Debat

Professorer: Trumps exit fjerner ikke udfordringerne på Bidens bord

KRONIK: Hvis Biden skal hindre en ny Trump i at vinde valget om fire år, kræver det mere end forsonende taler og udstrakte hænder til republikanerne, skriver Eva Sørensen og Jacob Torfing.

Biden en god chance for at løse flere af de mange politiske udfordringer, han står overfor, men det kræver mere end præsidentielle dekreter og normal 'policy-making', skriver professorer.
Biden en god chance for at løse flere af de mange politiske udfordringer, han står overfor, men det kræver mere end præsidentielle dekreter og normal 'policy-making', skriver professorer.Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi glæder os over, at en ny normal præsident er indsat i Det Hvide Hus, men selv de mest velmente dekreter og regeringstiltag fra oven kan ikke alene hele splittelsen og reparere på den udbredte mistillid til det amerikansk politiske system.

Her står præsident Biden over for sin måske vigtigste opgave, som kræver nytænkning og ændring af den politiske kultur. Og lykkes det ikke kan der hurtigt komme en ny Trump.

Efter stormen på Capitol Hill er vi mange, der har værdsat den rolige og ceremonielle indsættelse af den demokratisk valgte præsident Joe Biden.

Skønt har det været at høre, at 'demokratiet har sejret', og dejligt at se den nye præsident sidde og underskrive dekret efter dekret, som kan kickstarte løsningen af de store problemer verden og USA står over for, heriblandt pandemien, den økonomiske lavkonjunktur, den sociale ulighed og klimakrisen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det giver håb at se en præsident gøre noget ved problemer frem for at gemme sig på golfbanen eller tro, at alt kan ordnes med en byge af tweets.

Splittelsen er altoverskyggende
Med et flertal i kongressen i ryggen og udnævnelse af et erfarent hold af dygtige problemknusere har Biden en god chance for på sigt at løse flere af de mange politiske udfordringer, han står overfor.

Hvis Biden skal hindre en ny Trump i at vinde præsidentvalget om fire år, skal han gøre noget ved den politiske splittelse og voksende mistillid. Det er dog lettere sagt end gjort, og det kræver mere end forsonende taler og udstrakte hænder til republikanerne.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Men det største af alle problemerne kræver mere end præsidentielle dekreter og en tilbagevenden til normal 'policy-making', der om alt går vel vil blive midtsøgende nok til at lokke nogle republikanere med i robuste forlig og markant nok til at fastholde den politiske begejstring i egne rækker og støtte fra det demokratisk partis venstrefløj.

Det altoverskyggende problem er nemlig den store mistillid til hele det politiske system i store dele af den amerikanske befolkning og den dybe politiske splittelse og polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper.

Trump var et symptom 
Trump gjorde med sin hadefulde retorik, uforsonlige politiske kurs og undergravning af de demokratiske institutioner ondt værre, men han er i sidste ende et symptom på et langt større problem.

Store dele af den amerikanske befolkning er hægtet af den tekno-økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Mange mistede deres job i forbindelse med finanskrisen og langtidsledigheden har på trods af en stigende beskæftigelse været høj.

I dag er otte procent af arbejdsstyrken stadig enten arbejdsløse, løstansatte eller på tvunget deltid. I det såkaldte rustbælte har mange mistet deres job i takt med, at jern, kulminer og stålvalseværker er lukket ned. Alene under Trump blev antallet af jobs i kulindustrien reduceret med 24 procent.

Nye job kræver uddannelse og kendskab til nye teknologier, som primært udvikles rundt om i en række nye tech-byer. Men mange i underklassen og den lavere middelklasse med manuelle jobs er bange for fremtiden. Store dele af befolkningen ville gerne skrue tiden tilbage til en svunden tid, der aldrig var. Mange indvandrere lever desuden en kummerlig og udsigtsløs tilværelse i rettighedsløse parallelsamfund.

Samtidig vinder nye multikulturelle værdier frem, hvilket får de traditionelle dele af befolkningen til at gå i baglås. #MeToo-bevægelsen har for alvor problematiseret den patriarkalske kultur. Endelig har politiets brutale fremfærd undermineret afroamerikaners tillid til politiet og andre offentlige institutioner. Modsætningerne går på kryds og tværs.

Samarbejdet skal genetableres
De, der føler sig ladt i stikken, har svært ved at få øje på politiske reformer, der batter og kan give dem håb for fremtiden. De er kommet i tvivl om, hvorvidt politikerne egentlig arbejder for dem, og medierne har pustet til ilden ved at fokusere på politikernes mudderkastning.

