Kommentar af 
Paula Larrain

Politisk kulturtvang skubber mig væk fra danskheden

Dansk kultur er i forfald på grund af danskerne selv, ikke på grund af etniske minoriteter. Den krampagtige kulturkamp smager af xenofobi, skriver Paula Larrain.

Olsen Banden har sin charme, bevares, men er ikke så ædelt, at det ikke lige så godt kan ignoreres, skriver Paula Larrain.
Olsen Banden har sin charme, bevares, men er ikke så ædelt, at det ikke lige så godt kan ignoreres, skriver Paula Larrain.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver gang en politiker stiller sig frem og nedgør andre kulturer, taber vedkommendes egen kultur terræn. For hver gang vil reaktionen fra os med en anden kultur i bagagen være den samme: Vi trækker os længere ind i vores egne sædvaner og hævder dem endnu stærkere, end vi gjorde før, mens vi vender ryggen til de værdier, der ellers gerne ville være modtaget i frivillighed.

For ingen frihedselskende, voksne mennesker bryder sig om at få dikteret, hvad vi skal kunne lide eller ikke kunne lide.

Således kan man godt udlede, at det er direkte dumt, når politikere konstant hævder sig selv og egen kultur på andres bekostning. Altså, hvis formålet med denne hævdelse er at få de indvandrede vilde omvendt til at kunne lide både stegt flæsk og Olsen Banden. Begge ting har sin charme, bevares, men intet af det er så ædelt, at det ikke lige så godt kan ignoreres, mens der vælges fra andre hylder på Netflix eller Wolt.

Og det bliver disse ellers udmærkede eksempler på dansk kultur: fravalgt. I takt med at andet og bedre kommer til. Sådan har det altid været med kulturel udvikling gennem menneskets historie.

Det gode består, det ligegyldige forgår.

Kultur er en gave. Om det er mad eller film, så skal det gives til næsten som en gestus med kærlighed og ikke med tvang. Især hvis man er liberal og kristen, tror man på menneskets frie vilje til selv at bestemme, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Dårlig smag findes alle steder, men sådan har verden længe fungeret med både stil og det modsatte.

Mængden af kultur i et menneske kan være uendelig. Kun de kulturløse udgør et problem. 

Paula Larrain
Kommentarskribent

Det kan man vælge at skabe sig over, eller man kan vælge at hævde de gode ting ved sig selv uden at nedgøre alt andet. Gør man det sidste, altså hævder sig selv meget bedre end folk med minoritetskultur, risikerer man mere fremmedgørelse og mere modstand end opbakning.

Helt galt bliver det, når man kræver assimilering og bemærker, at man ingen plads har i Danmark, hvis man ikke vil være dansk, som danskerne er det. Det naturlige kritiske spørgsmål til det er: Hvordan er det lige, at danskerne er danske, og er etniske danskere overhovedet enige om, hvad god dansk kultur er?

Den her diskussion har vi haft i Danmark i mindst 20 år, og jeg har selv deltaget aktivt. Det nye er, at vi nu ser andre minoritetsetniske danskere blande sig i debatten. Den mest præcise modreaktion blev leveret på Twitter af en efterkommer fra Balkan: 

"De sagde integrer jer, så bliver I accepteret. De fleste gjorde, men accepten udeblev. De sagde, assimiler jer, så vil vi kunne lide jer. Nogle gjorde, men accepten udeblev. Indrøm, at I har brug for ‘de andre’, så I nemmere kan afgrænse egen forfaldende identitet."

Den sad lige i øjet. Jeg kunne ikke være mere enig i analysen.

Kulturkampen rider på ryggen af xenofobien, men bunder dybest set i, at dansk kultur og identitet længe har været i forfald. Ikke på grund af ikke-vestlige indvandrere, men på grund af danskerne selv.

Fritstillet til at kunne vælge på alle hylder, vælger danskerne måske mere pizza og pasta frem for persillesovs og pølser. 25-årige danskere 'binger' hellere Gilmore Girls, True Detective eller The Queens Gambit end Olsen Banden. Olsen Banden var fin til sin tid, og man kan stadig få sig et godt grin, men i en globaliseret kulturkamp er det den slags, der taber.

Og hvorfor mon? Samme grund til, at vi hører jazz, rock, blues, soul, hiphop, mere end vi hører violiner fra De Gyldne Løver.

