Konservatives spidskandidat til europaparlamentsvalget næste år bliver Pernille Weiss.
Det skriver sn.dk.
Hun meddelte sit kandidatur som spidskandidat i 2017 og blev valgt 23. september. Pernille Weiss skal løfte arven efter tidligere partiformand og mangeårige minister Bendt Bendtsen. Han har repræsenteret Konservative i parlamentet i ti år, men genopstiller ikke.
Weiss mener, at en stemme på Det Konservative Folkeparti er den stemme, der giver den største indflydelse i Europa-Parlamentet. De Konservative sidder nemlig som det eneste danske parti med i parlamentets største politiske gruppe, argumenterer hun ifølge sn.dk.
Der skal dog kæmpes for indflydelsen. Et mandat i Europa-Parlamentet kræver nemlig, at partiet får i underkanten af syv procent af stemmerne. Og det er cirka to procentpoint over, hvad Konservative ligger til i de mest positive af meningsmålingerne om folketingsvalget i øjeblikket.
Men Pernille Weiss er fortrøstningsfuld.
"Vi har med vores EU-politik og med de resultater, Bendt har skabt, faktisk ret godt fodfæste ude i det borgerlige Danmark. Det gør, at jeg er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at vi også får mandatet næste gang," siger hun til sn.dk.
50-årige Pernille Weiss er er uddannet sygeplejerske og har desuden en kandidat i sundhedsvidenskab.
Fra 1996 til 2004 var hun amtsrådsmedlem på Fyn, og hun stod til at komme i Folketinget i 2001, men valgte at tage en pause fra politik for at fokusere på familien, amtsrådsarbejdet og sin uddannelse i sundhedsvidenskab.
I 2017 fortalte Pernille Weiss, at hun ville genopstille som folketingskandidat for Konservative. Men nu sættes kræfterne ind på at blive valgt ind i Europa-Parlamentet.
Indsigt
- Løkke fik sit smash tilbage lige i synet
- Svend Brinkmann: Statsministeren rammer forbi med sit seneste udfald mod skærme og sociale medier
- Tidligere Løkke-rådgiver: Her er tre grunde til, at en VLAK-regering ikke har gang på jord
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- V-formænd afviser regering med S, hvis den blå drøm brister: "Vi har slået os på det her én gang"


















































