Peter Skov-Jakobsen: Vores identitet må ikke blive en fæstning

KOMMENTAR: At åbne sig for andres indsigter og liv er centralt for menneskers dannelse og adfærd, og det involverer muligheden for at opdage, at vi tager fejl. Vi skal opsøge det, også når det gør ondt på vores identitet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Spær mig ikke inde i min identitet. Lad mig have muligheden for hele tiden at lære af jeres liv, og gør det muligt for mig at forandre mit liv, mine holdninger, mine handlinger.

Der er nogle grundlæggende anliggender i mit liv. Jeg elsker mit land, sproget, kulturen, musikken, naturen, vejret(!), årstiderne. Dertil kommer mit livs største følelsesmæssige og intellektuelle udfordring: den kristne tro. I egnene omkring Jerusalem gik et menneske omkring for et par tusind år siden, og nok er han Mellemøstlig, men han fornemmes hjemlig.

Det har været en spændende sommer. Identitetsspørgsmålene været fremme. Politimord på afroamerikanerne i USA, statuer og is-navne har fået mange tanker til at rulle. Vi har talt om nationalitet, seksualitet, kristendom, islam og dannelse.

Spørgsmålet om, hvem man er, står i centrum i disse år. Ind i mellem er jeg blevet rystet over diskussionen. Det sker, hver gang den får en karakter af, at man kun kan tale om sig selv og sin egen identitet. Det er som om der har stået et kæmpestort “KEND DIG SELV” over vores stridslystne samtaler.

Jeg tror ikke man kan lade være med at spørge sig hele livet igennem, hvem man er. Jeg får en fornemmelse af klaustrofobi, hvis der i min jagt på min identitet ikke er plads til, at jeg stiller det spørgsmål, som jeg synes er endnu vigtigere “HVEM ER DU OG DE ANDRE”. Det skyldes ganske enkelt, at jeg i stadig stigende grad og uden at det føles ubehageligt føler mig som bi-person i mit eget liv. Jeg er hvid, mand, dansk, cis, troende, håbende, elskende, far, præst, elsker at læse, lytte til musik, gå i biffen, se tv osv. Jeg er en del af et flertal og med i mange mindretal. Det gælder os alle – hver på sin måde.

Jeg ved godt, at jeg skal lytte en del, når jeg bliver præsenteret for andres livserfaringer, men ligesom mit liv er åben for deres kommentar og deres bemærkninger, håber jeg også, at der tilstås mig adgang til andres erfaringer, og at jeg ikke på forhånd er dømt ude! Jeg vil gerne lytte til andre mindretals livsoplevelser – også når det gør ondt på min identitet.

Når jeg elsker mit land, skyldes det, at her fik jeg sproget og menneskeopfattelsen, der rummes i begreberne oplysning, nysgerrighed, åndsfrihed, frisind. Folkeskolen, gymnasiet og universitetet gjorde mig videbegærlig, og lærte mig, at grundlæggende for enhver dannelse er det at være i gang med det uoverkommelige.

Svarene er interessante, og nysgerrigt kalder de på flere spørgsmål og indlevelse. Verdens mysterier har åbnet sig for mig på dansk, og med det modersmål går jeg videre i min jagt på sandhed og retfærdighed. Jeg er klar til at tale om danske politiske traditioner, dansk musik, dansk kristendom – men jeg vil altså ikke spærres inde, for jeg føler ingen begrænsning ved det danske.

Jeg vil ikke isolere mig fra de andre med mit sprog eller min kultur; jeg vil være med til at lede og længes. Det vil jeg være med hende, der også har en tyrkisk, afghansk, somalisk, svensk, amerikansk baggrund.

Jeg har noteret mig, at der findes en fædrelandskærlighed, der forstår sig selv som noget, der skal sætte grænser, udsondre og udstille den fremmede og de andre. Efter min mening fås fædrelandskærligheden i så snævertsynede horisonter, at det sidder strammere til kroppen end en dykkerdragt. Alt for stramme horisonter klæder ingen, og de gør ondt. De vækker mistillid.

Der findes også tro, ideologi og politik, der er så fanatisk, at den kun hører sig selv. Den springer rundt efter sine egne ekkoer, og er nogen kritiske, ja så synger eller råber den bare højere. Der findes tro, politik og ideologi, der ikke kan leve med modsætninger og modsigelser, og der er aldrig en sandhed, der ikke udtrykkes uden at modstanderen skal fordømmes og hånes – og man kan ikke genkende mennesket i modstanderen, som man ofte taler om, som var det et dyr.

Jeg tror ikke på de stramme horisonter eller på råberiet. Jeg er træt af talekor og automat-had,og jeg vil ikke spærres inde. Jeg insisterer på at elske mit land og at tro. Jeg insisterer på, at dannelsen, nemlig det at åbne sig for den andens indsigter og liv, er centrum i den menneskelige adfærd, selv om det betyder, at muligheden for at tage fejl må der leves med!

Den første store teolog i kirkens historie blev så forundret over, hvad han hørte om Jesus fra Nazareths liv og lære, at han rådede sine samtidige til at blive nye mennesker. Den udrustning de skulle bære (og det var ved gud ikke nogen nem tid han levede i), og som de skulle tage på, når ondskaben stirrede dem ind i øjnene var sandheden, som de skulle spænde som et bælte.

De skulle udbrede budskab om fred, og det eneste sværd skulle være ordet. Han var ikke ligeglad. Han malede heller ikke et glansbillede. Han talte lige ind i den forvirrede verden, hvor irritation, forargelse og vrede ikke så sjældent kryber ind på de fleste af os. 

Grundtvig skrev en sang om fædrelandskærligheden, hvor der udtrykkes om den klædning som fædrelandskærlighed og tro er - nemlig ikke en stramtsiddende horisont. Et vers lyder: “Derfor, hvad end verden siger,/ og hvad verdensmagten vil, står og falder jordens riger/ dog med kærlighedens ild:/ hvor den blusser, bor livsgrøden,/ hvor den slukkes, hersker døden.” 

En kristelig politik – måske – det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det er en horisont, hvor dannelsen åbner mig for mit medmenneske og for situationen og giver mig et mod til liv og visdom til at elske. Det er vel dér, al politik begynder – og det skulle også være dér, det ender: en længsel efter liv.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund Næste artikel Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer Henrik Sass om Arne-forhandlinger: I har et historisk ansvar – tag det på jer
Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

VÆR BEREDT: Danmark bliver ét af de lande, der skal opbygge lagre med medicinsk udstyr på vegne af EU. Regeringen skal stå for indkøbene, men regningen samles op i Bruxelles.