Pernille Skipper: Jo, politik er en popularitetskonkurrence. Og SVM-regeringen taber

Partiet rykkede til venstre på økonomi, velfærd og omfordeling og til højre på udlændingepolitikken. Man kan lide det eller ej – jeg har ikke altid kunnet lide det. Men det er sandheden. Og den tid var kendetegnet ved et meget klart, tydeligt politisk projekt fra Mette Frederiksens side. Hun vidste, hvad hun ville, hun sagde det, og man troede på hende.

Det er kort sagt, når Socialdemokraterne er klare og tydelige, og Mette Frederiksen har vist en vej frem, at hun har været mest populær og bedst i stand til at samle et flertal bag sig.

Problemet med hendes midterregering – uagtet om man så mener, at vælgerne burde have forudset det hele eller ej – er at den ikke viser en samlende vej frem.

Regeringspartierne er aldrig enige om, hvad aftalerne betyder, hvor det peger hen, eller hvem der har æren. Og ofte modarbejder de reelt hinanden i deres fortællinger

Pernille Skipper

Regeringspartierne forsøger igen og igen at italesætte projektet som det samlende og brede, som alle kan være med i. Men i virkeligheden stritter det i alle retninger, og færre og færre kan se sig selv i det.

Og Mette Frederiksen ved det også godt selv. Hun påpeger selv overfor Altinget, at socialdemokraterne har svært ved at begejstre, og at det nok er en del af problemet bag de dårlige målinger til partiet.

Hun mener, at det er fordi kompromiserne i en flerpartiregering indgås, før udspillene bliver fremlagt, og derfor er det mere utydeligt, hvad det enkelte parti mener. Jeg tror, hun undervurderer vælgerne.

For Socialdemokraterne har skiftet kurs siden 2019-22-perioden, hvor Mette Frederiksen havde størst opbakning. Væk er opgøret med ”omprioriteringer og effektiviseringer” i den offentlige sektor.

Væk er snakken om, at skattelettelser i toppen ikke får folk i arbejde – nu er arbejdsudbud ligefrem den nye valuta. Væk er al snak om tryghed for den hårdtarbejdende Arne og alle hans venner.

Hun kan godt gå og mene det samme derhjemme i dag, som hun gjorde offentligt dengang. Det ved jeg ikke noget om. Men hvis vælgerne hverken hører det eller ser det, er det jo lige meget. Især når det så slet ikke er, hvad der føres ud i livet.

Selvfølgelig er politik en popularitetskonkurrence. Det er jo demokrati. Den mest populære vej frem vinder.

Pernille Skipper

Regeringen laver såmænd masser af politik. Det kan man ikke tage fra dem. Wammen kaster på strålende vis brede aftaler ud af glasdøren som en anden pizzabager, der slynger dej ind i ovnen.

Men regeringspartierne er aldrig enige om, hvad aftalerne betyder, hvor det peger hen, eller hvem der har æren. Og ofte modarbejder de reelt hinanden i deres fortællinger:

De er ikke enige om, om folkeskoleudspillet handler om at hjælpe de børn, der har svært ved det boglige, som socialdemokraterne siger, eller om det er en afbureaukratiseringsøvelse, som Venstre mener.

De er ikke enige om, om skattereformen handler om skattelettelser i topskatten eller i bunden. Og når de så også har to oppositioner – en til hver side i folketingssalen – får de heller aldrig nogensinde hjælp af de partier, som deres vælgere har som andet valg.

Med andre ord: De er konstant alene om deres fortælling, og så er der ingen der kan høre, hvad de siger.

Alle partier med dårlige meningsmålinger har forsøgt sig med den kommunikative finte at kalde dem ”popularitetskonkurrencer”, som statsministeren også forsøger nu.

Det er en klassiker faktisk. På den måde kan man altid få opgangstider til at handle om substans og ens egne evner, hvorimod nedgangstider altid handler om, at vælgerne bare ikke har forstået, hvor god man er.

Men i bund og grund er det bare snak, for selvfølgelig er politik en popularitetskonkurrence. Det er jo demokrati. Den mest populære vej frem vinder.

Og selvom Mette Frederiksen siger, at hun ikke forventer kærlighed, så har hun brug for den.

Hvis hun skal vinde konkurrencen om den mest populære vej frem, skal man som minimum selv være klar over, hvad den er.

Mette Frederiksen bliver nødt til at finde et politisk projekt, hun selv tror på, og som vælgerne også tror nok på til at stemme på og blive begejstret af. Og midterregeringen er helt tydeligt ikke svaret.