Debat

Radikale i København: "Regeringen kører hovedstaden over med en damptromle"

Regeringen har med sin hovedstadsbashing gjort kommunalvalget i København til det vigtigste i mange år, skriver Mia Nyegaard.

"Jeg vil meget hellere lytte til københavnerne end til regeringen," skriver den radikale socialborgmester i København Kommune, Mia Nyegaard.
"Jeg vil meget hellere lytte til københavnerne end til regeringen," skriver den radikale socialborgmester i København Kommune, Mia Nyegaard. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mia Nyegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udefrakommende omstændigheder har gjort det til en politisk mærkesag at stå op for København.  

Fakta

Spidskandidaterne får ordet

Partiernes spidskandidater til valget til Københavns Borgerrepræsentation får i den kommende tid på skift ordet på Altinget Hovedstaden, når vi beder dem svare på:

Hvad er din mærkesag? Hvorfor og hvordan skal den gennemføres?

Panelet er:

Sophie Hæstorp Andersen (S)
Line Barfod (EL)
Mia Nyegaard (R)
Sisse Marie Welling (SF)
Franciska Rosenkilde (ALT)
Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Ole Birk Olesen (LA)
Jakob Næsager (K)
Finn Rudaizky (DF).

Bidrag til debatten kan sendes til tsh@altinget.dk eller debat@altinget.dk.

Pilen peger mod Christiansborg og regeringen, som lige siden sin tiltrædelse for lidt mere end to år siden, gang på gang har vist, at den er mere eller mindre ligeglad med Københavns Kommune, med byens udvikling, indbyggere og virksomheder.

Det er land fremfor by, det handler om at splitte fremfor at samle. Og ingen af regeringens lokale partifæller synes stærke nok eller insisterende nok til at ændre den negative tilgang.

København er en vækstmotor og bannerfører for hele Danmark. København er et udstillingsvindue mod resten af verden. Potentialet i at gøre København endnu bedre er uden loft.

Men i stedet for at tale København op og lyse på alt det gode, byen helt åbenlyst er og kan for hele Danmark - og faktisk for store dele af verden. Ja, så kører regeringen hovedstaden over med en damptromle. 

Københavnerne betaler

Lad mig genkalde nogle eksempler. Den nye udligningsordning betyder at en ekstra halv milliard skattekroner skal sendes ud af kommunen hvert eneste år. Vi har som sådan ikke noget imod udligning, men vi har ikke haft mulighed for at forhandle.

Et andet eksempel er den nye infrastrukturplan for de kommende 15 år. Her skal der indføres bedre og fremtidssikrede trafikale løsninger i hele Danmark. Bare ikke i København.

Hvis vi vil udvide metronettet, og i det hele taget forhindre at byen sander til, når befolkningstallet stiger med op imod 80.000 frem mod 2030, er det for egen regning. Mens mange andre af landets kommuner kan se frem til klækkelige bidrag fra staten til nye veje og skinner.  

Udflytningsgåden

Et tredje eksempel er regeringens altødelæggende corona-regler om, at besøgende skulle overnatte seks gange i København for overhovedet at komme hertil. Den adgangsbillet bombede byens turisme- og serviceerhverv tilbage til stenalderen.

Jeg har mere end svært ved at forstå, at regeringen overhovedet får tanken om at fjerne 1.000 uddannelsespladser fra København

Mia Nyegaard (RV), socialborgmester og spidskandidat

Seneste eksempel er regeringens plan om udflytning af uddannelser fra landets større byer, specifikt velfærdsuddannelsesuddannelsespladser fra København til provinsen.

Jeg har mere end svært ved at forstå, at regeringen overhovedet får tanken om at fjerne 1.000 uddannelsespladser fra København al den stund, at vi allerede har akut mangel på faglært velfærdspersonale. Vi har tilmed enorme udfordringer med både rekruttering og med fastholdelse i Københavns kommune.

Og vi er ikke alene. Det er et strukturelt, landsdækkende problem. Hvorfor man ikke i det hele taget opretter flere pladser, er for mig at se den største gåde i det her.   

Regeringens bevidste strategi

Regeringen blokerer desværre også direkte for, at København udvikler sig i den retning, som københavnerne ønsker.

København må rykke sammen og byde regeringen trods. Vise at det har konsekvenser at svigte sin egen hovedstad

Mia Nyegaard (RV), socialborgmester og spidskandidat

Vi vil bo i en by, hvor man kan cykle og gå igennem byen og trække ren luft ned i lungerne. Men mere end 400 københavnere dør årligt af luftforurening.

Fra forskningen ved vi, at roadpricing er et fremragende greb til at nedbringe trafikken og dermed udledningen af CO2 og samtidig være med til at løse trængselsproblematikken. Men hvad siger regeringen? Nej tak, det kan I glemme København.  

Og lige præcis derfor er Kommunalvalget den 16. november det vigtigste for København, københavnerne og for de lokale københavnske virksomheder i mange, mange år.

For når regeringen svigter København, ja, jeg ikke vil tøve med at kalde det en bevidst strategi, må andre stå op og stå imod.

København må rykke sammen og byde regeringen trods. Vise at det har konsekvenser at svigte sin egen hovedstad.  

Københavns udvikling må fortsætte

Jeg vil meget hellere lytte til københavnerne end til regeringen. Deltage i et fællesskab hvor vi taler positivt om fremtiden og visionerne for, hvordan vi gør København grønnere, friere og stærkere. 

København har udviklet sig helt utroligt de seneste 25 år. Fra at være slidt ned og truet af konkurs til nu at være bannerfører for verdens grønne omstilling og et internationalt benchmark.

Men hvis ikke vi har blik for modernisering og skalering af infrastruktur, for nybyggeri af små og betalelige boliger. Hvis ikke vi sikrer den rigtige arbejdskraft til nuværende og potentielle virksomheder. Og hvis ikke vi insisterer på at byen skal skifte farve fra betongrå og asfaltsort til naturgrøn. Så mister København både sin pust og sin puls. Så har regeringen endegyldigt knægtet os.

Som lokalpolitikere har vi derfor et særligt ansvar for at udnytte de forestående måneders valgkampe til at tale endnu højere om vores ambitioner for byen, om alt det vi vil med København.

København er ikke nedtur, København er optur. Vi er ikke en isoleret Vatikanstat. Vi er hele landets hovedstad. Det må vi overbevise regeringen om. Så vi sikrer, at København også i fremtiden er en af verdens bedste byer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion