ”We, the people”. I skal vide, at I er set, og jeres sag er hørt!

En statsmagt uden moralsk kompas er farlig for os alle.

---------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

0:000:00