Politisk mytteri eller bare den helt forkert kandidat? EU-politikere strides om ny kommissionsformand

DEMOKRATISK: EU-systemet er stadig i konflikt på tværs af institutioner og partifarve, over hvordan den næste formand for Kommissionen skal udpeges. Det resulterer i danske anklager om spinkrig og mangel på respekt for politiske modstandere.  

Tyske Manfred Weber vil gerne være formand for EU-Kommissionen. Undervejs i valgkampen til Europa-Parlamentet førte han valgkamp i alle EU's medlemsstater. Her er han i Danmarks sammen med Pernille Weiss (K). 
Tyske Manfred Weber vil gerne være formand for EU-Kommissionen. Undervejs i valgkampen til Europa-Parlamentet førte han valgkamp i alle EU's medlemsstater. Her er han i Danmarks sammen med Pernille Weiss (K). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

BRUXELLES: Klokken er fem minutter over deadline, men der er stadig rygende uenighed på kryds og tværs af EU-systemet over, ikke bare hvem der skal være det, men også hvordan man skal finde frem til den næste formand for EU-Kommissionen.

Uenigheden går på, om man fortsat skal skæve til den såkaldte spitzenkandidatproces, hvor hver af de europæiske partier har udpeget og – i større eller mindre grad - ført valgkamp på vegne af deres kandidat til posten som kommissionsformand.

Det er især Parlamentets konservative EPP-gruppe med tyskeren Manfred Weber i spidsen, der forsøger at holde liv i processen.

EPP har langtfra deres eget flertal i Europa-Parlamentet. Men de mener, at de har den naturlige ret til posten, eftersom de har fastholdt titlen som Parlamentets største gruppe. Ved valget fik EPP 24 procent af stemmerne, mens socialdemokraterne fik 20 procent. Renew Europe fik 14 procent, De Grønne fik knap 10 procent.

Det er udtryk for, at EPP er desperat over, at der er ikke opbakning til Weber, og så kører de det op til et spørgsmål om demokrati. Det mener jeg ikke, det er. De har helt banalt valgt en forkert kandidat, som ikke har den tyngde og erfaring, der gør, at han reelt kan komme i spil. 

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Den socialdemokratiske gruppe og den grønne gruppe har tidligere sagt, at de støtter idéen om spitzenkandidater, men at de ikke kan bakke op om Webers kandidatur. 

Den liberale Renew Europe-gruppe støtter hverken op om spitzenkandidatprocessen eller Manfred Webers kandidatur.

Der er derfor ingen af spitzenkanddiaterne, der har et flertal bag sig i Europa-Parlamentet, der i sidste ende skal godkende den nye kommissionsformand.  

Uenighed mellem Tyskland og Frankrig  
EU’ stats- og regeringschefer har for længst slået fast, at der ”ingen automatik” er mellem spitzenkandidatprocessen og den, der bliver den næste formand for Kommissionen.

Og ved EU-topmødet torsdag var det tydeligt, at EU-cheferne ikke kunne findes opbakning til nogen af de tre af dem, der reelt er i spil, de liberales Margrethe Vestager, socialdemokraternes Frans Timmermans og de konservatives Manfred Weber.

Det er især den franske præsident, Emmanuel Macron, der har erklæret sig som en dybfølt modstander af processen.

Han har desuden sagt, at han aldrig vil kunne pege på Weber som ny formand, da han ikke mener, at Weber har den nødvendige politiske erfaring.

På den anden side har Angela Merkel flere gang slået fast, at hun støtter Weber, der er medlem af hendes bayerske søsterparti CSU.

Der står ikke noget om spitzenkandidater i EU’s traktater.

Tværtimod fremgår det, at et flertal i Europa-Parlamentet skal godkende den kandidat, som Det Europæiske Råd udpeger på.  

Weiss: Macron og Sanchez begår mytteri  
Uenigheden skaber også splid i Europa–Parlamentet.

De Konservatives Pernille Weiss, der er medlem af EPP-gruppen, mener stadig, at processen er den mest demokratiske model, og at det derfor er udtryk for “mytteri" fra stats- og regeringscheferne side, hvis de ender med at ignorere spidskandidaterne og i stedet finder en helt fjerde kandidat, der ikke har været en del af det felt, der har ført kampagne og blandt andet deltaget i tre direkte, stort anlagte tv-debatter.

