Rasmus Nielsen: Juledrøm – en unik og smuk Folkemødets hjemby

Juletid er drømmetid for børn som voksne. Jeg har en drøm: At Folkemødets hjemby, havnebyen Allinge på det bornholmske klippeskær, udvikler sig til en smuk og rig by, som byplanlæggere fra hele Europa vil opsøge for at spørge: 'Hvad skete der lige dér?'

Historien om Allinge er historien om alle mindre danske provinsbyer. Så hvis man kan vise, at befolkningsafvandringen og nedslidningen kan stoppes ét sted, kan opskriften kopieres. Flere debattører hér på Altinget har på det seneste ligefrem ment, at fremtidens politiske kamp ikke så meget består i traditionel økonomisk lighed/ulighed men mellem by og land. At storbyen tager det hele på bekostning af de små samfund, hvis vi ikke passer på. Enig?

Den gamle fiskeri-købstad havde sammen med sin "forstad" Sandvig langt op i det tyvende århundrede omkring 2.100 indbyggere. Siden 1970'erne gik det – i kølvandet på fiskerikrisen – voldsomt tilbage, så indbyggertallet i Allinge-Sandvig i dag kun skønnes til omkring 1.500, en procentvis tilbagegang på næsten 30 på lige så mange år. Uha.

Allinge er blevet en kendt by i det ganske land på grund af det evigt omsiggribende og medie-eksponerede folkemøde. Og på en måde er byens tarv derved blevet alle danskeres interessezone, på samme måde som enhver dansker vel gerne ser et smukt Skagen, Ebeltoft, Ribe, Haderslev, Kerteminde, Faaborg, Karrebæksminde, Helsingør og Dragør. Alle vores skønne, historiske, kystnære byer.

I dag fremstår Allinge lidt træt – for at sige det. Byen viser, at den har været i knæ, siden kutterne blev sendt til ophugning. Siden røgerierne blev til turistfælder. Siden færgen til Skåne sejlede for sidste gang fra Allinge Havn. Siden og siden ...

I Sandvig syder det med hushandler og malerkoste, efter at Bornholms Regionskommune har ophævet bopælspligten. Det er kommet på mode blandt journalister og organisationsfolk at købe fast ejendom dér. Det fører initiativ og penge med sig. Og prisfest for ejendomssælgerne og siden køberne. Lidt kapitalistisk win-win.

Bopælspligten er efter mange lokales store ønske derimod fastholdt i Allinge. Det må så overordnet være udgangspunktet, og hvordan får vi da skabt en bornholmsk by på niveau med oplevelsen ved at gæste Skagen? Hvordan mobiliserer man lokalt engagement? Hvordan skaffer man midler til forskønnelse? Hvordan sikrer man en bæredygtig erhvervs- og befolkningsudvikling derefter?

Der er allerede gjort lidt med små, langsomme skridt. Næsten usynligt for de fleste; man kan ikke rigtig se det, når "Karavanen Folkemødet" sejler hjem igen lørdag-søndag hvert år midt i juni. Den slidte kulisse står voldtaget tilbage. Men tag luppen frem, og drøm om, hvad det kan blive til.

For nogle år siden støttede Realdania – for vores alle sammens midler, populært sagt – sammen med Bornholms Regionskommune en strategisk helhedsplan for Allinge og Folkemødet. Projektet skulle skabe helhed og synergi på tværs af byens tre ”sæsoner” – helårsbyen, turistbyen og folkemødebyen. Det flugter jo lige med foreningens ideelle formål om at arbejde for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø.

Ambitionen med helhedsplanen var, at det store engagement omkring Folkemødet også skulle bruges til at få skabt en varig positiv effekt for Allinge hele året, sådan at politikfestivalen bidrager til at understøtte områdets udvikling. En indlysende smuk og rigtig tanke. Bæredygtigheden skal sikres året rundt.

Afsættet var, at Allinge – og Bornholm – gennem en årrække havde været udfordret af de typiske yderkommune-udfordringer. Faldende befolkningstal, stigende gennemsnitsalder og lavere skatteindtægter kulminerende i 2014, hvor befolkningstallet for første gang i over 100 år kom under 40.000 indbyggere for Bornholm under et. Allinge er på den måde et arketypisk eksempel på, hvad den globale urbanisering betyder i de små samfund.

Med Realdanias ord i dag: "Med helhedsplanen var udgangspunktet ønsket om at gennemtænke Allinges landskab og byrum, infrastruktur og parkering, bygninger og overnatningsmuligheder, så de bedst muligt kunne tilpasse sig de forskellige sæsoner, som naturligt stiller vidt forskellige krav til byens rammer. Kort sagt skulle det også være en god by at bo i, når byens blot ca. 1.000 indbyggere ikke lagde hus til Folkemøde."

Realdania har – i hvert fald indtil videre – overladt det til de lokale og kommunen at arbejde videre med byplanen. Man siger i dag:

"Vores oplevelse er, at Bornholms Kommune med planen i hånden har arbejdet strategisk klogt og vedholdende inden for det mulighedsrum, der er. For at nævne to eksempler:

Folkemødet er blevet en forening, og det forhenværende bibliotek er (med blandt andet støtte fra Realdania og en lokal fond) omdannet til Folkemødets Hus.

En promenade, der skal forbinde Allinge med havet og give borgere, turister og folkemødegæster en bedre adgang til og oplevelse af Bornholms spektakulære klippekyst, er igangsat.

Vores vurdering i Realdania er således ikke, at der er lokal modstand mod hverken udvikling eller bevaring, men at man tværtimod arbejder seriøst med at beskytte det særlige kulturmiljø i byen, blandt andet gennem bevarende lokalplaner."

