Køb abonnement
Annonce
Debat

Producenter: Medieforliget er ved at få revet tæppet væk under sig

Danmarks Radio står til at få skåret en stor del af deres budget i forbindelse med skatteforhandlingerne, uden at pengene går til anden indholdsproduktion.
Danmarks Radio står til at få skåret en stor del af deres budget i forbindelse med skatteforhandlingerne, uden at pengene går til anden indholdsproduktion.Foto: Colourbox
10. januar 2018 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Hansen
Direktør i Producentforeningen

Der er ved at blive lavet en skatteaftale. Den blev udskudt inden jul, men nu arbejder regeringen videre på at lave en skatteaftale. Det er sådan set fint nok – business as usual, om end aftalen er behæftet med en del trakasserier og skænderier blandt dem, der laver den. Det er der egentlig heller ikke noget betænkeligt i.

Det er til gengæld direkte angstfremkaldende, at en omlægning af licensen til skattebilletten og dermed en beskæring af DR's budgetter, som skal bruges til skattelettelser, er blevet en del af skatteforhandlingerne.

Det nævnes på linje med at afskaffe skatten på arbejdstelefonen, men der er så uendeligt meget mere på spil her. Den danske indholdsproduktion er ganske enkelt i fare, hvis man fjerner de mange midler fra dansk indhold.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Og den virkeligt angstprovokerende del for os, der arbejder i medierne, er, at beslutningen om en beskæring af de midler, der går til dansk indholdsproduktion, ligger i hænderne på politikere, der ikke normalt beskæftiger sig med mediepolitik.

Dermed er nogle andre end mediepolitikerne ved at knæsætte den økonomiske ramme, som mediepolitikerne skal forhandle medieforlig i til næste år. Det er mildest talt ikke trygt.

Vi i den private produktionsbranche har en kæmpe andel i DR's indholdsproduktion, og hvis pengene hives ud af DR, er det mig fuldstændig magtpåliggende, at de penge går direkte til ny produktion af indhold.

Klaus Hansen
Direktør i Producentforeningen

Pengene til indhold vil mangle
Hvis man omlægger licens til skat, hvilket i sig selv ikke er nogen dårlig ide, og samtidig snupper 12,5 procent af DR's budget, som der lettes skatter med, så MANGLER de penge i dansk produktion af film, tv og dokumentar.

Det betyder, at man til et medieforlig for 2019-2022 kan forhandle om de smuler, der er tilbage fra nogle rigtigt spændende skatteforhandlinger, hvor kuglerammerne står i lys lue for at mase alle brikker ned i puslespillet.

Vi i den private produktionsbranche har en kæmpe andel i DR's indholdsproduktion, og hvis pengene hives ud af DR, er det mig fuldstændig magtpåliggende, at de penge går direkte til ny produktion af indhold.

Ellers mister danskerne en stor del af det indhold, de holder så meget af. Og det private produktionsmiljø får savet benene af. Og det gør det altså, fordi nogle skatteforhandlinger skulle gå op i en højere enhed.

Ikke fordi de ansvarlige havde en vision for, hvordan mediebilledet i Danmark skulle se ud i fremtiden.

Tendens til centralisering
Samtidig er det her et billede på en tendens.

Der er de seneste år sket en centralisering af magten, direkte til Finansministeriet og Skatteministeriet, som dermed sammen med Statsministeriet udgør en treenighed, hvor de store linjer lægges. Det er der ikke nogen historie i, for sådan er systemet bare skruet sammen.

Det er nødvendigt, at nogen tager ansvaret for at skrue en overordnet plan sammen, det er klart. Og nogen skal sørge for, at pengene fordeles ud over alle de mange områder, der behøver penge.

Og der skal regnes på tingene, og man må jo forstå, at det tjener et højere formål. Og at vi jo plejer at gøre sådan. Men detailområder kommer altså i klemme, når regnedrengene går i svingninger.

Og bare fordi alt er som det plejer, skal man så ikke råbe vagt i gevær? Kan vi ikke gøre det bedre?

Skal vi ikke tage et ansvar for, at de, der ved noget om tingene, træffer beslutningerne – også de økonomiske?

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026