Rasmus Nielsen: Vær kritisk men døm ikke

KLUMME: "En særlig sport blandt de dømmende meningsmagere er kontorindretning," skriver Rasmus Nielsen. "Såkaldte shitstorme, hvor i værste fald gadens parlament får overhånd og dømmende magt, har konsekvenser, som ofte glemmes i blodrusens fråde."

Et samfund skal som bekendt blandt andet kendes på, hvordan mindretallet behandles, og hér kan det knibe. Det er i orden at forholde sig kritisk, men når man fordømmer – går efter personen fremfor bolden – er det, at den offentlige standret nærmer sig karaktermordet.

Den offentlige debat ændrer sig med tiden. Vi er langt fra læserbrevsspalten i dagbladene, der nok kunne være skarp, men dog var udvalgt af professionelle. I dag har ukontrollerede sociale medier taget overhånd. Og det går så hurtigt, at den beklikkede står tilbage på perronen – forladt og gerne uden udsigt til, at et nyt tog stopper. Menneskeofring, når det er værst.

Jeg er ikke ene om at dvæle ved tonen i debatten og respekten for mindretallet. Forfatteren Jens Chr. Grøndahl, der skriver vedholdende og altid vedkommende til os hver anden søndag, beskæftiger sig ofte med emnet.

"De sociale mediers tiltagende dominans i spredningen af viden henholdsvis uvidenhed har som konsekvens, at holdningen til de eventuelle kendsgerninger får primat over kendsgerningerne," som han senest skriver og føjer malerisk til:

"I skyggernes land kan egetræer forveksles med trolde. På den anden side kan trolden også gå for at være en tilforladelig eg. Herregud, siger man, indtil man selv bliver offer."

Såkaldte shitstorme, hvor i værste fald gadens parlament får overhånd og dømmende magt, har konsekvenser, som ofte glemmes i blodrusens fråde.

Når eksempelvis tweets og Facebook-opslag sabler Alternativets nu forhenværende københavnske kulturborgmester ned eller begår kollektivt karaktermord på den flylystne flåde på Christiansborg, har det langsigtede konsekvenser ud over det tilsigtede.

Valget til Borgerrepræsentationen har efterhånden et blakket ry. Hvor længe bliver de nyudnævnte borgmestre siddende, hvornår fælder en shitstorm dem, berettiget eller ej? Det skaber politikerlede og dalende respekt for demokratiske valg.

Og hvem orker ærlig talt at stille op, når man uden varsel bliver beklikket på sin grundlæggende, personlige hæderlighed? Er det derfor, den ene efter den anden politiker i disse uger melder forfald til næste valg? Og at ministre hellere vil være direktører i organisationer og virksomheder?

En særlig sport blandt de dømmende meningsmagere er kontorindretning. Det var som bekendt det, som satte kulturborgmesteren stolen for døren. Nu er Viborgs borgmester, landsholds-legenden Ulrik Wilbek også på anklagebænken, fordi han har erhvervet et stort maleri til sin hvide borgmester-kontorvæg for 95.000 kroner (vist i uddrag).

Det beklikkes, nærmest sådan per automatik. (Kontorets Kina-bord og stole af Wegner klarer dog frisag) Og er det ikke også vigtigt for, at samfund, at vores alle sammens repræsentative steder udstråler kvalitet? 

Det var værre, hvis borgmesteren ikke ville tage imod på kontoret, hvis jeg som borger havde brug for at vende noget med ham. Og det var værre, hvis ikke borgeren selv har råd til at indrette et hjemmekontor efter sin smag.

Hvad ville de egentlig sige henne i Vestre Landsret til denne omgang med retssikkerhed og adgang til forsvar, førend folket afsiger dommen på sociale medier?

I forgårs Wilbek, i går Anders Samuelsens kontor, hvem i morgen? Hvis det fortsætter sådan, ender de offentlige kontorer i Danmark jo som husvildebarakker, fordi istandsættelsen af dem stoppede engang i 2010'erne ...

Problemet med disse gentagne standretter mod offentlig kontorindretning er noget, der er langt mere kostbart: Respekten for vores folkevalgte. Ulrik Wilbek forvalter et milliardbudget i direkte kommuneskatter og grundskyld i en per omdømme driftig, stolt kommune. Anders Samuelsen repræsenterer som udenrigsminister hele Kongeriget over for hele verden. Hans kontor er vores ansigt over for alverdens gæster. Eller som han selv siger:

"Det her kontor viser Danmark frem fra den smukkeste side. Vi skal ikke være en undskyldning for os selv. Vi skal være stolte over det, vi kan."

Når politikeren skal beklikkes den ene dag, går det ud over respekten for hendes generelle virke den anden. Og så har vi balladen.

Glem ikke, at kritik af den dømmende type har konsekvenser. Det omtalte maleriindkøb hjælper en kunstner på dagen og vejen. En litauisk født og uddannet kunstner på 49 år, der voksede op på den forkerte side af jerntæppet, men nu har brugt EU's indre marked til gennem mange år at virke i Danmark og med repræsentation på Viborg-galleriet NB, en lokal virksomhed, som en borgmester også skal have blik for. 

Mange har mere og mere travlt med – sagt i bredere forstand – at kritisere anderledes adfærd. Konsekvensen er, at vores medborgere bliver mere diskrete med deres adfærd og handlinger. Filtrerer, bliver påpasselige og mindre umiddelbare. Vi får politikere på vej videre, vi får politikere uden personlighed og kant. Det er diskussionen om kontorbudgetter slet ikke værd. 

Med ganske få – beklagelige – undtagelser mener jeg med en vis tilfredshed at kunne sige, at Altinget altid vægter sagen fremfor personen. Altid skal vi professionelle medier prøve argumentet og forholde os kritisk, men ikke fordømmende. Det har vi valgdage og generalforsamlinger samt i værste fald retssalen til. Medierne er på en god dag – og med skyldig ydmyghed – nok noget nær den fjerde statsmagt. Men vi er ikke og skal aldrig være den dømmende magt.

Lad os bo sammen i et rummeligt Europa, hvor vi tolererer hinanden. Hinandens ret til forskellighed. Hinandens ret til at være anderledes. Til at gå nye veje. Hvor vi er trygge ved at gøre noget, mene noget og sige noget. Bliver vi først skræmte, isolerer vi os. Og så er den først for alvor gal med sammenhængskraften – til skade for de svageste.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Vil du have flere penge, må du selv finde dem Rasmus Nielsen: Vil du have flere penge, må du selv finde dem Næste artikel Rasmus Nielsen: Teknologi er udviklingspolitikkens gamechanger Rasmus Nielsen: Teknologi er udviklingspolitikkens gamechanger