Når ’sindelagskontrol’ bliver kaldt nødvendigt, får jeg lyst til at spørge: Hvad bilder I jer egentlig ind?

Der blev opbygget hemmeligt politi, der udførte helt tilfældige anholdelser. Det autoritære menneske bruger systematisk angst til at få andre til at holde mund.

Befolkninger skulle leve i frygt og ikke ane, om det var dem, der blev hentet i morgen og aldrig siden set. Sådan var det i Sovjetunionen, Nazityskland, i Østblokken.

Når nogle i vores hjemlige debat interessant spørger, om demokratiet kan stå til debat – om det liberale demokrati kan rumme den ikke-demokratiske holdning, bliver jeg nødt til at sige: godt spurgt. Og så har jeg lyst til at udbryde: Hvad bilder I jer egentlig ind?

Tror I virkelig, at vi ikke har kæmpet den kamp før? Tror I virkelig, at vi ikke sagtens kan mærke, at I truer med fanatiske holdninger, der ikke tillader andre livstydninger? Tror I virkelig, at vi ikke godt ved fra vores egen politiske og religiøse kultur, at det ekstremistiske og menneskefjendske kan overtage et samfund?

Sæt gerne spørgsmålstegn ved demokratiet, tru endelig det bedste I har lært, udtal jer skråsikkert og kålhøgent om jeres autoritære vaner; men vid, at I vil blive mødt med en villig kampånd, der modsiger jeres fanatisme.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Kan I ikke forstå, at jeg som troende kristen ikke et sekund længes efter tidspunkter i min kirkes og tros historie, hvor modsigelse ikke var lovligt?

I tror da vel ikke, at jeg ville ønske for nogle af os, at kirkens modstandere skulle tvinges til tavshed, fordi de har en anden tro eller en anden livsopfattelse?

Min egen helt nære historie har lært mig noget om politisk, religiøst og kulturelt storsind – kald det demokratisk adfærd.

Da Sønderjylland i 1920 var blevet dansk, opstod der et mindretal på begge sider af grænsen. Cirka 25 procent af befolkningen i landsdelen var tysksindede.

Det første genforeningsarkitekten, H.P. Hanssen sørgede for, efter at danskheden var sat fri i Sønderjylland, var at sikre det tyske mindretals rettigheder til at leve et liv med tysk sprog, kultur og kirke. De skulle være frie – og så frie, at de kunne tage den kulturelle kamp op.

H.P. Hanssen vidste nemlig, at den kulturelle kamp ikke var slut med genforeningen.

Landsdelen skulle gøres dansk. Ikke ved tvang, men ved “det milde, humane, frisindede og retfærdige danske styre.”

Det gik mildest talt ad Pommern til i trediverne. Friheden i det tyske mindretal blev omsat i en massiv tilslutning til nazismen og med de deraf følgende frygtelige forbrydelser. Det var en mørk tid.

Da befrielsen kom i 1945, blæste meget stærke vinde imod det tyske mindretal. Illoyaliteten over for kongen og fædrelandet vakte både harme, og selvfølgelig var der også nogle der blev udsat for hævnfølelser. Men godt et år efter befrielsen kunne tyske børn igen gå i tysk skole, og mindretallets institutioner kunne igen virke.

Allerede i 1955 kunne Bonn-København-aftalen underskrives. Den aftale sikrer de to mindretals rettigheder og gør opmærksom på, at sindelagskontrol ikke må finde sted. I 1995 talte formanden for det tyske mindretal, Hans Heinrich Hansen, på Dybbøl Banke.

Her udtalte han sin beklagelse over mindretallets illoyalitet i 30’erne og under krigen. Der faldt en sten fra manges hjerter, og et nyt kapitel blev føjet til forsoningens historie i vores land.

Sæt derfor gerne spørgsmålstegn ved demokratiet, tru endelig det bedste I har lært, udtal jer skråsikkert og kålhøgent om jeres autoritære vaner; men vid, at I vil blive mødt med en villig kampånd, der modsiger jeres fanatisme.

Kampen mod det autoritære og diktaturerne klares efter mine begreber kun i ånd og sandhed.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

I dette land hersker der en stærk tro på åndsfrihed og frisind, og til tider lægger vi lidt humor oven i argumentet, og hidtil har det hindret os i at forbyde nazisme, fascisme og kommunisme (det sidste dog et par år under krigen, og det svier stadig i sjælen).

Jeg er et af de troende mennesker, der ærgrer sig over, at Folketinget syntes, at det var nødvendigt med koranloven. Min tro indeholder en korsfæstelse. Større misagt for Gud kan ikke vises, men blasfemien er blevet en del af min tro.

I øvrigt tror jeg, at Gud nok skal klare sig.

Med hensyn til mine egne fornemmelser, fortrædeligheder og de fornærmelser, jeg udsættes for, så indrømmer jeg gerne, at jeg ikke er for fin til at bære nag, og sådan går jeg rundt et stykke tid, og så plejer det at være overstået, for så er der sket meget andet i verden, der kræver min tilstedeværelse.

Kampen mod det autoritære og diktaturerne klares efter mine begreber kun i ånd og sandhed.

Derfor er jeg helt enig med Per Stig Møller, når han slutter sin bog fra 2024 om den frie tanke: “Vi skal hele tiden bestræbe os på at holde tanken fri, sige sandheden og bekæmpe løgnen.”