Kronik

Forsker: Udflytning af folkestyrets vagthunde truer uafhængigheden

KRONIK: Truslen om udflytning af Ombudsmanden og Rigsrevisionen er problematisk og kan presse de ellers uafhængige institutioner, skriver forsker Pernille Boye Koch.

Det er principielt meget problematisk, at regeringspartierne gerne vil have Ombudsmanden og Rigsrevisionen flyttet ud, skriver Pernille Boye Koch.
Det er principielt meget problematisk, at regeringspartierne gerne vil have Ombudsmanden og Rigsrevisionen flyttet ud, skriver Pernille Boye Koch.Foto: /ritzau/Mads Claus Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Boye Koch
Lektor, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

På overfladen så det måske uskyldigt ud, da regeringspartierne for nylig sendte et brev til Folketingets Præsidium og bad dem overveje, om ikke Folketinget kunne overtales til at flytte nogle af sine institutioner til provinsen.

Som brevet blev refereret, lød det nærmest som en slags solidaritetsøvelse: Hvis ministerierne kan flytte ud, kan Folketinget vel også.

Og da man ikke kan flytte folketingssalen og politikerne, kan man vel flytte for eksempel Rigsrevisionen og ombudsmandsinstitutionen, var tilsyneladende ræsonnementet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi må for alt i verden undgå at komme i en situation, hvor uafhængige kontrolinstanser kan føle sig presset til at undlade politisk ubelejlige undersøgelser eller konklusioner for at undgå ubehagelige konsekvenser for dem selv og institutionen.

Pernille Boye Koch
Lektor, Roskilde Universitet

Selve brevet har offentligheden ikke set, det har foreløbigt kun DR Nyheder, der har fået brevet i sin besiddelse og lanceret historien.

Det er imidlertid meget problematisk at tro, at man kan sidestille ministerier og styrelser med Folketingets uafhængige institutioner. For hvor de førstnævnte skal servicere regeringen, skal de sidstnævnte kontrollere dem.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De statslige myndigheder er afhængige af regeringen og arbejder på dens vegne, mens Rigsrevisionen og Ombudsmanden er uafhængige af den regeringsmagt, de har til opgave at kontrollere.

Det er derfor principielt meget problematisk, at regeringspartierne gerne vil have institutionerne flyttet ud. Også selvom det bliver pakket ind som et uskyldigt forslag.

Professor i statskundskab Hanne Foss Hansen lagde da heller ikke fingre imellem, da hun af Ritzau blev spurgt til sin reaktion på forslaget:

”Man skulle tro, at det var 1. april. Hvis dette er et reelt forslag, kan jeg ikke andet end at tolke det som, at regeringen har et ønske om at stække Folketingets vigtige vagthund,” udtalte hun.

I politiske kredse var modtagelsen noget bedre. Dansk Folkeparti var i hvert fald hurtige til at erklære deres støtte til ideen om udflytning af institutioner under Folketinget, så for en umiddelbar betragtning ser der ud til at være politisk flertal for initiativet.

De kritiske kommentarer fra for eksempel Djøf udsprang primært af mere generelle bekymringer ved øget udflytning, som for eksempel risikoen for tab af viden og kompetencer og det upraktiske ved at befinde sig langt væk fra Slotsholmen.

Men efter min opfattelse er det slet ikke her, hunden ligger begravet. For som allerede antydet er der en anden og langt mere principiel problemstilling på spil, når det handler om netop Rigsrevisionen og ombudsmandsinstitutionen.

Disse to institutioner udgør meget væsentlige redskaber, som Folketinget kan gøre brug af i den kontrol med regeringen, som er essentiel i et parlamentarisk demokrati.

Rigsrevisionen sikrer, at offentlige midler anvendes lovligt og effektivt, mens Ombudsmanden for eksempel kontrollerer, at lovgivningens krav overholdes i sagsbehandlingen over for borgere og virksomheder.

Samlet set kan institutionerne således bidrage til, at Folketinget kan sikre sig, at deres beslutninger efterleves loyalt af regeringen.

Og man kan sige, at de i et fintmasket velfærdssamfund som det danske er en vigtig forudsætning for, at lovgivningsmagten skal have en chance for at følge implementeringen af de politiske beslutninger, de har ansvaret for.

Når institutionerne organisatorisk er indplaceret under Folketinget, er det for at understrege deres særlige status og uafhængighed.

Det er derfor forkert blot at opfatte dem som en del af Folketingets administration. Placeringen under Folketinget understreger, at de ikke står i et organisatorisk afhængighedsforhold til den udøvende magt, som de har til opgave at kontrollere.

Dette ville nemlig indebære en risiko for, at kontrollen ville blive præget af et behov for at tækkes regeringen.

Udtalelser og rapporter fra kontrolinstitutioner kan da også være både kontroversielle og ubelejlige for den siddende regering.

Det så vi for eksempel, da Rigsrevisionen for nyligt rejste kritik af administrationen på fiskekvoteområdet eller salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion til udlandet.

Eller da Ombudsmanden udtalte en uhørt hård kritik i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) instruks om obligatorisk adskillelse af unge asylsøgende par (den såkaldte barnebrudesag). Også derfor er uafhængigheden essentiel.

Nogle har måske svært ved at se, at en flytning af institutionerne har nogen som helst indflydelse på deres uafhængighed. De kan vel være lige så uafhængige i Jylland, som de kan i København, kunne man lidt provokerende indvende.

Men pointen er, at der med selve truslen om flytning og omorganisering lægges pres på institutionen.

For om man vil det eller ej, opleves det som en trussel for de medarbejdere, der ikke har hverken mulighed eller lyst til at flytte deres bopæl langt væk, ligesom det kan opfattes som en meget stor udfordring for ledelsen af en velfungerende institution, at den skal brydes op.

Og et sådant pres er og bliver mere problematisk, når vi taler om uafhængige kontrolinstanser.

I forhold til de uafhængige domstole – der jo også fungerer som kontrol med magten – har man i selveste grundloven fastsat regler, der skal beskytte domstolene mod truslen om forflyttelse og omorganiseringer.

For eksempel kan regeringen ikke afskedige eller forflytte dommere, blandt andet ud fra en betragtning om, at truslen om en sådan sanktion kan tænkes at påvirke domstolene til at dømme mere regeringsvenligt.

Grundloven indeholder også bestemmelser, der indebærer, at regeringen ikke kan omdanne eller ophæve domstole og at domstolenes forhold skal vedtages i en egentlig lov og ikke kan reguleres ved en ministeriel bekendtgørelse.

Også her er det bagvedliggende argument, at en sådan styringsadgang for regeringen kan risikere at true domstolenes uafhængighed.

Efter min opfattelse er uafhængigheden for både Rigsrevisionen og Ombudsmanden af så afgørende betydning, at deres uafhængighed skal værnes på næsten samme vis som tilfældet er med domstolene.

Og derfor er det meget problematisk, at regeringspartierne i brevet til præsidiet bevidst forsøger at påvirke institutionernes organisatoriske forhold og foreslår udflytning af et stort antal af deres medarbejdere.

Vi må for alt i verden undgå at komme i en situation, hvor uafhængige kontrolinstanser kan føle sig presset til at undlade politisk ubelejlige undersøgelser eller konklusioner for at undgå ubehagelige konsekvenser for dem selv og institutionen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Boye Koch

Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder
cand.jur. (Københavns. Uni. 1997), ph.d (Københavns Uni. 2003)

0:000:00