Politiformand: Gendarmeri og private vagtværn kan ætse huller i demokratiet

Af Claus Oxfeldt
Forbundsformand, Politiforbundet

Utryghed er en uhyggelig størrelse. Den får os ofte til at reagere kraftigt og uden større omtanke og eftertanke. Også som samfund. Også rent politisk.

Sådan oplever jeg en del af de politiske følere, som med jævne mellemrum – og sikkert i bedste mening – sendes ud for at aflaste politiet eller øge trygheden.

Nemlig idéen om, at man med hurtige snuptag kan løse problemer, som er fundamentale og har dybere årsager.

Idéen om at oprette et gendarmeri
For politiet betyder det eksempelvis, at vi ofte bruger ekstra tid på at dokumentere, at den snuptagsløsning, som kom fra politisk hold, også var en god løsning – selvom den reelt drænede kassen med yderligere polititimer og ikke havde politifaglig substans.

Andre forslag ligger og ulmer som en sur bryg, der risikerer at ætse huller i hele det demokrati og tillidssamfund, vi så møjsommeligt har opbygget.

At oprette paramilitære korps eller udstyre private med magtbeføjelser er det samme som at sprøjte gift ind i systemet af tillid, lighed og retssikkerhed.

Claus Oxfeldt
Forbundsformand, Politiforbundet

Herunder i særdeleshed med idéer om, at man kan frigive polititimer ved at oprette gendarmeri eller udstyre vagtværn med beføjelser.

Det lyder umiddelbart som en god og hurtig løsning, men i virkeligheden er begge dele opgør med det samfund, som vi alle sætter så stor pris på, og som vi ved refleksion og fornuft ikke ville undergrave.

Men utryghed er ikke befordrende for fornuften.

At sprøjte gift ind i systemet af tillid og lighed
At oprette paramilitære korps eller udstyre private med magtbeføjelser er det samme som at sprøjte gift ind i systemet af tillid, lighed og retssikkerhed.

Vi glemmer helt værdien af alle de byggesten, som udgør fundamentet i et af de mest lige og tillidsfulde samfund, menneskets historie nogensinde har set.

Vi tror, at vi kan fjerne dem enkeltvis, uden at det gør den store skade. Men det kan vi ikke. Tværtimod, vi udhuler og ødelægger. Præcist sådan oplever jeg debatten om vagtværn og gendarmeri.

Det kan virke uskyldigt, som en hjælp, som en ekstra tryghed, men reelt er det udsalg og udhuling af fundamentale byggesten. Det er det af flere årsager.

Vigtigst er dog følgende tre ting: For det første at vi har et veluddannet, professionelt politi med handlepligt, som arbejder under klare rammer, regler, beskyttelse og opsyn i forhold til brug af magt.

For det andet at vi er et tillidsbaseret samfund, hvor retssikkerhed og tryghed er lige for alle.

For det tredje at vi løser samfundsproblemer som et velfærdssamfund og ikke som kommunale ghettoer, hvor indkomst er afgørende for tryghed.

Dialogen som det primære våben
Intet af ovenstående er foreneligt med, at vagtværn skal patruljere gaderne i udvalgte kommuner, eller at paramilitære grupper skal bevogte og patruljere grænser.

Vi har et enhedspoliti, som kan løse alle politimæssige opgaver, og som er borgernes og samfundets. Her er hele uddannelsen et nåleøje i forhold til at løse og handle i overensstemmelse med loven samt med dialog og menneskekundskab som væsentlige dele af værktøjskassen.

Det er et veluddannet politi med magtmonopol og handlepligt. Et politi, som forstår grænserne for brug af magt, og som er underlagt strenge og nødvendige regler, når de udøver den.

De ved, at to slag med en stav kan være lovligt brug, men at et tredje kan være vold.

De er uddannet i, trænet i og udstyret med dialogen som det primære våben. De har i øvrigt en handlepligt, som kræver, at de agerer.

Skygger for den egentlige debat
De har alle værktøjerne og er underlagt krav om gennemsigtighed og alle tænkelige restriktioner, som skal sikre mod misbrug af magt.

De arbejder i borgerhøjde, uden forskel på høj og lav. På den måde har vi skabt et af de historisk mest tillidsfulde samfund. Den tillid er ikke forenelig med hverken vagtværn eller gendarmeri. De bryder netop med ligheden og tilliden.

De skygger også for den egentlige debat: Nemlig et større svigt, som ikke kan rettes op med snuptagsløsninger og pludselig handlekraft.

Det kan kun løses gennem et langt og sejt træk. Nemlig en kontinuerlig udvidelse af politistyrken, som ikke har fået lov til at følge med samfundsudviklingen og antallet af opgaver og krav.

Tværtimod har den været udsat for håbløse effektiviseringer, vilde konsulentfantasier og besparelser.