Rasmus Nielsen: Afvis luskepolitik under krisen

KOMMENTAR: Balancen mellem stat/individ og offentlig/privat skal ikke søges ændret ad bagvejen, fordi Danmark står i en coronakrise, mener Altingets udgiver. 

På overfladen virker regeringens håndtering af coronakrisen såre sundhedsfaglig med statsministeren og hendes velartikulerede direktør for Sundhedsstyrelsen som de tillidsvækkende søjler.

Men i disse kaotiske dage skal der holdes øje med, om nogen forsøger at snige egne politiske dagsordener ind i spillet om folkesundheden og hospitalskapaciteten. Luske-politik ad bagdøren.

Flyttes der uden folkelig debat og politisk vedtagelse magt fra individ til stat? Fra privat til offentlig? Da Mette Frederiksen onsdag aften holdt sit historiske "Danmark lukker ned"-pressemøde, talte hun klogeligt ikke om et gammelt statsønske om at kunne tvinge sig adgang til individets private ejendom uden dommerkendelse.

Et ønske, der da også sent i aftes blev afvist i folketingssalen med hjælp fra den yderste venstrefløj og det socialliberale Radikale Venstre.

Regeringen kom således ikke igennem med sit bemærkelsesværdige lovforslag om at give myndighederne mulighed for at kunne komme ind i folks private hjem uden en retskendelse, hvis der er mistanke om coronasmitte.

"Vi har kæmpet benhårdt for, at der skal være en domstolsprøvelse, før myndigheder kan tiltvinge sig adgang til borgernes private hjem," som Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund begrunder det.

Tankevækkende, at Socialdemokraternes evige test af den grundslovssikrede, private ejendomsret skal stoppes af netop det kollektivt sindede Enhedslisten. Luskepolitikken blev stoppet i tide, før borgeren måtte tabe tilliden til staten.

Altingets magasinredaktør, Esben Schjørring, der selv er uddannet filosof, opsummerer i en læseværdig analyse i dag det sådan: "Covid-19 er big politics." Og han tilføjer:

"Det er ikke kun staten, der har brug for en rask befolkning. Relationen går også den anden vej." Det forklarer Mathias Hein Jessen, ph.d. og adjunkt på CBS’ institut for ledelse, politik og filosofi:

”Staten har legitimitet, fordi den sikrer vores liv, og det er helt afgørende, at den har kontrol og kan styre samfundet. Så en sygdom som covid-19, der er så ukontrollabel og smitter så hurtigt, er farlig – ikke kun for de mennesker, den smitter, men for tilliden til staten."

Hvis staten havde sendt sagesløse, unge, jyske politiassistenter hen for at banke døren op til en ældre medborger i en almennyttig lejlighed på Vestegnen for at tvinge hende fra sit hjem, ville borgernes tillid til staten have lidt et knæk. Godt, det blev ved forslaget.

Generelt testes balancen mellem offentligt og privat i disse skæbnesvangre dage. Hvordan udtrykte statsministeren det ved sin alvorlige, men stilsikre og overbliksprægede præstation på onsdag aftens direkte sendte pressemøde? Hvor hun talte om at "lukke al unødvendig aktivitet ned":

"Vi skal minimere aktiviteten i samfundet mest muligt, men uden at sætte Danmark i stå. Og vi skal ikke kaste Danmark ud i en økonomisk krise. Så vi vælger ændringer i den offentlige sektor for at understøtte, at den private sektor kan fortsætte bedst muligt i længst mulig tid."

Det lyder næsten, som om offentligt ansatte ved at gå hjem med løn ofrer sig for, at den private sektor kan tjene pengene hjem.

Virkeligheden er en anden: Danmark er allerede i dyb, økonomisk krise med katastrofale børsfald og udsigt til lukning af arbejdspladser, især i hotel- og restaurationsbranchen, øvrig oplevelsesøkonomi, rejsebranchen og store dele af detailhandlen. 

Det er som ild, der minut for minut forvolder større, snart uoprettelig skade, så længe ingen rejser, oplever eller handler. Det er desværre uden sundhedsfaglig tvivl nødvendigt – men hvor længe? Hvad kan regeringen stille det fortvivlede erhvervsliv i udsigt? Lad os få prognoser og forsigtige bud fra statsmagten på, hvornår samfundet og samhandlen normaliseres igen. Ellers kan virksomhedsejerne ikke disponere. Og det bliver fatalt for dem snart – og alle bagefter.

I Skandinavien holder mange øje med flyselskabet Norwegian, der lider mere end nogen. Kan mastodonten klare krisen? Bare et eksempel. Spørg selv på restauranter og spillesteder, hvis flybranchen ikke skulle være nok.

Sundhedsmyndighederne fik deres vilje ved coranakrisens start: Danmark gik i dvale med kort varsel. Letafkodelige grafer blev fremvist: Hvis vi ikke gør noget, bliver smitten spredt hurtigt og flader hurtigt ud igen. Det pres kan hospitalerne ikke klare, og måske 5.600 vil dø fremfor måske 1.600, hvis vi – ved at bede folk holde sig hjemme – kan begrænse den triste skade, når nu smittespredningen forsinkes.

