Portræt af Sass: Kongemageren fra Vestegnen

PORTRÆT: Henrik Sass Larsen er med sine strategiske evner og sit store netværk uundværlig i den socialdemokratiske top, men kritikerne ser ham som tromlende og enerådig. Politisk er Sass et omvandrende opgør med arven fra Svend Auken.

Hans indflydelse er svær at overvurdere:
Han var afgørende for Helle Thorning-Schmidts valg som formand i 2005, for alliancen med Villy Søvndals SF i 2008-2011, for den brede samling bag Mette Frederiksen i 2015 og for tilnærmelsen til Dansk Folkeparti i det sidste års tid.

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har fået en del fjender hen ad vejen, men han er dén enkeltperson, der har haft størst indflydelse på Socialdemokratiet de sidste 10-12 år. Både som kongemager og politisk strateg.

Måske beskrives den sammensatte mand bedst med et modbillede: som en slags antitese til tidligere S-formand Svend Auken.

Auken, som den privilegerede lægesøn med den lette gang på jord, svævende idealer og en kulturradikal grundholdning – over for Sass med den hårde start på livet, jordnære stil og den gamle socialdemokratiske arbejderleder H.C. Hansen som forbillede.

Skinnet bedrager
Henrik Sass Larsen er vokset op på den københavnske vestegn i Taastrupgaard, der roligt kan betegnes som et ”særlig udsat boligområde”. Et sted, hvor man i hvert fald ikke udvikler sig til en kulturradikal sværmer.

”Den baggrund har præget ham mere, end man umiddelbart skulle tro. Han ligner en flot fyr, der kan begå sig i det private erhvervsliv. Men han er meget en dreng, der er kommet ud af vanskelige kår,” som en af hans bekendte udtrykker det.

Sass har selv været helt åben om den barske opvækst, hvor han både mødte en voldelig stedfar, fik et ophold på børnehjem, og hvor hans biologiske far begik selvmord. Drengen oplevede også den usikkerhed, arbejdsløshed giver i en familie, da hans mor cyklede rundt fra arbejdsplads til arbejdsplads for at finde et job. En følelse, der stadig sidder i ham:

”Vi vidste godt, vi kom fra små kår, at vi ikke havde råd til bil eller farve-tv, at vi ikke kom ud at rejse. Når man kommer sådan et sted fra, vil man altid være inficeret af en angst for at miste sin indkomst, hvor andre kan gå mere ubekymrede gennem tilværelsen,” siger Sass.

Netværkeren
Allerede som ganske ung meldte han sig ind i socialdemokratisk ungdom (DSU), hvor han i 1992 blev formand. Her mødte han folk som Nicolai Wammen, Morten Bødskov og Mogens Jensen. Og han mødte adskillige andre, der siden fik centrale roller i partiet: Sten Kristensen, der i mange år var pressechef, Jan Juul Christensen, der nu er partisekretær – og Martin Rossen, der er partiets sekretariatschef og særlig rådgiver.

Som DSU-formand ramlede Sass også ind i en yngre, højtråbende partikammerat fra Nordjylland. Det møde beskrev Mette Frederiksen, da hun foråret 2016 holdt tale ved hans 50-års reception.

”Jeg holdt et af mine – synes jeg selv – veloplagte flammende indlæg, og du sad demonstrativt og læste avis. Da jeg var færdig med mit indlæg, sænkede du avisen en lille smule, rystede opgivende på hovedet – og læste videre.”

Modtagelsen af Mette Frederiksen var ikke et særtilfælde. Mens Sass i dag ses som meget kontant, beskrives han med begreber som ”ekstremt udiplomatisk” og ”hidsigprop” i sin DSU-tid.

Sass fik i DSU-tiden værdifulde kontakter til de andre ungdomsorganisationers topfolk, eksempelvis Brian Mikkelsen (K) og Søren Pind (V). Sass har ligeledes etableret et fint netværk i organisationerne, ikke mindst i Metal. Han er kendt som en de bedste og mest systematiske netværkere på Borgen.

Rystende udvikling
Det er primært i udlændingepolitikken, Henrik Sass Larsen har flyttet sit parti. Han ændrede selv markant holdning til indvandringen i løbet af 90'erne:

”Jeg troede engang, at tiden var vores forbundsfælle. At næste generation ville få danske kærester og ægtefæller og blive nogenlunde som os. Det var rigtigt for eksempelvis bosnierne, men det holdt bare ikke for en hel række andre grupper.”

”Ikke alene ændrede man ikke sine kulturelle vaner, man skærpede sin modstand mod det danske samfunds værdier. Det var en rystende udvikling,” siger Sass.

Sass er meget bevidst om, at udlændingepolitikken udgør nøglen til at vinde et folketingsvalg, og hans metode med at kopiere de borgerliges udlændingestramninger får til tider et taktisk og temmelig kynisk præg. Hvor ønsket om at signalere en stram politik nogle gange trumfer indholdet.

Men Sass Larsens strammerpolitik er langtfra kun taktik. Det er et emne, han virkelig føler for. Han ser indvandring af svært integrerbare grupper fra den tredje verden som en direkte trussel mod det socialdemokratiske velfærdssamfund. Både økonomisk og kulturelt.

Som en af partifællerne udtrykker det:
”Henrik er ikke voldsomt imponeret over den måde, muslimske drenge og mænd opfører sig på.”
Sass er kendt som en del af partiets klassiske højrefløj, men han har en mere helstøbt fortælling om partiet, end han normalt giver indtryk af, mener vennen Martin Rossen.

”Henrik lader offentligheden se en for lille del af det, han kan. Han indeholder meget mere, for hans holdninger er grundfæstede i hele den socialdemokratiske fortælling. Ikke mindst den sociale indignation.”

Lykketoft-fejden
De første år efter sit indtog på Borgen i år 2000 var Henrik Sass Larsen på det tabende hold. Poul Nyrup Rasmussen ville gøre ham til politisk ordfører, men det blev forpurret af den alliance af Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft, der i november 2002 væltede Nyrup.

Herefter overtog Lykketoft magten, og Sass hørte nu til dissidenterne. Lykketoft placerede Sass på et sidespor og var ganske hård ved ham. Sass var på sin side ikke det mindste loyal mod formanden, som han i perioden konsekvent beskrev som ”geden” – og som han førte sin egen undergrundskrig imod.

Men selvom både Lykketoft og Sass vil hade sammenligningen, er der alligevel slående fællestræk mellem dem: De er begge analytisk meget stærke, de er begge taktiske begavelser, og ingen af dem er sarte i valg af metoder. Desuden er de begge to skabt til rollen som partiets grå eminence snarere end at være frontfigur.

Sass er i bund og grund en meget reserveret mand, og som en af partifællerne udtrykker det:
”Henrik nyder det politiske spil, at lægge strategierne, at have indflydelsen. Men han kan ikke lide rampelyset.”

Marionetten
Da Lykketoft gik af efter et elendigt valgresultat i 2005, lykkedes det overraskende Sass og resten af den gamle Nyrup-fløj at få valgt den politisk grønne Helle Thorning-Schmidt som ny formand. De gamle allierede fra Metal spillede aktivt med fra sidelinjen, men Sass' rolle var helt central.

Trods sejren havde Thorning ikke stabilt flertal i folketingsgruppen. Det førte efter få måneder til et ydmygende nederlag for Thorning, hvor en bastant Mette Frederiksen fik forhindret et udlændingeforlig med VK-regeringen.

Sass forsøgte nu at ændre på magtforholdene ved at invitere til et samarbejde med Lykketofts protegé Pia Gjellerup, der imidlertid var helt afvisende. Men det stoppede ikke Sass.
Kendetegnende for hans måde at operere på tog han snart initiativ til en anden alliance. Sass rakte i stedet ud til Carsten Hansen fra partiets venstrefløj. Og i modsætning til Pia Gjellerup talte Sass og Hansen samme sprog.

Det førte til en effektiv magtdeling i folketingsgruppen, hvor Carsten Hansen blev gruppeformand og Sass politisk ordfører. Nu kunne der ikke længere dannes flertal mod partiets ledelse.

Sass og Carsten Hansen holdt kontakten, efter Hansen røg ud af Folketinget i 2015. Den stil er typisk for Sass, der konsekvent beskrives som en loyal ven.

Nedturen
Endnu et valgnederlag i 2007 bestyrkede Sass i opfattelsen af, at alliancen med Radikale blev mere og mere problematisk. Ikke mindst på grund af uenighederne om udlændingepolitikken. Der manglede bare et alternativ.

Men igen spillede Metal en vigtig rolle: I starten af 2008 fik Sass et hint fra Jørgen Elikofer, en af Metals hårde hunde, der i mange år var forbundets sekretariatschef. Elikofer havde på en rejse mødt en ung SF'er, der gjorde et godt indtryk. ”Knægten” var Villy Søvndals strategiske rådgiver, Thor Möger Pedersen.

Sass og Elikofer tog et møde med ”Unge Thor”, og de første spadestik til S-SF-alliancen var taget. Lidt på samme måde som Sass fandt en ny vej, da døren til Pia Gjellerup var lukket.

I 2011 var finansministerposten reserveret til Sass i den nye Thorning-regering, men mødet på en café med rockeren Suzuki-Torben resulterede som bekendt i en manglende sikkerhedsgodkendelse. Et forløb, Sass den dag i dag er rasende over.