Så langt så godt, men det er slet ikke nok. Ideer er som bekendt langt nemmere at få end at omsætte i praksis – selv med andre folks penge. Men nu, vi drømmer op til højtiden, så et kort idé-katalog:

1. Kommunen og Foreningen Folkemødet skal gøre sig lækker over for fondene. Skaffe millioner til en byudvikling i f.eks. projektperioden 2021-25. Kommunen skal love selv at supplere med 25 procent af fondsstøtten (hvad der er godt for nationalt eksponerede Allinge er godt for hele Bornholm), foreningen måske med symbolske, men værdsatte 1 procent. Så føler Folkemødets sponsorer også, der er lidt return on investment. Staten og EU's mange egnsudviklingsmidler skal naturligvis ligeledes søges. Et forsigtigt mål: Rejs i første etape 100 millioner kroner. At fundraise det beløb kræver dygtighed, ydmyghed og vedholdenhed. Men hvor der er vilje, er der vej. Og lev så op til de løfter, I giver fondene og andre glade givere. 100 millioner er trods alt kun 100.000 kroner per allingebo, lige godt hvad en gennemsnitsskatteyder betaler hvert år. Og virkelig mange vil hér få varig glæde af de kollektive midler.

2. Der skal ydes støtte til forskønnelse af vinduer, facader og belægning ud fra en overordnet idé om farver og materialer. Den enkelte husejer må ofre lidt på fællesskabets alter, som de lykkedes med i Svaneke og fik en pris fra Europarådet for. Huse på Bornholm er røde, gule og hvide. Vinduesrammer er af træ og har sprosser efter husets alder. Ejendommene vedligeholdes, og start med at feje for egen dør.

3. En mindre del af husene, heraf kystnære, i Allinge gøres til flexboliger, så byen kan tiltrække initiativrige personer "ovrefra". En mere sammensat befolkning er altid at foretrække. I ghettoer, i almennyttigt byggeri, i villaområder som i de små købstæder. Og hvis der mangler velhavere i det almene byggeri, må det altså også siges, at Allinge godt kunne bruge flere ressourcestærke danskere, tyskere, svenskere og andre EU-borgernaboer, der vil give en del af deres år til Bornholm og Allinge. Flexbolig løser billetten.

4. Der udvikles på tomme arealer (som de store kystområder mellem supermarkederne og Nordbornholms Røgeri) gennem arkitektkonkurrencer. Bjarke Ingels og Olafur Eliasson skal bygge noget stort hér. Tænk stort. Som øens store malersøn Oluf Høst sagde: "Ægte folketone fra en global afkrog kan erobre verden." Eller nyfortolket til dagens anledning: "Internationalt format kan også trives lokalt."

5. Beboerne og de erhvervsdrivende skal naturligvis høres. De skal kunne se, hvordan deres ejendomsværdier vil stige, og forretningspotentialet øges. Det bliver en bedre og smukkere by at bo i. Måske endda så man ligefrem bliver stolt som en skagbo. Erhvervsvirksomhederne skal give en promille af deres omsætning eller en procent af deres overskud til det nye Allinge i projektårene. De penge kommer mangfoldigt tilbage, tro mig.

6. Færgelinjen til Skåne genåbnes. Om fornødent med midler fra Folketingets store pulje for færgebetjening af øer uden broforbindelse. Trafiksanér: Spær byen for gennemgående trafik på Havnegade ved Nørregade – der køres alt for stærkt. Såvel Allinge som Sandvig kan respektive fint betjenes af de bagvedliggende landeveje. Måske gå så vidt som at lukke byen hele sommerhalvåret for biler – kendt fra de fire folkemødedage. Hvilket skønt syn. Mennesker, huse, hav og klipper er nu smukkere end de fleste parkerede, passive biler.

7. Skab et genkendeligt bydesign. Som vejskilte i Gentofte. Som hvide tagrygge i Skagen. Man skal aldrig være i tvivl om, at man cykler eller går ind i Allinge. Tag udgangspunkt i den ældgamle bornholmske kultur, herunder fiskeriets kulturhistorie. Skab noget nyt, for der er jo ikke rigtig så meget gammelt at pudse af. Tegn smukke plakatsøjler. Læg chaussesten eller få de gamle frem, hvis der er nogen. Frilæg alle klippefremspring. Og ikke mindst: Plant træer og buske, der blomstrer og dufter hele sommerhalvåret. Selv små krogede eller bakkede gader kan blive til rene alleer, når hver borger i byen planter sit træ ved gadedøren.

Carmel har som Allinge en lang kyststrækning, som kan øge livskvaliteten for mennesker som for hunde. Også når de tager hjem til det byggede miljø. (Foto: Rasmus Nielsen/Altinget)

Bare en juledrøm. Selv realiserede jeg netop en gammel, aldrig glemt drøm fra studentertiden i Los Angeles, Californien. Tilbragte dage – før det traditionelle familietræf hos min bror i Silicon Valley – i kunstnerbyen Carmel, der som Allinge er en langstrakt kystby og kun lidt større. Dér er træer, hunde, kendetegn, ingen trafiklys eller gadelys, kun varmt aftenlys fra forretninger og private hjem, lave/humane bygninger, langsom kørsel og derfor mennesker med "livskvalitet for alle gennem det byggede miljø". Tag på studietur dertil, og sug til jer, kære forhåbentlig kommende projektgruppe for Allinge 2,0. Vores bornholmske lilleby har med sin beliggenhed og bygningskrop samme potentiale, som Clint Eastwood og venner forløste i Carmel.

Glædelig jul. Godt nytår. Og tak for alt i 2019.