Debat

Radikal Ungdom: Danmark har brug for udlændinge

DEBAT: Om få år vil danske virksomheder mangle arbejdskraft i spandevis. Skal udviklingen vendes, har vi brug for et mere internationalt orienteret arbejdsmarked og en ny udlændingepolitik, skriver Victor Boysen, landsformand for Radikal Ungdom.

Vi er nødt til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis vi vil undgå, at virksomhederne mangler arbejdskraft om få år, skriver Victor Boysen, landsformand for Radikal Ungdom. 
Vi er nødt til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis vi vil undgå, at virksomhederne mangler arbejdskraft om få år, skriver Victor Boysen, landsformand for Radikal Ungdom. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Victor Boysen
Landsformand for Radikal Ungdom

3000 diplomingeniører. 5500 læger. 90.000 håndværkere, metalarbejdere og andre faglærte.

Dem kommer vi til at mangle om 15-20 år, hvis ikke vi gør noget. For der bliver færre og færre danskere til at forsørge flere og flere på pension og under uddannelse. Den kurve kan vi vende ved at rekruttere arbejdskraft udefra. For at det skal lykkes, har vi brug for et mere internationalt orienteret arbejdsmarked og en ny udlændingepolitik.

Det er ikke en dommedagsprofeti, når Dansk Industri, LO og andre aktører på arbejdsmarkedet forudsiger, at vi om få år kommer til at mangle arbejdskraft i spandevis. Det er sandhed. Faglærte hænder, ufaglærte hænder og højtuddannede hænder. Det hele bliver snart en mangelvare for danske virksomheder. Boston Consulting Group udgav sidste år en rapport, hvori de spåede, at Danmark kommer til at mangle hele 430.000 par hænder i 2030, hvis tendenserne på arbejdsmarkedet fortsætter.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Det helt store problem er, at befolkningen aldres, og at danskerne er blandt Europas dårligste til at producere børn. Det betyder nemlig, at arbejdsstyrken skrumper. Der er i dag 74.000 færre danskere i den arbejdsdygtige alder (18-64 år), end der var i 2008. Den kurve skal vendes. Jo før, desto bedre.

Internationalt arbejdsmarked
Allerede nu kæmper danske virksomheder med at finde de medarbejdere, de har brug for. Inden for byggebranchen har 70 procent af virksomhederne haft udfordringer med at finde den fornødne faglærte arbejdskraft. 83 procent af landets informations- og kommunikationsvirksomheder er mislykkes med at rekruttere højtuddannede hænder. Generelt oplevede 30 procent af virksomheder på tværs af alle sektorer ikke at kunne rekruttere de medarbejdere, de havde brug for, i løbet af 2015. Det er et alvorligt samfundsøkonomisk problem. Vi kan ikke opretholde den levestandard og velstand, vi kender fra i dag, hvis ikke vi formår at øge arbejdsstyrken.

Når en ikke-EU borger bliver tilbudt job i Danmark, skal vedkommende automatisk modtage en arbejds- og opholdstilladelse i to år. Den tilladelse skal forlænges hvert år med to år, så længe personen er beskæftiget. Lykkes det personen at være i beskæftigelse efter tre år, skal der tilbydes permanent opholdstilladelse.

Victor Boysen (RU)

En løsning er selvfølgelig at bede danskerne producere nogle flere børn. En anden løsning, der er mere træfsikker og anvendelig på kort sigt, er at tiltrække arbejdskraften udefra. Verden er stor, og der findes et hav af dygtige hænder derude. Det kræver blot, at vi bliver bedre til at tiltrække dem.

Helt konkret har vi behov for at geare arbejdsmarkedet til den globaliserede verden, vi er en del af. Når en ikke-EU borger bliver tilbudt job i Danmark, skal vedkommende automatisk modtage en arbejds- og opholdstilladelse i to år. Den tilladelse skal forlænges hvert år med to år, så længe personen er beskæftiget. Lykkes det personen at være i beskæftigelse efter tre år, skal der tilbydes permanent opholdstilladelse. På den måde fjernes overflødigt bureaukrati og besværlige ansøgningsprocedurer, som afholder folk fra at komme til Danmark. Borgere uden for EU, der ønsker at søge job i Danmark, skal desuden tildeles et tre-måneders jobsøgningsvisum, så man (uden at få del i sociale ydelser) får chancen for at prøve lykken på det danske arbejdsmarked.

Ny kurs for udlændingepolitikken 
Derudover skal vi føre en langt mere imødekommende udlændingepolitik og –retorik, end de store Christiansborgpartier gør i dag. Hvis jeg var dygtig pladesmed fra Marokko, der havde mod på et udlandseventyr, ville jeg ikke vælge Danmark. Her er der gået sport i at snakke grimt om udlændinge og indhegne grænserne med pigtrådshegn. Det gør det ikke ligefremt attraktivt at søge til Danmark som udlænding.

Hvad så med de danske arbejdsløse? Dem skal vi selvfølgelig også hjælpe. Så længe vi er enige om, at der er historisk få af dem. Kun fire til seks procent af arbejdsstyrken er ikke beskæftiget, alt efter hvordan man opgør det. En tendens, der ser ud til at fortsætte; der var 11.000 færre ledige i 2015 end i 2014. Langt størstedelen af danskerne er derfor beskæftiget, og frygten for, at udlændinge kommer og tager ’vores’ job, er overvurderet.

Men de danske arbejdsløse, der stadig findes, skal vi gøre alt for at genaktivere i dynamiske arbejdsfællesskaber. For eksempel gennem efteruddannelse, et generelt løft af vores erhvervsuddannelser og mere virksomhedsnære universiteter. Det kræver massive investeringer i uddannelse. Men de investeringer vil vi få mange gange igen som samfund.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, kan Danmark dog ikke klare den her problemstilling alene. Der arbejder i dag 123.000 udlændinge i Danmark. Dem kan vi ikke leve uden. Hverken nu eller fremover. Faktisk har vi brug for endnu flere udenlandske hænder, hvis vi skal kunne opretholde det velstandsniveau, vi har i øjeblikket. Det kræver en ny udlændingepolitik og et mere internationalt gearet arbejdsmarked. Jeg håber, Christiansborg indser, at det her er en problemstilling, der ikke kan vente med at blive løst til 2025. Der skal handles. Nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Victor Boysen

Pressechef, Udenrigsministeriet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2020)









0:000:00