Debat

Professor: Urørt skov giver minimal gevinst for klimaet

Påstanden om, at urørt skov har en betydelig og langsigtet klimaeffekt, fordi skove med selv meget gamle træer bliver ved med at suge meget CO2 ud af atmosfæren, holder ikke. Argumentet bygger på en forkert dataanalyse, skriver Per Gundersen.

Klimaeffekten af urørt skov med over 200 år gamle træer er vurderet til at være mindst en tredjedel for høj, skriver Per Gundersen.
Klimaeffekten af urørt skov med over 200 år gamle træer er vurderet til at være mindst en tredjedel for høj, skriver Per Gundersen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Per Gundersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Urørt skov er de senere år blevet genstand for stor debat både i Danmark og internationalt. Det gælder også her i Altinget, hvor en vidt citeret forskningsartikel fra 2008 ofte har været trukket frem i debatten.

Artiklen fastslår, at urørte skove bliver ved med at suge store mængder CO2 ud af atmosfæren, uanset om træerne er 200 år gamle eller endnu ældre. Problemet er bare, at konklusionerne ikke holder vand.

Træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen. Træerne vil ældes og på et tidspunkt dø, og når det sker, starter forrådnelsen, hvorved det lagrede kulstof vender tilbage til atmosfæren som CO2

Per Gundersen
Professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Vi har kigget den grundigt efter i sømmene ved at genanalysere de data, som artiklen bygger på. Resultatet er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature, hvor vi dokumenterer, at artiklen når frem til en stærkt overestimeret klimaeffekt, der ikke er belæg for i de data, som ligger til grund for artiklen.

Faktisk er klimaeffekten af urørt skov med over 200 år gamle træer vurderet til at være mindst en tredjedel for høj – baseret på forskernes egne data.

Derudover har dataanalysen og målemetoderne andre svagheder, så resultaterne er behæftet med stor usikkerhed. Så grundlaget for artiklens konklusioner er altså problematisk.

Usandsynligt meget kvælstof
Den oprindelige forskningsartikel når frem til, at urørte skove, der er ældre end 200 år, i gennemsnit binder 2,4 ton kulstof per hektar årligt, og at 1,3 ton heraf bindes i jorden under skoven.

Men især den påstand er urealistisk. For kulstoflagring i jord kræver, at der bliver tilført kvælstof udefra i et bestemt mængdeforhold.

Og så store mængder kvælstof, som det kræver for, at deres tal stemmer, findes ikke i de områder, som de undersøgte skove ligger i.

Raten svarer til, at jordens kulstofindhold fordobles på 100 år, hvilket også er usandsynligt, når det har taget 10.000 år at opbygge det nuværende indhold. Derfor er det simpelthen ikke muligt, at der bindes så store mængder kulstof i jorden.

Træerne vokser ikke ind i himlen
Modsat forfatterne til 2008-artiklen, men i lighed med den klassiske opfattelse på området, mener vi, at urørte skove efter en årrække når et mætningspunkt, hvor CO2-optaget ophører.

Som klimavirkemiddel til at trække yderligere CO2 ud af atmosfæren er urørt skov ikke et effektivt redskab

Per Gundersen
Professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Efter en længere periode (i Danmark 50 til 100 år) med en høj kulstoflagring vil lagringen dale for til sidst helt at stoppe.

Det sker, når skoven når et balancepunkt, hvor den gennem respiration fra træerne og nedbrydning af organisk stof i jorden udleder lige så meget CO2 til atmosfæren, som den optager gennem fotosyntesen.

Træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen. Træerne vil ældes og på et tidspunkt dø, og når det sker, starter forrådnelsen, hvorved det lagrede kulstof vender tilbage til atmosfæren som CO2.

Andre mindre træer vil tage over, så man kan have et nogenlunde stabilt kulstoflager stående i skoven. I takt med træernes ældning vil risikoen for, at skoven rammes af for eksempel stormfald, tørke, sygdom og død i større omfang stige, hvilket vil frigive en væsentlig del af den lagrede kulstof for en periode, indtil nye træer afløser de gamle.

Dette ikke skal opfattes som et indlæg imod urørt skov, der spiller en nøglerolle for biodiversiteten

Per Gundersen
Professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Desuden dokumenterer 2008-artiklen ikke nogen mekanisme, der gør det muligt for skoven at blive ved med at lagre kulstof.

Vores opfattelse er understøttet af observationer fra Suserup Skov ved Sorø, som stort set har stået urørt de sidste 100 år. Her er de ældste træer 300 år gamle.

Opgørelser i 1992, 2002 og 2012 viste alle, at der ikke skete et signifikant optag af CO2 i skoven. Samtidig observerer vi, at skoven ikke kan optage kvælstof, hvilke er et andet bevis på, at den ikke vokser og binder yderligere CO2.

Urørt skov er stadig vigtig for biodiversiteten
Vi har følt os lidt som drengen i Kejserens nye klæder, for det, som vi siger, bygger på en klassisk videnskabelig erkendelse, lidt termodynamik og almindelig sund fornuft.

Alligevel har mange taget 2008-artiklens opfattelse til sig, måske fordi den kom i Nature, og det har ført debatten ind i en blindgyde. Jeg håber, at vores bidrag hjælper os til at komme ud af den.

Lad mig slå fast, at dette ikke skal opfattes som et indlæg imod urørt skov, der spiller en nøglerolle for biodiversiteten. Og på globalt plan holder de urørte skove på et enormt kulstoflager, som det er vigtigt at bevare.

Men som klimavirkemiddel til at trække yderligere CO2 ud af atmosfæren er urørt skov ikke et effektivt redskab. Det betyder desværre, at vi ikke "får hjælp" fra de urørte skove og skal finde yderliere CO2-reduktioner på globalt plan for at bremse klimaforandringerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00