Så langt så godt. Men nu står de private samfundshjul for skud. Kun alt for kynisk spurgt: Ville det have været bedre for erhvervslivet, hvis staten ikke havde interveneret i naturens gang ved at forsinke smittespredningen? Fordi den så også hurtigere og mere brat ville flade ud igen. Hvad virksomhederne gisper efter i disse dage, er snart at komme i gang igen. Møde kunderne. Få solgt noget. 

Derfor: Hvornår går vi i gear igen? Når de 14 dages hjemsendelse og tæt-på-forsamlingsforbud er gået? Om en måned? Om to? Det bliver regeringens svære spørgsmål, hvor den kommer i forudsigeligt krydspres mellem erhvervsinteresser, der vil råbe: Nu. Og sundhedsfaglige, der forsigtigt vil hviske: Vent.

Epidemi-eksperterne venter peak-smitte i april. Og sikkert et nyt udbrud til efteråret. Vaccine allertidligst opfundet til efteråret 2021. Så ... hvad gør myndighederne med vores sundhed, tålmodighed og indtjeningsevne undervejs?

Synlige Dansk Erhverv må sammen med DI og Dansk Metal samt forhåbentlig snart den øvrige fagbevægelse udstyre regeringen med prognoser for, hvad hver dag med "undtagelsestilstand" koster af varige arbejdspladser, indtjening og dermed fremtidig dansk velstand. Imens næppe mange ord om konkret klimaplan eller flygtningekatastrofen ved den ydre EU-grænse på kanten mellem ærkefjenderne, vores Grækenland og deres Tyrkiet. Jo, politik kan desværre være kynisk.

Apropos Europa: EU har været mærkbart fraværende under corona-krisen. Stort set kun et kort mopset statement om, at Trump kritisabelt, uden at konsultere EU, har lukket for indrejse fra Europa – naturligvis, for at kaste salt i såret, Brexit-landet UK undtaget.

Coronaspredning er som klima og miljø totalt grænseoverskridende, og derfor kunne europæerne have forventet, at Unionen ikke overlod så alvorlig en sag til nationale skøn. Se bare til italien eller Sverige, der ikke kom i gear i tide. Og hvor EU har måttet se til, hvordan den gode italienske medlemsstat har fået globale tæv for at sætte "individ over stat". Igen motivforskning med luskepolitiske bagtanker.

Hvor er EU's statistikkontor, Eurostat? Man forspilder chancen for at sætte sig i respekt over for europæerne og nævner i skrivende stund end ikke corona med ét ord på sin hjemmeside. Hmm.

For vores eget vedkommende er Altinget som overvejende digital virksomhed næsten skabt til hjemmearbejdspladser og distribution af vores nyheder og indsigt uden fysisk kontakt. Vores direktør Christoph Nørgaard, der som tele-chef under finanskrisen blev godt skolet i resolut krisehåndtering, fører sin ledelse og sine medarbejdere sikkert og gensidigt tillidsfuldt igennem. 

Som vækstvirksomhed er vi ikke kapitalpolstret til en vedvarende krise; det er de færreste små og mellemstore virksomheder. Vi har til gavn for beskæftigelsen hidtil brugt al indtjening og lidt mere umiddelbart på ny vækst. Men som abonnementsforretning er vi godt polstret med likviditet i både Danmark og Sverige og vil kunne holde skansen længe, selv hvis vores abonnements-, annonce- og netværkssælgere indimellem må ringe til tomme kontorer. Endnu længere med hjælpepakken, der udsætter diverse skattebetalinger.

Som alle virksomheder skal vi navigere i krisen over tre tidssnit for at være foran problemerne: 1) øjeblikkeligt håndtere den pludseligt opståede krise, 2) forberede os på den mellemlange sigt, mens hjemsendelsen og krisen står på – og endelig 3) forfølger de nye muligheder, krisen vil efterlade, herunder nye, digitale produkter.

Som enhver erhvervsvirksomhed i disse historiske dage og uger testes vi på Altinget på sammenhold, infrastruktur og kapitalforhold. Vi er vores samfundsansvar bevidst – både indadtil i forhold til medarbejderne – og udadtil, hvor det gælder faktabaseret, grundig og analytisk oplysning om Danmark i coronas vold.

 

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Praktisk politik med resultater er velfærdssamfundets forudsætning Rasmus Nielsen: Praktisk politik med resultater er velfærdssamfundets forudsætning Næste artikel Rasmus Nielsen: Åbn Danmark efter påske Rasmus Nielsen: Åbn Danmark efter påske
Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

KRONIK: For syv år siden var jeg blevet for fuld og var faldet i søvn. Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af. I dag har debatten om #MeToo, sexisme og samtykkeloven givet kvinder som mig et sprog til at sætte ord på egne oplevelser. Nu skal samfundet lytte og handle, skriver Marie de Stoppelaar.