Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Rasmus Ulstrup maner til etisk besindighed: Skal tidsånden helt uhindret have sin vilje i abortdebatten?

Det har altid været moralfilosofiens store problem, at man ikke kan kortlægge, hvornår et menneske må betragtes som et højerestående væsen, der skal have sin frihed respekteret, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.

Argumentet om, at abortgrænsen skal hæves, fordi man skal respektere den gravide kvindes selvbestemmelse, leder til det problem, at væsener uden selvbestemmelse ikke kan kræve moralsk respekt, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Argumentet om, at abortgrænsen skal hæves, fordi man skal respektere den gravide kvindes selvbestemmelse, leder til det problem, at væsener uden selvbestemmelse ikke kan kræve moralsk respekt, skriver Rasmus Ulstrup Larsen. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Rasmus Ulstrup Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Abortdebatten er blusset op igen. Det Etiske Råd vil efter ønske fra både Enhedslisten og Venstre nu kigge på abortgrænsen, der ligger på 12 uger. Det ligger implicit i de to partiers ønske, at det er for at hæve grænsen.

Men på trods af at tidsånden støtter mere frihed og flere muligheder for den enkelte, så er det svært at finde et etisk argument for at abortgrænsen skal hæves.

Når abort til alle tider har været et dilemmafyldt indgreb, skyldes det den mangfoldighed af overvejelser, der altid har gjort sig gældende. Det er overvejelser om alt fra religion, frihed, liv og død til sociale og økonomiske omstændigheder i samfundet. At få et uønsket barn kunne for eksempel tidligere være livsomvæltende og livsødelæggende, hvis det var opstået uden for ægteskabet, eller hvis manden ikke ville taget ansvaret på sig.

I de tilfælde kunne en risikofyldt abort være den eneste løsning, hvis ikke moderen skulle få ødelagt sine fremtidsudsigter eller blive socialt stigmatiseret i en sådan grad, at det var umuligt at få et normalt og velfungerende liv.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Med indførelsen af velfærdsstaten som den store omsorgsgiver er de økonomiske problemstillinger ved at få et uplanlagt barn blevet formindsket, hvis ikke ligefrem udraderet. Hvis der er noget velfærdsstaten sikrer, så er det, at ingen børn eller enlige forsørgere lider nød.

I det øjeblik et barn kan leve uden for moderen, må det vel anses for at være et selvstændigt, levende væsen, der ikke blot er en parasit i livmoderen

Rasmus Ulstrup Larsen

Samtidig er den sociale stigmatisering af at få et barn uden for ægteskabet eller parforholdet for længst forsvundet. I dag bliver solomødre ikke udskældt men hyldet for deres selvstændighed og styrke, når de vælger at få et barn uden en partner.

Man kan også sige det anderledes: Hvis en uplanlagt graviditet leder til økonomisk eller social nød, så må man erkende, at velfærdsstaten har spillet fuldstændig fallit, og at vores frisind slet ikke findes alligevel. I så tilfælde må der selvfølgelig allokeres ressourcer til økonomisk mindrebemidlede mødre, så moderskabet ikke betyder enden på mulighederne for et godt liv.

Men når vi nu skal være ærlige, så er det ikke dér problemstillingen ligger i diskussionen om abort. For når det er progressivt at ville hæve abortgrænsen, kan det hverken begrundes i økonomiske eller sociale argumenter i et velfærds- og frisindssamfund som det danske.

Det kan heller ikke begrundes i, at andre lande har en højere abortgrænse. Island, som vi ofte sammenligner os med, tillader abort frem til uge 22. Det er problematisk, at det bliver fremhævet som et eksempel på et land, vi bør sammenligne os med, når man med de lægevidenskabelige muligheder faktisk har mulighed for at redde for tidligt fødte fostre i samme uge.

Det hører selvfølgelig til de meget sjældne tilfælde med børn, der fødes i uge 22, men ikke desto mindre leder det til en grundlæggende overvejelse: Hvis barnet i visse tilfælde er levedygtigt uafhængigt af moderen i 22. uge, forsvinder moderens ret til at bestemme over egen krop så ikke i takt med, at vi nærmer os uge 22?

I det øjeblik et barn kan leve uden for moderen, må det vel anses for at være et selvstændigt, levende væsen, der ikke blot er en parasit i livmoderen.

Læs også

Men den slags problemer til side så forekommer det, at vi i Danmark per automatik ser ethvert skridt imod øget respekt for individets selvbestemmelse, som et rigtigt skridt. Og derfor også per automatik ser en hævelse af abortgrænsen som en god beslutning, fordi det øger moderens selvbestemmelsesmuligheder.

Det er med andre ord emancipationssamfundets logik, der kommer til udtryk, når vi i Danmark pludselig får et ønske om at hæve abortgrænsen.

Men det er ikke uden etiske problemer at gøre respekten for menneskets selvbestemmelse, i dette tilfælde moderens, til det bærende argument for en hævet abortgrænse.

Argumentet om, at abortgrænsen skal hæves, fordi man skal respektere den gravide kvindes selvbestemmelse og frie vilje, leder nemlig til det problem, at væsener uden selvbestemmelse og fri vilje ikke kan kræve nogen form for moralsk respekt.

Den logik medfører, at man nødvendigvis må acceptere abort frem til fødslen eller sågar med tilbagevirkende kraft nogle år efter barnet er sat i verden. Et barn er jo først selvbestemmende og frit, når det har nået en vis alder. Eller sagt anderledes: Den værdighed og moralske vægt, man tildeler mennesket i kraft af dets selvbestemmelse og frie vilje, inkluderer også nødvendigvis en moralsk disrespekt for væsener uden selvbestemmelse og fri vilje, herunder det nyfødte barn.

Det har altid været moralfilosofiens store problem, at man ikke kan kortlægge, hvornår et menneske må betragtes som et højerestående væsen, der skal have sin frihed respekteret.

Hvis Det Etiske Råd oprigtigt skal bruges til noget, så må det være at mane til besindighed i svære etiske spørgsmål

Rasmus Ulstrup Larsen

Det samme gør sig gældende, hvis man argumenterer for at hæve abortgrænsen ud fra et konsekvensetisk standpunkt.

Ved en kynisk opvejning af konsekvenserne i forhold til moderen og barnet vil moderens behov altid vinde. Et ufødt barn er hverken selvbevidst eller i stand til at forstå, hvad der foregår. Moderens behov er uden tvivl vigtigere. Logikken leder os også her til, at man pludselig kan forsvare abort frem til fødslen eller flere år efter. Et barn er de første par år jo ikke et højerestående væsen end et dyr, hvorfor konsekvenserne ved en abort med tilbagevirkende kraft ikke har større konsekvenser, end hvis man slagter en ko.

Pointen med indvendingerne er sådan set, at uanset hvordan man vender og drejer det, så er det svært at give sociale, økonomiske eller etiske argumenter for at hæve abortgrænsen yderligere, uanset om det er rettighedsargumenter, der knytter sig til den enkeltes frihed, eller om det er konsekvensetiske argumenter, der bygger på kyniske kalkuler.

Med lægevidenskabens acceleration kunne man endda forestille sig, at man i en nær fremtid får mulighed for at gøre fostre levedygtige uden for moderen i en endnu tidligere alder end i dag. Den moderne videnskab har gang på gang overrasket os med sine pludselige gennembrud.

Hvis Det Etiske Råd oprigtigt skal bruges til noget, så må det være at mane til besindighed i svære etiske spørgsmål. Ikke at begrunde hvordan tidsånden kan få sin vilje.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Direktør for Kontrast, fhv. politisk konsulent, Nye Borgerlige
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)