Provins-vemod som politisk kompas

Kan Kristian Thulesen Dahls politiske udviklingshistorie fra skattemodstander i Fremskridtpartiet til velfærdsforsvarer i Dansk Folkeparti forklares med tankerne fra en schweizisk-fransk filosof, der levede for 300 år siden?

Umiddelbart lyder øvelsen lidt søgt, men det er ikke desto mindre, hvad professor i statskundskab Peter Nedergaard gør i portrætbogen ”Hjemstavnsmanden” om DF-formanden, der er udkommet på Gyldendals forlag.

Filosoffen er Jean-Jacques Rousseau, der tankevækkende ellers er mest kendt for sit bidrag til den progressive børneopdragelse. Ikke just det, man forbinder med den succesrige partiformand.

Med Kristian Thulesen Dahl ved roret for partiet drager akademikere nu paralleller til oplysningsfilosoffer og provinsvemod. Mere stueren kan man vist ikke være i det politiske Danmark.

Fra anmeldelse

Rousseau anså i øvrigt også demokrati for en umulig regeringsform, og det repræsentative styre for en joke: Folket er kun frit den dag, de vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er folket slave, skrev Rousseau.

Anti-københavner
Det ser Peter Nedergaard belejligt henover og fokuserer i stedet på Rousseaus tanker om ”almenviljen” – et abstrakt begreb om det politiske fællesskabs vilje til at bringe sig i overensstemmelse med hele fællesskabets interesser. Heri kan Nedergaard genkende Thulesen Dahl.

Ifølge Nedergaard er det denne lokale ”ånd”, man skal kende for at forstå Thulesen Dahls udvikling fra det radikale barndomshjem, over skattemodstander og fortaler for åbne grænser i Fremskridtspartiet til grænsekontrol og velfærdsforkæmper i Dansk Folkeparti, der så alligevel nogle gange er klar til at skære i velfærden, når han mener, det er nødvendigt.

Fra anmeldelse

Nedergaard ser også Rousseaus kritik af storbymentaliteten, ønsket om uafhængighed og modstand mod store forandringer afspejlet i Kristian Thulesen Dahl.

Mens Rousseau forblev teoretiker, er DF-formanden til gengæld praktikeren, der i tråd med oplysningsfilosoffens tanker er loyal over for hjemstavnens tankemåde og forsvarer ”den lille mand” mod beslutningseliten i hovedstaden.

Alt det, ”københavner-eliten” overser hos ”folket” og ikke formår at sætte sig ind i, finder Thulesen Dahl på sin hjemegn i det jyske omkring Brædstrup, Tørring, Give, Nørre Snede og Thyregod. Det er dette områdes værdier, han er formet af gennem hele sit liv, ”hjemstavnens ånd”, hævder Nedergaard.

Provinsvemod
Det sydmidtjyske område har ifølge forfatteren strømninger fra 1800-tallets bevægelse De Stærke Jyder, som nægtede at rette ind efter København og kongen, om hvilke bøger, man skulle bruge i kirkerne og undervisningen. Samme område er også ophav til verdens første andelsmejeri, der ville være uafhængig af fremmed kapital i forarbejdningen af mælk.

Disse strømninger præger også området i dag, hævdes det.

Og ifølge Nedergaard er det denne lokale ”ånd”, man skal kende for at forstå Thulesen Dahls udvikling fra det radikale barndomshjem, over skattemodstander og fortaler for åbne grænser i Fremskridtspartiet til grænsekontrol og velfærdsforkæmper i Dansk Folkeparti, der så alligevel nogle gange er klar til at skære i velfærden, når han mener, det er nødvendigt.

Thulesens iscenesættelse
Målet med Nedergaards analyse er at give en rød tråd til at forstå en politiker, der ellers er svær at greje. Og det vises fint, hvordan DF-formanden i dag er en ”socialbevidst nationalkonservativ med anti-københavnsk tilsnit”.

Bogens styrke er dog mere, at man får en forståelse af, hvordan Thulesen iscenesætter sig, og hvordan der, ifølge DF’eren selv, ikke er noget at komme efter, selvom han har lavet alverdens politiske kolbøtter.

Nedergaard viser kolbøtterne, men for ofte udfordrer han ikke Thulesens egen udlægning. I stedet tager Nedergaard DF’erens ord for pålydende og bruger krudtet på at vise, hvordan partiformandens ord er konsistent i forhold til hans egen Rousseau-hjemstavns-tese.

Også i en grad, så det bliver forceret. For eksempel når Nedergaard bruger kræfter på at forklare Kristian Thulesen Dahls ord om, at han godt kan være venner med politiske modstandere, med, at man på hans hjemegn godt kan adskille politisk uenighed og det at kunne samarbejde.

Det er nok ikke et særligt sydmidtjysk talent.

Savner nye kilder
Nedergaards metode for hele bogen er en grundig læsning af stort set alt, hvad Thulesen Dahl har sagt og skrevet i medier og partiblade. Det kommer der interessante ting ud af – ikke mindst om Thulesens til lejligheden udviklede syn på Dansk Folkepartis mulige regeringsdeltagelse.

Metoden med at se på det sagte bliver dog lidt en historikers, og det er ærgerligt, når nu den portrætterede jo faktisk er til at få i tale. Og en masse kilder, der kender ham indgående ligeså.

Det kunne have givet bogen reelle nye historier og en større musikalitet over for andre sider af Kristian Thulesen Dahl, som Nedergaards ligning ikke giver plads til. 

Trods originalitet i analysen savner man, at en ny biografi om en af de mest magtfulde og succesrige toppolitikere, vi har, også havde gået lidt mere kritisk til værks. I Dansk Folkeparti kan man til gengæld ikke være andet end fortrøstningsfulde.

Med Kristian Thulesen Dahl ved roret for partiet drager akademikere nu paralleller til oplysningsfilosoffer og provinsvemod. Mere stueren kan man vidst ikke være i det politiske Danmark.

"Hjemstavnsmanden – et portræt af Kristian Thulesen Dahl" af Peter Nedergaard, Gyldendal. Er udkommet.