Processen er god og demokratisk, fordi den forsøger at hive magt væk fra Det Europæiske Råd og ud i offentligheden under europaparlamentsvalget, forklarer Pernille Weiss. 

“Det er en måde at sikre sig, at Parlamentet, de direkte valgte, kan se sig selv afspejlet i toppen af Kommissionen,” siger hun.

“Igennem hele valgkampen har der været mulighed for at snakke med partiernes repræsentanter om, hvad de vil, hvis deres spitzenkandidat bliver formand for Kommissionen. Vores kandidat, Manfred Weber, har ført valgkamp ved at besøge alle EU-lande og ved konstant været åben for dialog med borgere via de sociale medier,” siger Pernille Weiss.

Hun anerkender, at hendes egen kandidat ikke har været i nærheden af at samle et flertal bag sig i Parlamentet.

Men det skyldes − ifølge Pernille Weiss − at den fransk præsident, Emmanuel Macron, og den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har pålagt de nyvalgte gruppeformænd i deres respektive partiers grupper i Parlamentet, S&D og Renew Europe at trække støtten til Weber uden at have mødtes til reelle forhandlinger. Og det er her, “mytteriet” foregår, forklarer hun.

“Der er noget, der tyder på, at Macron fjernstyrer Renew Europe, og at Sánchez fjernstyrer socialdemokraterne.”

Hun synes, det er “ærgerligt, at de helt grønne, nyslåede ledere af Renew Europw og S&D bare sender en sms, hvor der står, at de ikke kan bakke op om Weber.”

“Hvorfor er der ikke en kultur og en respekt mellem grupperne, hvor spidskandidaterne og gruppeformændene mødes og taler om det?” spørger hun.  

Schaldemose: EPP er desperate over forkert kandidat  
Socialdemokratiets Christel Schaldemose giver ikke meget for Pernille Weiss' analyse. Hun afviser kategorisk, at Sánchez har udstukket et diktat om at ofre Weber.

“Det billede kan jeg slet ikke genkende. Det må være Pernilles egen læsning af det. Det kan godt være, det er sådan, de gør i EPP, men sådan hænger det ikke sammen hos os. Det er klart, at dem, som regerer med en statsminister, dem bliver der lyttet mere til. Det er en magtfuld position, men det er ikke det samme, som at Sánchez bestemmer og udstikker diktater til parlamentsgruppen,” siger hun.

Samme svar kommer fra Karen Melchior fra Renew Europe, der er nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet for Radikale.

“Der er overhovedet ingen varm fornemmelse for Weber i vores gruppe. Det er bekymrende for EPP, at de kører det her spin med, at det er Weber eller ingen spitzenkandidat,” siger hun.

Christel Schaldemose og Karen Melchior vurderer begge, at EPP er begyndt at blive desperate over udsigterne til, at de risikerer at tabe kommissionsformandsposten, som de har siddet på de seneste 15 år. 

“Det er udtryk for, at EPP er desperat over, at der er ikke opbakning til Weber, og så kører de det op til et spørgsmål om demokrati. Det mener jeg ikke, det er. De har helt banalt valgt en forkert kandidat, som ikke har den tyngde og erfaring, der gør, at han reelt kan komme i spil,” siger Christel Schaldemose. 

Har Weber vundet valget?
Christel Schaldemose mener – modsat den officielle holdning i sin egen gruppe – at spitzenkandidatprocessen er en dårlig konstruktion, da den trækker EU i en mere føderalistisk retning.

“Jeg ønsker ikke, at Europa-Parlamentet skal fungere som et nationalt parlament, hvor udfaldet af parlamentsvalget skal bestemme regeringens indretning,” siger hun og påpeger, at der ikke står et ord om spitzenkandidatprocessen i EU’s traktater, hvorfor det umuligt kan være udemokratisk “ikke at følge den”.

Hun vurderer, at der er en fin grad af magtadskillelse mellem Det Europæiske Råd og Parlamentet i traktaternes oprindelige formuleringer, der siger, at Rådet skal pege på en formand “under hensyntagen til europaparlamentsvalget”, og at Parlamentet herefter skal godkende Rådets kandidat.

“Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor Parlamentet både skal indstille og godkende kommissionsformanden.”

Hun mener desuden, at spitzenkandidatprocessen udelukker en masse gode formandsemner, da nationale ministre og regeringschefer ikke kan stille op, samtidig med at de bestrider et andet embede i deres hjemland.

Karen Melchior kan godt se det positive i, at spitzenkandidatprocessen forsøger at inddrage befolkningen i spørgsmålet om kommissionsformandsposten.

“Men det europæiske demokrati kan ikke bare sammenlignes med et nationalt demokrati, og derfor kan man ikke lave en direkte sammenligning med valget af kommissionsformandsposten med et valg af en præsident eller en statsminister,” siger hun og fortsætter: 

“Det er jo ikke, fordi Weber har vundet et præsidentvalg på tværs af EU." 

Osaka tur retur
Spillet om spitzenkandidaterne er som følge af de varierede tolkninger og politiske uenigheder stadig helt åbent.

Og der er stadig ingen, der ved, hvordan processen kommer til at udvikle sig i de kommende uger.

Frygten er, at EU havner i en såkaldt institutionel krise, hvor Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet modarbejder hinanden i en anstrengende politisk magtkamp om kommissionsformandsposten.

Mandag morgen mødtes Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd, med gruppeformændene for Europa-Parlamentets partigrupper for at drøfte sagen.

Og senere på ugen tager Tusk til G20-topmøde i Osaka, hvor en række af EU’s stats- og regeringschefen også deltager.

Her forventes det, at han vil fortsætte drøftelserne med især Merkel og Macron, inden de mødes med resten af banden til et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles søndag eftermiddag.

Her skal EU-cheferne igen forsøge at finde en fælles kandidat, de kan sætte til afstemningen i Parlamentet.

Ved topmødet i sidste uge sagde Tusk, at han også vil inddrage posterne som formand for Det Europæiske Råd og EU’s udenrigschef i den store kabale, hvilket måske kan løse lidt op for de meget fastlåste positioner, hvor hver partigruppe peger på deres egen kandidat.

EU-lederne har flere gang slået fast, at de stiler efter at opnå enighed om en kandidat, inden det nye Europa-Parlamentet mødes for første gang 2. juli. 

Dokumentation

Hvad er en spitzenkandidat? 

EU-Kommissionen skal have en ny formand, når den nuværende formand, Jean-Claude Juncker, takker af ved udgangen af oktober. 

Før 2009 var det alene landenes stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd, der havde til opgave at udpege en kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen, som dog efterfølgende skulle godkendes af Europa-Parlamentet med et absolut flertal. 

Men ifølge Lissabontraktaten fra 2009 skal Det Europæiske Råd nu foreslå en kandidat til formandsposten “under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet”. Et flertal i Parlamentet skal stadig godkende kandidaten ved en afstemning.  

Den såkaldte spitzenkandidatproces er Europa-Parlamentets forsøg på at blande sig mest muligt i valget af den nye kommissionsformand.  

Med spitzenkandidatprocessen forsøger Parlamentet at lave en direkte kobling mellem resultatet ved europaparlamentsvalget og navnet på den nye kommissionsformand.  

Konkret har de største europæiske partifamilier udpeget en spidskandidat, der skal repræsentere partiet i den tværeuropæiske valgkamp frem mod valgdatoen. Det foregår primært ved en række paneldebatter.  

Den kandidat, der efter valget kan samle et flertal bag sig i Parlamentet, bliver herefter Europa-Parlamentets officielle bud på en kommissionsformand.  

Det Europæiske Råd er dog ikke bundet af Parlamentets bud på en formand.  

Da spitzenkandidatmodellen havde premiere ved det foregående EU-valg i 2014, lykkedes det godt nok for Parlamentet at få Jean Claude-Juncker, spidskandidaten for det store konservative EPP-parti, valgt som ny kommissionsformand.  

Det skyldtes dog blandt andet, at den tidligere luxembourgske premierminister var et kendt og vellidt navn blandt EU-cheferne.  


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Karen Melchior

MEP (løsgænger, tidl. Radikale)
cand.jur. (Københavns Uni. 2005)

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00