Denne udvikling mod en angloficering af både kultur og sprog har været i gang siden Anden Verdenskrig, og det er således ikke muslimerne eller os andre såkaldt ikke-vestlige indvandrere, der truer den danske kultur og nationale kulturelle sammenhængskraft. Det gør danskerne selv ved ikke at dyrke deres egenart nok, men konstant vælge noget andet til.

For mange år siden mente jeg, at en stærkere dansk kultur var nøglen til en bedre integration. Fordi man ikke kan blive integreret i ingenting, og jeg troede naivt på, at et større fokus på dansk kulturelt selvværd ville føre til en større selvtillid over for minoriteter med andre sædvaner. 

Det modsatte er desværre sket. Danske politikere har skruet op for retorikken mod minoriteter i stedet for blot at hævde deres egne præferencer, og selv liberale er begyndt at håne mangfoldighed, selvom det er hele forudsætningen for, at vi bliver inspireret til at udvikle nyt.

Således er diversitet og inklusion en naturlig del af moderne lederskab i erhvervslivet, mens politikerne på Christiansborg gør, hvad de kan for at bekæmpe mangfoldigheden i samfundet med skræmmebilleder om ghettoer og parallelsamfund.

20 års udlændingedebat som en skrue nedad uden ende har ikke bare ændret mit syn på det danske og nationale, men indeni mig er sket noget, som skaber ubehag ved Dannebrog, fodboldlandsholdet og ved fællessangen under pandemien.

Jeg er ked af det ubehag, for det er værdier, som jeg har holdt utroligt meget af, men jeg ved godt, hvorfor ubehaget er opstået, og hvorfor jeg nu føler mig fremmedgjort, når 'I Danmark er jeg født' får mere plads nytårsaften end den danske nationalsang, som jeg ellers elsker som min egen.

Der er gode grunde til, at 'Der er et yndigt land' er vores nationalsang, og den første blot er en god national sang. Den første handler om at være født i Danmark og at have dansk som modersmål, den anden handler om landet Danmark med brede bøge, og som bugter sig i bakkedal, uanset om man er født her, eller man har en mor, der taler rent eller gebrokkent.

Jeg har for længst fået nok af xenofobien og trukket mig så langt ud af danskheden, som er mig muligt. For jeg vil ikke være med i det nationale, hvis man samtidig skidtsnakker os, der kommer med noget andet. Kald det trods, stædighed, magtesløse slag i luften. Sådan har jeg det bare.

Jeg er i dag mere liberal end konservativ, fordi det nationale fællesskab føles snævert og forløjet. Kun små, frivillige fællesskaber giver mig følelsen af frihed til at være mig selv, og jeg foretrækker til hver en tid et internationalt udsyn frem for en begrænsende national horisont.

Gæt på, hvordan andre efterkommere af indvandrere og flygtninge har det.

Jeg har for længst fået nok af xenofobien og trukket mig så langt ud af danskheden, som er mig muligt.

Paula Larrain
Kommentarskribent

Fremmedgørelse er, hvad man skaber, når minoriteter konstant bliver behandlet som nogen, der er mindre værd end flertallet. Hertil lands er det heldigvis stadig muligt at dyrke den kultur og den religion, man vil. Og vi indvandrere er så integrerede, at vi gør præcis det: Respekterer grundloven og hinandens frihedsrettigheder, som er universelle rettigheder opstået af europæisk tankegods - ikke dansk. Måske skulle danske politikere gøre det samme.

Homogenitet er et dårligt mål for liberalt tænkende mennesker, fordi diversitet beviseligt er så meget bedre. Inklusion bedre end eksklusion og multikultur bedre end monokultur.

Kultur adskiller, for det skal den, som Hal Koch skrev engang. Det er netop forskelligheden, der inspirerer, og det politiske, grundloven, der holder sammen på os som nation. Mere behøver vi ikke for at være Danmark.

Mængden af kultur i et menneske kan være uendelig. Kun de kulturløse udgør et problem. Især hvis de giver alle andre end sig selv ansvaret for den tomhed og frygt, de føler.

For hvis de virkeligt kendte egen kultur, ville de vide, at den ikke er dyrket i et drivhus, som kloge Bertel Haarder har sagt. Al dansk kultur kommer udefra og er blevet formet her, videreudviklet her, til at være brugbart for dem, der bor her. Når man dyrker kultur og åbner sig for inspiration, føler man mere kærlighed end frygt.

For åbne hjerter lever bedre og længere end forsmåede sjæle. Det kan man finde masser af verdenslitteratur – også dansk – der slår fast.

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00