Sass havde ikke gjort noget kriminelt, og det var hans gamle mentor fra DSU, Tommy Kamp, der kendte Suzuki-Torben. Nogle mener, at Sass blev bortdømt på et urimeligt grundlag, men andre ser det som svigtende dømmekraft, at en toppolitiker har nogen form for kontakt med en Bandidos-rocker.

Sagen blev ikke lettere af, at det var Sass' faste makker Morten Bødskov, der som ny justitsminister skulle håndtere den. Det gavnede ikke ligefrem forholdet mellem de to gamle allierede.

Sass var meget langt nede i den periode, men i et interview erklærede han trodsigt: ”Jeg giver aldrig op.” Det gjorde han heller ikke.

Rossen brobygger
Eksilet varede kun syv måneder. Thorning-regeringen klarede sig elendigt, og den trængte formand hentede Sass tilbage fra det politiske dødsrige. Han overtog posten som gruppeformand fra vennen Mogens Jensen, der beredvilligt veg pladsen. De to er forskellige som dag og nat, men de har et bånd tilbage fra DSU-tiden. Mogens Jensen er gudfar til Sass' datter Nynne.

Forholdet til Thorning havde lidt skade, og snart begyndte konturerne af en overraskende alliance at tegne sig. Det fik nu praktisk betydning, at Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen er en af Sass' nærmeste venner: Rossen blev brobygger i den alliance mellem Frederiksen og Sass, der hidtil havde været utænkelig.

Få år før havde kredsen omkring Sass hånligt beskrevet Mette Frederiksens kaffeklub som ”Hugo Chavez-fraktionen”. Men Frederiksen havde siden lavet en politisk U-turn, og der var ikke længere uoverstigelige politiske stridspunkter mellem hende og Sass.

Den nye alliance dækkede så bredt, at et nyt kampvalg om formandsposten kunne undgås. Et ikke uvæsentligt aspekt for gamle fløjkrigere som Sass og Dam Kristensen, der havde vandret rundt i de rygende ruiner efter de tidligere krige.

Udnævnelsen til erhvervs- og vækstminister i 2013 gav Sass det definitive comeback.

Utålmodig
Med Mette Frederiksen som ny formand, Wammen som politisk ordfører og Sass som gruppeformand er der for første gang i mange år fred i partiet.

Samarbejdet mellem de tre fungerer fint, men Frederiksen og Sass ses ikke privat. På det personlige plan er veteranen Henrik Dam Kristensen og talentet Peter Hummelgaard blandt Sass' nærmeste i folketingsgruppen.

Man kan dog stadig finde kritikere af gruppeformanden. Folk, der beskriver Sass med ord som empatiløs, arrogant, tromlende og ikke-lyttende:

”Han kan ikke klare, at man anfægter hans strategi. Det er my way eller the highway,” som en af kritikerne fortæller.

Sass erkender, at han ikke er jordens mest tålmodige menneske:

”Jeg ville være en sindssygt dårlig mødeleder i Alternativet. At sidde og ævle uden særligt formål kan jeg ikke holde ud. Tager et møde over en time, bliver jeg utilpas.”

Eller som en af vennerne stilfærdigt udtrykker det:

”Henrik dyrker jo ikke lige en moderne følelsesbetonet ledelse.”

Sass er også kendt for sin kulsorte humor og sarkasme, som kan være ret underholdende, men som virker intimiderede på nogle.

De fleste i den socialdemokratiske gruppe er dog nogenlunde tilfredse, og der er bred anerkendelse af det politiske overblik, Sass besidder. Som en partifælle sammenfatter det:

”Nogle synes, han er svær at leve med. Men han er umulig at undvære.”

Anti-establishment
Sass har en stærk position, men får ikke altid sin vilje. Eksempelvis valgte Mette F. på trods af Sass at sige nej til regeringens omstridte landbrugspakke, en afgørelse de fleste gruppefæller er yderst tilfredse med i dag. Det grønne område har aldrig været noget, Sass har haft synderlig forståelse for.

Så har han haft mere held med et andet overraskende træk: samarbejdet med den gamle ærkefjende i Dansk Folkeparti. Det er en strategisk meget vigtig udvikling.

Samtidig med stramningen af udlændingepolitikken har Frederiksen og Sass flyttet Socialdemokratiet i en mere EU-kritisk linje. Det er i pagt med tidsånden, men på flere punkter har Sass stået for anti-establishment-holdninger, længe før den bevægelse fik politisk kraft.

Henrik Sass Larsen har ingen planer om at stoppe i politik foreløbig. Men den dag, han gør det, kommer han i modsætning til Thorning til at efterlade sig dybe spor.

Forrige artikel Borgmestre: Østdanmark skal have større udbytte af udligning Borgmestre: Østdanmark skal have større udbytte af udligning Næste artikel KL kritiserer forsøg med kortere skoledage KL kritiserer forsøg med kortere skoledage