Politiet henlægger sag om dokumentfalsk mod EL-politiker

Politiet har droppet sag om dokumentfalsk mod Jean Thierry, som derfor er vendt tilbage til Borgerrepræsentationen. 

Jean Thierry har siddet i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten siden 2022. 
Jean Thierry har siddet i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten siden 2022. Foto: Københavns Kommune
Søren Dahl

Politiet har indstillet efterforskningen i en sag om dokumentfalsk mod tre medlemmer af boligselskabets FSB’s bestyrelse, herunder Enhedslistens medlem af Borgerrepræsentationen, Jean Thierry. 

Det fortæller Jean Thierry til Altinget. Altinget har ligeledes set skriftlig dokumentation for, at politiet har stoppet efterforskningen, og at sagen er henlagt. 

"Det bekræfter over for mig, at den her anmeldelse er sket på et papirtyndt grundlag. Alle kan anmelde alle for alt i dagens Danmark, og det er det, der er sket her," siger Jean Thierry.

Den 48-årige kommunalpolitiker tog i november orlov fra rådhuset på grund af sagen, men vendte i januar tilbage til rådhuset.  

Sendte breve uden tilladelse  

FSB’s anmeldelse af Jean Thierry og to øvrige medlemmer af selskabets organisationsbestyrelse for dokumentfalsk bunder i en sag, hvor boligselskabet lå i drøftelser med Københavns Kommune om en mulig nedrivning af 42 handicapboliger i Tingbjerg.  

Læs også

Efter flere fejlslagne forhandlinger sendte de tre bestyrelsesmedlemmer, der på det tidspunkt var medlemmer af en forhandlingsdelegation, breve til henholdsvis teknik- og miljøborgmester Line Barfod og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, hvor de argumenterede imod en nedrivning af boligerne.

Ifølge FSB skete dette dog på selskabets brevpapir, og uden FSB’s tilladelse. Selv afviser Jean Thierry at have sendt brevene på FSB’s brevpapir.

I en advokatundersøgelse, bestilt af FSB, konkluderede advokatfirmaet Poul Schmith at brevene var en "bevidst overskridelse af forhandlingsdelegationens mandat, samt en uberettiget repræsentation af FSB for omverdenen,". 

I kølvandet på undersøgelsen valgte FSB at skride til politianmeldelse.  

Jean Thierry har tidligere forklaret til Altinget, at de tre bestyrelsesmedlemmer var i deres gode ret til at sende brevene.  

"Vi har jo ikke bestilt 100 kummefrysere på FSB’s regning eller noget. Vi har gjort kommunen opmærksom på, at FSB arbejdede for at bevare rækkehusene og kom med løsningsforslag til, hvordan det kunne ske," forklarede han dengang

"Forsøgte at lukke os ned"  

Kommunalpolitikeren fastholder da også i dag, at anmeldelsen for dokumentfalsk udelukkende har et politisk motiv.

Læs også

"Jeg og mine kollegaer forsøgte at løfte sløret for, at flertallet i bestyrelsen i virkeligheden modarbejdede bevarelsen af handicapboligerne. Derfor forsøgte de at lukke os ned," siger Jean Thierry. 

I kølvandet på politianmeldelsen blev Jean Thierry, og de to øvrige bestyrelsesmedlemmer stemt ud af FSB’s organisationsbestyrelse på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i november.  

Jean Thierry oplyser, at han genopstiller til organisationsbestyrelsen, når boligselskabet har repræsentantskabsmøde til maj.  

I et mailsvar skriver Mads Malik Knudsen, formand i FSB, at selskabet tager politiets henlæggelse af sagen "til efterretning".  

Han fastholder dog, at Jean Thierry og de to øvrige bestyrelsesmedlemmer blev stemt ud af FSB’s bestyrelse, fordi de overskred deres mandat ved at sende to breve uden tilladelse.  

"På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde var et flertal af deltagerne enige med et flertal i organisationsbestyrelsen om at udtrykke mistillid til de tre for at overskride deres mandat. Det betød, at de mistede deres plads i organisationsbestyrelsen," skriver Mads Malik Knudsen.  

"Politianmeldelsen var en udløber af advokatundersøgelse vedrørende de to breve og havde intet med mistillidsafstemningen af gøre. Politianmeldelsen var derfor ikke årsagen til, at de tre blev stemt ud af bestyrelsen," fortsætter han.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jean Thierry

Medlem af Borgerrepræsentationen (EL), København, “medlem af Coops Landsråd, EU-kandidat for Folkebevægelsen, forperson, Bispeparkens Bestyrelse, aktiv, Almen Modstand
cand.polit.

0:000:00