Ph.d.-studerende: Mobning og chikane får forskere til at droppe samfundsdebatten

Vi må insistere på nuancerne

Som forskere, der beskæftiger os med, hvad der i folkemunde ofte betegnes som "skærmdebatten," har vi set, hvordan bølgerne til tider er gået højt.

Forskning, der har undersøgt netop denne debat, tyder på, at det ofte er enkelte stemmer, der styrer slagets gang.

I skærmdebatten er det i denne sammenhæng ofte perspektiver omhandlende forbud og restriktioner på digitalt forbrug, som er de mest præsente i dag.

Den danske læge og forfatter til bøger med titler som 'Sluk' og 'Skærmsund', Imran Rashid, argumenterer i en kronik i Politiken for, at "jagten på nuancer i skærmdebatten skader vores børn".

Men vi må netop insistere på nuancerne for at kunne opretholde en oplyst og kritisk debat om blandt andet skærmenes rolle i børn og unges liv.

Når forskningens stemme på politisk niveau bliver tysset ned eller helt ignoreret, bør det få alarmklokkerne til at ringe.

Jan Ole Størup og Kristian Haulund Jensen
Ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Ved at frabede sig nuancer er man med til at bringe forskningens troværdighed i fare, idet forskningsformidling uden nuancer vil ende med at være skråsikker og ikke harmonere med folks forskellige (og sjældent ensidige) erfaringer.

Samtidig signalerer man, at nogle forskningsperspektiver eller -traditioner ikke har samme ret til at blive inkluderet, når der skal træffes politiske beslutninger.

Men hvem bestemmer, hvilken forskning der bedst kan informere os om, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår for børns digitale liv?

Vi mener ikke, at det bør afgøres af, hvem der råber højest i debatten, men at forskning i psykologi, pædagogik, medier og sundhed – for bare at nævne nogle få fagområder – bør sameksistere og kritisk udfordre hinanden i en demokratisk samtale om sådanne samfundsrelevante emner.

Forskningen bliver tysset af politikere

I de senere år er det eksempelvis 'medieforskere' – udlagt som en homogen gruppe og navngivne forskere – der er blevet kritiseret og decideret udskammet i forbindelse med kommunikationen af deres forskning.

Med anklager om blandt andet at være 'tech-naive' fortalere for en 'overdigitaliseret' barndom af karrieremæssige og økonomiske årsager skal forskere således navigere og deltage i en offentlig samtale, der kan risikere at skade deres omdømme grundet en mobilisering af mistro, undergravning og decideret fjendtlighed, der sjældent fordrer oplyst diskussion og dialog.

Ovennævnte tendens er heller ikke uden konsekvenser for forskningens stemme i det hele taget.

Et nyligt eksempel på dette var, da undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en artikel i Berlingske påpegede, med udgangspunkt i et forsigtighedsprincip og sundhedsmæssigt fokus, at "medieeksperter" og "forskere inden for digital pædagogik" vil blive lyttet mindre til end tidligere, når det gælder beslutninger om digitale mediers plads i børns liv.

Når forskningens stemme på politisk niveau bliver tysset ned eller helt ignoreret, bør det få alarmklokkerne til at ringe.

Ovenstående gælder selvsagt ikke kun for skærmdebatten. Klima-, køns-, sundhedsdebatter – og ikke mindst debatter om for eksempel krig i Mellemøsten og Ukraine – tyder på samme tendenser.

Derudover har censurering af bestemte forskningsgrene især konsekvenser for unge forskere, som tidligt i deres karriere kan miste troen på, at de med deres forskning kan bidrage til en kritisk og evidensbaseret offentlig samtale.

En polemisk og ekskluderende samfundsdebat skaber en negativ spiral; færre forskere ønsker at deltage, da de risikerer at blive hængt ud i den offentlige domstol på sociale medier.

Jan Ole Størup og Kristian Haulund Jensen
Ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Juniorforskere er fremtidens forskere, og dræber vi troen allerede fra de første, spæde skridt, risikerer det at få omfattende negative konsekvenser for den viden, vores samfund bygger på.

Unge forskere skal medietrænes

Med dette indlæg har vi ikke til hensigt at pege fingre ad hverken medier, journalister eller enkeltpersoner – det ville være imod indlæggets eget væsen.

Derimod er vi interesseret i at skabe opmærksomhed og debat om den måde, vi i dag diskuterer og debatterer samfundsrelevante emner og problemstillinger på, og hvilken rolle forskningen har i den ligning.

En polemisk og ekskluderende samfundsdebat skaber en negativ spiral; færre forskere ønsker at deltage, da de risikerer at blive hængt ud i den offentlige domstol på sociale medier.

Dette kan få potentielt skævvridende konsekvenser for den viden, der bliver distribueret og cirkuleret i den offentlige samtale, og i sidste ende kan det have konsekvenser for den enkelte borgers adgang til balanceret, nuanceret og velunderbygget viden om relevante emner.

Som forskerlærlinge støtter vi op om Pands forslag om, at unge forskere skal medietrænes, men dette risikerer at efterlade et stort ansvar hos den enkelte forsker, der skal navigere et minefelt på blandt andet sociale medier.

Vi må insistere på en debat, der er inkluderende og nuancerende, og som tør åbne op for kompleksiteten, gråzonerne og de ubesvarede spørgsmål.

Ved ikke at forfalde til det hyperbolske og mudderkastende kan vi skabe et mere retvisende billede af forskningens (nuancerede og komplekse) beskaffenhed, hvilket vil komme samfundet som helhed til gode.