Pernille tog klassens urolige drenge alvorligt. Uden hende var min politiske ild aldrig blevet tændt

Der findes i litteraturhistorien et brev, som i sin enkelhed står tilbage som et af de smukkeste vidnesbyrd om forholdet mellem lærer og elev. Brevet er skrevet af Albert Camus til hans gamle folkeskolelærer, Louis Germain, umiddelbart efter Camus modtog Nobelprisen i litteratur i 1957.

I en tid, hvor hele verden hyldede ham, hvor aviserne fyldtes med essays og interviews, og hvor den parisiske kulturelite stod i kø for at kalde sig hans samtidige, valgte Camus at sætte sig ned og skrive til den mand, der som ung havde rakt ham en hånd.

Camus skrev et enkelt, dybfølt brev, hvori han takker sin gamle lærer for at have grebet ham, da han som fattig dreng risikerede at glide ud i ingenting.