Podcast: Europa drømmer om Biden – men hvad vil han med os europæere?

PARLAMENTET #107: Her hos os er der tårnhøje forventninger til den kommende amerikanske præsident, men hvad vil Joe Biden selv være ude efter? Hør svaret fra en erfaren USA-ekspert i denne uge, hvor Altinget også ser på den sexskandale i Bruxelles, der har ramt Viktor Orbans ungarske regeringsparti, Fidesz.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

En måned efter det amerikanske præsidentvalg nægter Donald Trump stadig at acceptere sit nederlag, men i Europa har næsten alle politiske ledere for længst anerkendt Joe Biden som deres nye samarbejdspartner på den anden side af Atlanten.

Efter fire år med Trumps aggressive og uforudsigelige opførsel i forhold til Nato, EU og verdens multilaterale organisationer i det hele taget har de europæiske regeringer store forhåbninger til den kommende præsident, Joe Biden.

”Han er helt klart efter min mening det bedste, der kunne ske for Europa. Han bliver den mest pro-europæiske præsident i Det Hvide Hus i mange, mange år,” siger den danske forsker Jacob Kirkegaard, som for nylig er vendt tilbage til Europa efter 18 år i Washington.

Men Kirkegaard, der arbejder for tænketankene GMF og Peterson Institute, påpeger, at Joe Biden også får brug for at få noget den anden vej fra EU-landene.

”Biden vil først og fremmest have europæernes tilslutning til en kamp mod Kina,” siger han.

Du kan møde Jacob Kirkegaard i denne uges europæiske podcast, hvor Altingets journalister også går ombord i den sexskandale på en bøssebar i det centrale Bruxelles, der forleden fik en ledende ungarsk europaparlamentariker til at gå af.

József Szájer, der er en nær ven af Ungarns leder, Viktor Orban, og en mangeårig topfigur i regeringspartiet Fidesz, blev pågrebet af belgisk politi under et sexparty blandt homoseksuelle mænd sidste fredag aften.

Situationen er forbløffende i betragtning af, at selv samme Szájer er en af hovedarkitekterne bag den ungarske forfatning lavet af Fidesz i 2010, der betegner ægteskab mellem mænd og kvinder som det eneste mulige.

”Det åbenlyse dobbeltspil, som den her mand åbenbart har ført i sit liv, det går ind og rammer selve fundamentet for hele Orbans partis ideologi,” siger podcastvært og Europa-analytiker Thomas Lauritzen i udsendelsen.

Sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen analyserer han også forhandlingerne om hvem, der skal lede EU’s fremtidskonference, som i sidste uge bragte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts navn i spil.

Nu har danskeren mødt modstand fra Europa-Parlamentet, hvor et flertal ønsker den liberale belgier Guy Verhofstadt på posten.

Også blandt regeringerne i EU’s Ministerråd kan det være et problem for Thornings kandidatur, at Danmark står uden for store dele af det europæiske samarbejdes videre udvikling.

”Spørgsmålet er, om man kan have en person fra et ikke-euroland, der står uden for nogle af de vigtigste ting i det fremtidige samarbejde,” siger Rikke Albrechtsen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: Kan Thulesen Dahls kompromistale fastholde ham som DF-formand? Podcast: Kan Thulesen Dahls kompromistale fastholde ham som DF-formand? Næste artikel Podcast: Har Joy Mogensen lavet et comeback? Podcast: Har Joy Mogensen lavet et comeback?
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.