Rasmus Nielsen: Tilfældigheder kan afgøre kaotisk valg

VALG: Med 12 opstillede partier og fire vilde nordatlantiske mandater tyder meget på et kaotisk valgresultat, som måske kun en følelseskold robot kan trække 90 mandater ud af, skriver udgiver Rasmus Nielsen.

Hvilken arrangør vil ikke gerne diske op med både en forhenværende, en nuværende og en mulig kommende statsminister til sine tilhørere?

Det gjorde vi, Altinget og Mandag Morgen, i går i Tivolis Koncertsal, og det undlod konferencier, chefredaktør Jakob Nielsen da heller ikke at gøre opmærksom på, før han introducerede Løkke, Mette Frederiksen og Thorning.

Den greb den siddende statsminister vittigt, da han udbrød:

"Jakob, jeg påtager mig gerne alle tre roller!"

750 tilhørere, hovedsageligt fra vores mange netværk, var mødt frem for at høre om muligheder og udfordringer for samfundets næste generation.

Som meningsmålingerne ligger nu, er det muligt, at Lars Løkke Rasmussen (V) umiddelbart må gå af, når mandaterne er fordelt på de, hold nu fast, 12 opstillingsberettigede partier og lister. Men hvem ved, hvad de utvivlsomt lange og besværlige dronningerunder ender med? Det er helt uforudsigeligt, for med rekordmange partier og lister opstillet kan alt ske. Ikke mindst, når man dertil føjer fire vilde nordatlantiske mandater.

Hvis ikke der umiddelbart er et flertal, der ikke er imod en socialdemokratisk mindretalsregering – så Mette Frederiksen kan tage fat på at opbygge det stærke statsministerium, hun planlægger, som hun fortalte i Tivoli i går – så er der lagt op til lange og seje dronningerunder. Se bare til Sverige, selvom Danmark vel næppe ender så grelt.

Men som i Sverige kan udlændinge og flygtninge, der endnu ikke er nået over Middelhavet, være den blinde passager, der i ugevis kan sætte den nordiske parlamentarisme ud af kraft igen.

Hvad står overhovedet fast mellem de ni-tolv kombattanter, der ender med at få ét eller flere mandater? Og ét mandat har som bekendt afgjort mangt og meget i danmarkshistorien.

S-SF er en akse, og VK er det. Men hvad ellers? Resten er noget uforudsigeligt og kan afhænge af personlige sympatier, rigstaktisk råstyrke og gammelt had. Samt politik – ikke at fortie.

Jeg nævner i flæng:

Er Dansk Folkeparti garanteret stemmekvæg til en blå regering, når og hvis partiet ikke når de 17 procent af stemmerne og derfor velsagtens ikke kræver ministerposter? Nej. Kan Mette Frederiksen så købe sig til deres stemmer over en stram udlændingepolitik og samtidig bare tage Enhedslistens mandater til indtægt? Nej. Absolut nej. EL vil aldrig lægge mandater til en regering, der også bygger på DF.

Er Radikale sikre mandater i rød kurv? Hvis S vil omfordele mere end allerede gjort, og hvis S vil stramme endnu mere på udlændinge end allerede sket? Nej. Da vil Morten Østergaard føle sig mere politisk hjemme med VK.

Kan DF og Radikales mandater stå bag den samme regering? Givet vis ikke. Men det kan jo blive den øvelse, Løkke skal forsøge at mestre at banke på plads. Selv om det bliver svært. Rigtig svært.

Og hvad med alle de løse skud i borgerlig lejr? Uha, uha. Lad os for et øjebliks forårskådhed lege, at alle 11 partier/lister (fraregnet Kristendemokraterne, der kronisk med den nuværende ledelse ikke har vælgertække til at klare spærregrænsen) kommer ind, Klaus Riskær måske kun med sig selv. Det hindrer så et stemmespild, der ellers også kunne være udslagsgivende for Mette Frederiksen i Statsministeriet.

Men kan de sammen, alle disse blå sirener i dansk politik? Nej. Klaus Riskær nærer et dybt had til Venstre efter tiden i Europa-Parlamentet, og partiet ikke mindst til manden. Nye Borgerlige er et ultimativt parti, der har nok at gøre med at holde Dansk Folkeparti stangen. 

Liberal Alliance? Partiets eksistensberettigelse at klar ideologisk tale. Det kan partiet for så vidt godt få i den økonomiske politik med Radikale, Nye Borgerlige og Klaus Riskær.

I et interview i dag med Altinget forud for LA's landsmøde i morgen et andet sted i Tivoli betoner økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille:

"Jeg anerkender, at vi har brug for at skrue op for liberalismen, ideologien og kanten, og det skal vi nok gøre. (...) Når man går til valg på at sænke skatterne med 120 milliarder kroner og kun sænker dem med 20, så er man ikke nået i mål."

Men igen – det bliver svært for en Løkke at danne flertal sammen med et lille Liberal Alliance og et stækket Dansk Folkeparti på samme tid. Begge partier vil have behov for at pudse deres ideologisk glorie – fra hvert deres ståsted. Der kommer jo valg igen engang.

Det kan tænkes, at der bliver massivt borgerligt stemmespild – at ud over KD kommer hverken Nye Borgerlige eller Klaus Riskær ind, og måske tre eller endog alle fire nordatlantiske mandater lyser rødt. Så skal Mette Frederiksen formentlig "kun" forsøge at massere Radikale på plads i fordelingspolitikken og udlændingepolitikken. Så er nøglerne til Statsministeriet hendes.

Men ellers? Så der der udsigt til svenske tilstande med ugevis af dronningerunder som i 70'erne. Og så kan alt ske. Formentlig vil et langstrakt forløb være til fordel for rigstaktikerne i Venstre, navne som Løkke selv og Claus Hjort Frederiksen.

Men selv d'herrer får svært ved at samle flertal bag et regeringsprogram om udlændinge med så mulige forskellige mandater som Morten Østergaard og Pernille Vermund.

Socialdemokraterne kan også regne. Godt nok er den legendariske rigstaktiker Jens Risgaard Knudsen død, men inderkredsen med Henrik Sass Larsen, Nicolai Wammen og partisekretær Jan Juul Christensen kan også deres store tabel. Men kan de på målstregen alligevel gennemskue det kaotiske valgresultat, meget tyder på?

Måske blå og rød blok skal bestille hver sin bedste robot, der kan regne alle de kombinationsmuligheder, der kan trække 90 ud af 179. Hvis den ene part køber én i Kina og den anden i USA, skal det vise sig, hvem der bedst regner den ud. For det kan ende med, at det ikke er menneskelig logik og empati, der afgør flertallet bag den nye regering, men talmagi, der er så uforudselig, at kun en følelseskold robot kan regne den ud.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Spidskandidater i landskamp om stemmerne Rasmus Nielsen: Spidskandidater i landskamp om stemmerne Næste artikel Rasmus Nielsen: Det er ikke ok, UK Rasmus Nielsen: Det er ikke ok, UK
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.