Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet

KOMMENTAR: Som ét af verdens mest progressive lande har vi gjort op med mange forhold, der legitimerede diskrimination og hæmmede minoriteters potentiale til at blive til det, de ønsker. Nu begynder de, der har måttet give plads, at føle sig presset på deres autoritet i samfundet, skriver Tommy Petersen.

Jeg skal love for, at frustrationerne fra den privilegerede gruppe af hvide, heteroseksuelle danskere, der langsomt tvinges til at dele små bidder af deres magt med minoritetsgrupperne, har fået frit løb på det seneste.

Godt bakket op af opportunistiske politikere, der kun har brug for en halv undskyldning for at være på "den almindelige danskers" side, er det på 0,5 blevet en nationalsport at hive selv de mindste sager frem og voldsomt latterliggøre dem.

Senest skal vi nu igennem hele møllen igen, fordi en lektor hævder, at nogle studerende på Københavns Universitet i en fokusgruppe har givet ham feedback vedrørende hans firkantede brug af kønsidentiteterne ’han’ og ’hun’ uden hensyntagen til, at mange i dag udfordrer vores traditionelle opfattelser af køn.

Akkurat som med højskolesangen "Den danske sang er en ung, blond pige", hvor en medarbejder udfordrede, at de altid skulle synge den sang, da hun angiveligt ikke mente, hun kunne relatere til den, blæses sagen op til overdrevne dimensioner.

Begge sager viser, hvor beskidt kampen om magten i samfundet er. Begge sager hijackes af meningsdannere, politikere, folk, der jagter likes, og alle dem, der oprigtigt føler sig pressede over det multikulturelle samfund til i fællesskab at lave et modpres over for "minoritetstyranniet" og "de politisk korrekte", der udfordrer majoritetens traditioner og magtbase.

Vi lever i en syg "krænkelseskultur", må man forstå. En kultur, hvor folk angiveligt og helt uden grund som overdrevent følsomme og ureflekterede individer, lader sig såre af helt normal adfærd. Adfærd, som naturligvis defineres af majoriteten.

I den ene sag er de studerende blevet bedt om deres feedback, hvorfor de naturligvis kommer med deres refleksioner. I den anden sag påpeger medarbejderen et forhold på arbejdspladsen, som hun ikke finder hensigtsmæssig for fællesskabet. I begge sager har den kritiserede part både magt og lov til at ignorere kritikken og gøre, som de vil. Hverken lektor eller CBS er således en sagesløs, svag part, der intet kan stille op over for kritikken, som de derfor burde kunne finde sig i og konstruktivt forholde sig til uden alt det drama. Men det formår de ikke.

Påstanden om den stigende "krænkelseskultur" og den voldsomme reaktion på de mindre sager viser på den måde alvoren i minoriteternes kamp for respekt og lige vilkår. En kamp, der langtfra er slut.

Når fire gange så mange LGBT-personer forsøger selvmord som resten af befolkningen, er det så udtryk for, at de selv lader sig krænke og såre over ubetydelige forhold i samfundet? Når op mod 40 procent af indvandrere og efterkommere siger, de har været udsat for racisme, er det så blot, fordi de er krænkelsesparate? Eller kunne det tænkes, at vi som samfund langtfra er så tolerante og rummelige og villige til at dele magten med dem, der ikke ligner os, som vi tror?

Hvis vi altid skulle synge en salme på min arbejdsplads, havde jeg som ikketroende helt sikkert også spurgt, om ikke vi en gang imellem kunne synge noget andet. Jeg gider ærligt talt ikke stå og synge om Gud og Guds påståede frelse, hvis jeg kan undgå det. Uanset, hvor mange år man så har gjort det.

Bare fordi man har gjort noget længe, behøver man ikke gøre det for al fremtid. Tiderne skifter. Og det gør magten heldigvis også. Langsomt, men sikkert.

Ud af respekt for andres ønsker kan jeg naturligvis synge salmen en gang imellem, men jeg forventer, at respekten går begge veje. Og det er i virkeligheden her, problemet ligger.

Over de sidste mange år har vi som ét af verdens mest progressive og moderne lande gjort op med mange forhold, der legitimerede eller institutionaliserede diskrimination og fastholdelse af ulige vilkår, der hæmmede minoriteters potentiale til at blive til det, de ønsker. Nu begynder de, der har måttet give plads, at føle sig presset på deres autoritet i samfundet. Grænsen for deres respekt er nået.

Kigger vi på, hvem der sidder på den økonomiske, den lovgivende og den meningsdannende magt i samfundet, så har de til gengæld intet at flippe sådan ud over. Endnu. 

----------

Tommy Petersen er politiker for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, har tidligere arbejdet for FN og Copenhagen Consensus Center og blev i 2016 valgt som årets LGBT-aktivist. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Stine Bosse: Vi skal bygge EU op på ny Stine Bosse: Vi skal bygge EU op på ny Næste artikel Johanne Dalgaard: Sundhedsreformen byder på mere bureaukratisering Johanne Dalgaard: Sundhedsreformen byder på mere bureaukratisering
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.