En af de helt store udfordringer er, at viljen til at arbejde sammen på tværs af partiskel er dalet betragteligt i takt med, at polariseringen mellem 'os' og 'dem' er øget.

Politikerne står i stigende grad og skriger til hinanden fra hver deres lejr i et politisk system, der kun virker, når der er villighed til samarbejde. Manglen på samarbejde har øget mistilliden til politikerne og det politiske system, og det har gjort det let for Trump at få opbakning til kravet om at 'dræne sumpen'. 

Hvis Biden skal hindre en ny Trump i at vinde præsidentvalget om fire år, skal han gøre noget ved den politiske splittelse og voksende mistillid. Han siger da også, at han vil hele Amerika. Det er dog lettere sagt end gjort, og det kræver mere end forsonende taler og udstrakte hænder til republikanerne.

For at hele USA skal Biden skabe synlig fremgang for store dele af befolkningen og genskabe forbindelsen mellem den politiske elite og den brede befolkning.

Læs også

Biden skal skabe ny politisk kultur
En af de ting Biden har fået bred støtte til i valgkampen er en massiv omstilling til grønne jobs. Der skal flyttes investeringer og jobs fra den sorte low-tech økonomi og til en ny grøn high-tech økonomi.

Det er både godt for væksten og bæredygtigheden, men her er Biden oppe mod et stærkt politisk dogme, der kan stikke en kæp i hjulet på udviklingen af en grøn økonomi. I det liberalistiske USA er statslig industri- og arbejdsmarkedspolitik og etablering af ordentlige arbejdsmarkedsuddannelser lig med socialisme, kommunisme og det, der er værre.  

Så her er der behov for en blanding af opgør, nytænkning og smarte løsninger, der handler om partnerskaber med amerikanske virksomheder og industriforeninger, der måske godt kan se fidusen i grønvækst. Hvis det lykkes kan der skabes en ny økonomisk dynamik og en øget mobilitet på arbejdsmarkedet, og flere job med en løn man kan leve af.

Men konkrete politiske løsninger er ikke nok. Specielt ikke hvis de er drevet frem af et elitært politisk teknokrati, som risikerer at øge mistilliden, hvis løsningerne slår fejl eller kræver store afsavn, og samtidig ikke i udgangspunktet har bred opbakning i befolkning.

Sandhed og forankring i facts er ikke meget værd, hvis der ikke er ejerskab til de politiske løsninger. Mens Trump både byggede fysiske og mentale mure er hovedopgaven for Biden at bygge en bro mellem befolkningen og de politiske beslutningstagere.

Der kræver udviklingen af en ny politisk kultur. Ligesom mange andre vestlige demokratier er der brug for demokratisk fornyelse i USA. Politikerne skal finde nye måder at involvere relevant og berørte samfundsaktører i afdækningen af problemerne og udviklingen af gennemførelsen af nye løsninger.

Brobygning er i bevægelse i Danmark
I USA handler der først og fremmest om at inddrage staterne i den føderale politiklægning, så der skabes ejerskab og sammenhæng hele vejen ned.

Det handler dernæst om på både føderalt og statsligt niveau at inddrage organisationer og foreninger, der repræsenterer store samfundsgrupper, og få deres erfaringer og ideer ind i den politiske beslutningsproces. Sidst, men ikke mindst, handler det om at skabe tættere bånd mellem folkevalgte politikere og borgerne gennem en tæt og vedvarende politisk samtale om de udfordringer, der skal håndteres.

Der er i USA lavet spændende forsøg med, at kongresmedlemmerne en gang om måneden kommunikerer online med en bredt sammensat vælgergruppe fra deres hjemstat.

Deltagerne kan spørge ind til både stemmeafgivning og kommende politiske sager i kongressen, og kongresmedlemmet lytter og svarer på stående fod. Både borgerne og deres politiske repræsentanter omtaler disse samtaler som en stor succes. Borgerne bliver hørt, mens politikerne får værdifuldt input fra neden.

Der er mange andre måder at koble politikere og borgere tættere sammen, og vi ser en lignende brobygning mellem politikere og befolkning bevægelse her i Danmark.

Her afspejler den dybest set, at borgerne er mere kompetente, kritiske og politisk selvtillidsfulde end nogen sinde før. Samtidig har politikerne indset, at de har behov for at komme ud af den politiske boble i regeringskontorerne. Det havde således nok været en god ide at inddrage minkavlerne i håndteringen af smittespredningen på danske minkfarme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00