Peter Loft: Det er svært at se behovet for den nye granskningskommission

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i slutningen af 2020 besluttede, at sagen om den manglende hjemmel til at slå minkene ned skulle underkastes en ny undersøgelsesform – en granskningskommission.

Et særligt ønske var, at det skulle være muligt at gennemføre undersøgelser hurtigere end ved de traditionelle og tunge undersøgelseskommissioner.

Regeringen har nu fremlagt et lovforslag om den nye undersøgelsesform. Det er svært at se, hvad der opnås ved denne nyskabelse – ud over at der går en rum tid med at tilvejebringe grundlaget for den.

En granskningskommission adskiller sig fra en undersøgelseskommission på to felter: For det første kan den nedsættes af Folketinget, mens en undersøgelseskommission kun kan nedsættes af regeringen. For det andet er det hensigten, at en granskningskommission skal kunne arbejde hurtigere end de traditionelle undersøgelseskommissioner.

Tungt apparat, der tager lang tid
Der har længe været overvejelser om alternativer til undersøgelseskommissioner.

I de sager, der ikke ender med at kunne placere årsagerne til og skylden for den undersøgte misere entydigt, er det ofte den almindelige opfattelse, at der er et misforhold mellem omfanget af bestræbelserne og udkommet af disse

Peter Loft
Kommentarskribent

Denne undersøgelsesform er kendetegnet ved, at der lægges temmelig stor vægt på de involveredes retssikkerhed – blandt andet ved at fastslå retten til en bisidder.

Prisen for denne landvinding har været, at det er et tungt apparat, der typisk tager lang tid at afvikle. Omkostningerne ved disse undersøgelser er høje, og i de sager, der ikke ender med at kunne placere årsagerne til og skylden for den undersøgte misere entydigt, er det ofte den almindelige opfattelse, at der er et misforhold mellem omfanget af bestræbelserne og udkommet af disse.

Et sagkyndigt udvalg gennemgik for et par år siden erfaringerne med de hidtidige undersøgelseskommissioner. Udvalget skulle også komme med forslag til forbedringer, og det skulle beskrive, hvordan man eventuelt kunne gennemføre parlamentariske høringer som et alternativ til de tunge undersøgelser.

Det sidste er der ikke kommet noget ud af – dels fordi det er vanskeligt at sikre de involveredes retssikkerhed under denne form for undersøgelse, dels fordi den strider imod princippet om, at embedsmænd er ansvarlige overfor deres minister og derfor ikke udtaler sig direkte overfor folketingsmedlemmer.

Så er det problem klaret
Folketingets udvalg for forretningsorden besluttede herefter, at det skulle undersøges, om der kan gennemføres et mindre tungt undersøgelsessystem, og det nu fremlagte lovforslag skal udmønte dette i form af introduktionen af granskningsundersøgelser. Det er imidlertid svært at se, hvad der reelt opnås ved denne nyskabelse.

Den ene forskel i forhold til undersøgelseskommissioner – at kompetencen til at nedsætte granskningskommissioner tillægges Folketinget – kunne vel være opnået ved, at et folketingsflertal pålagde regeringen af indlede en nærmere undersøgelse, herunder at folketingsflertallet besluttede rammerne for undersøgelsen.

Den anden forskel – at undersøgelsen skal kunne gennemføres hurtigere – søges opnået ved, at det udvalg under Folketinget, der fastlægger kommissoriet, "forpligtes at tilstræbe et så afgrænset kommissorium, at kommissionen kan afslutte sit arbejde inden for højst et år fra nedsættelsen af kommissionen".

Desuden fastslås det i lovforslaget, at granskningskommissioner kun bør anvendes, når det vurderes, "at kommissionens arbejde (...) vil kunne afsluttes inden for 12 måneder".

Den øgede hastighed i undersøgelsesarbejdet opnås altså ved, at man giver kommissionen en frist på 12 måneder, idet man opfordres til kun at henlægge undersøgelser, der forventes at kunne afsluttes inden for dette tidsrum, til de nye granskningskommissioner.

En hurtig undersøgelse gennemføres ved, at kun problemstillinger, der kan afklares hurtigt, henlægges til den hurtige form for undersøgelse – så er det problem klaret.

Svært at se behov
Det er svært at se, at der er behov for et helt nyt undersøgelsesinstrument for at sikre, at undersøgelser, der kan gennemføres på et år, rent faktisk ikke strækker sig længere end højst nødvendigt.

Jeg vil umiddelbart antage, at formændene for de hidtidige undersøgelseskommissioner har bestræbt sig på ikke at bruge længere tid end højst nødvendigt. Og hvis ikke, kunne man jo bede dem om det.

Når det er sagt, er der grund til – uanset om der er tale om en undersøgelses- eller en granskningskommission – at kigge på, om man fra Folketingets side kan forsøge at konkretisere og tilskære undersøgelseskommissionernes kommissorier, så der skæres ind til kernen af det, som ønskes undersøgt.

Det er svært at se, at der er behov for et helt nyt undersøgelsesinstrument for at sikre, at undersøgelser, der kan gennemføres på et år, rent faktisk ikke strækker sig længere end højst nødvendigt

Peter Loft
Kommentarskribent

Granskning af mink
Den verserende kommission om Skat har et kommissorium på tre sider og ti punkter foruden to tillægskommissorier på to sider. De emner, der skal undersøges, er meget brede og upræcist angivet. Den periode, der skal undersøges, strækker sig over 15 år.

Det tidsmæssigt og emnemæssigt relativt begrænsede område, der drejer sig om fejludbetalingen af udbytteskat, har foreløbig været genstand for cirka to års undersøgelser.

Man kan kun gætte på, hvor længe undersøgelsen af alle større hændelser indenfor Skatteministeriets område i perioden fra 2002 til 2017 kommer til at strække sig. På denne baggrund kan man frygte, at interessen for og læren af kommissionens udredninger bliver af ren rets- og administrationshistorisk karakter.

Foreløbig kan man altså konstatere, at det formentlig vil tage cirka seks måneder at få grundlaget for den granskning af minksagen, som man ønskede gennemført hurtigt, på plads.