Radikales nej tak til ministerposter er partiets bedste beslutning længe

”Venner – vi gør det.”  

Sådan sagde Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, ifølge en af de mange anonyme beretninger fra regeringsforhandlingerne, en tidlig, tidlig morgen.  

Modet til at gå med i regering var kommet og gået, tvivlen var stor, men ifølge de tilstedeværende var alle inklusive Lidegaard nu klar på at danne en S-V-M-R-regering. Han skulle bare lige have det klappet af med gruppen. 

Men sådan endte det altså ikke. Der er for første gang i mands minde dannet en regering hen over midten, men det parti, der traditionelt har været nøglen til en sådan manøvre, er ikke med. Og det endda, selvom de har en politiker i spidsen, der har agiteret for netop den type regering længe inden, at det blev moderne.  

Siden har mange i baglandet udtrykt deres skuffelse. Der er toneangivende stemmer i debatten, der betragter det som et gedigent nederlag.

Deltagelse i en bred regering havde været én lang røvtur for Lidegaard og kompagni.

Morten Reimar

Endelig kom den brede regering henover midten, de har sukket efter og krævet, og så springer de fra i 11. time. Men den analyse overser en helt grundlæggende præmis: Deltagelse i en bred regering havde været én lang røvtur for Lidegaard og kompagni. 

Lad os bare lege legen: Radikale var gået med. De havde fået ministerposter svarende til deres beskedne mandattal plus en ekstra bare af de andres gode vilje. De havde fået tæsk for at forringe universitetsuddannelserne, men det egentlige problem var først kommet bagefter. 

I naturen kan et træ ikke vokse i skyggen af et andet, og Radikale er ikke i blomst. Tværtimod har de indkasseret en ordentlig vælgerlussing, og det, er de nødt til at se i øjnene, kan ikke blot rettes op bare ved at skifte lederen ud. 

Radikale i regering var endt med at være mindste bukke bruse i en selskabsleg, hvor de igen og igen skulle danne fælles front med det parti, der har taget størstedelen af deres vælgere: Moderaterne. 

Den vigtigste opgave nu er at minde de mange vælgere, der har forladt dem, om, hvem Radikale er. Den opgave er så godt som umulig, hvis man kun kan fortælle, hvad regeringen er blevet enige om

Morten Reimar

Derfor er den vigtigste opgave lige nu at minde de mange vælgere, der har forladt dem, om, hvad Radikale er for en størrelse. Den opgave er så godt som umulig, hvis man kun kan fortælle presse og vælgere, hvad regeringen er blevet enige om, i stedet for hvad Radikale mener. 

Nej, tager man de selviske briller på og spejder ud i horisonten, er det bedre for Radikale at gå solo. De har brug for et blankt kanvas og masser af spillerum. For hvis der er en ting, de kan lære af folketingsvalget, så er det, at vælgerne ikke fatter, hvor de har Radikale henne. 

Nu er der brug for at stå helt skarpt, særligt når de i den seneste, afgørende tid har kørt en noget uskarp kommunikativ linje, hvor de først ville af med Mette Frederiksen og så støttede hende alligevel, men ikke havde tillid til hende, medmindre de var i regering sammen med hende.  

Og selvom det ikke er populært at sige, så er det bare nemmere at definere sig selv negativt. I modsætning til noget andet. Det er nemmere at lave offensiv kommunikation, når man er imod noget og kan stå ved egne meninger, end hvis man er nogenlunde tilfreds med en række kompromiser. Det vil være en fordel for Radikale, hvis de kan få lov at tale om sig selv uden at skulle tage hensyn til samarbejdspartnerne. 

I regering risikerede Radikale at ligne en mindre, mere træt og forslået version af Moderaterne, og det har de ikke råd til. Ikke hvis de vil være noget andet, og det skulle det over 100 år gamle parti da helst have ambitioner om.  

Læg dertil, at de mindste partier i flerpartiregeringer har det med at blive mast i smadder. Derfor skal de stå i egen ret, slikke deres sår og genopfinde sig selv. Det ligger ikke naturligt til Radikale. De drages af forhandlingsbordet, som Bilbo drages af ringen. 

De skal vise, at de er mere driftssikre end Moderaterne. De kan hoppe med, når regeringen har nogle populære forslag på bedding, og være kritiske, når det modsatte er tilfældet.

Morten Reimar

Men det er det fornuftige at gøre. De mangler endnu at tegne Lidegaard op som leder. De skal fortælle danskerne, hvorfor der mere end nogensinde før er brug for et fremtidsparat parti, der tør tænke stort.  

De skal vise, at de er mere driftssikre end Moderaterne. De kan hoppe med, når regeringen har nogle populære forslag på bedding, og være kritiske, når det modsatte er tilfældet. Som en lille kanonbåd, der måske ikke fyrer det største batteri af, men til gengæld er manøvredygtig og kan slå til der, hvor træfsikkerheden er størst. 

Det begynder med at sende hver af ordførerne ud i mindre interviews for at overbyde regeringen på visioner, mens Lidegaard skal ud i nogle større optrædener.

Og her må han for alt i verden ikke tale proces, men i stedet udfolde den radikale kernefortælling som det parti, der skubber på fremtiden. Det bliver et langt og hårdt slid. Men det er trods alt bedre end at blive klemt så hårdt, at luften går ud af en.