Regeringen vil ikke afvise "corona-timeout" i dagpengesystemet

DAGPENGE: Flere støttepartier kræver, at regeringen sikrer ro omkring dagpengesystemet i den ekstraordinære situation som følge af covid-19. Den kommende tid, hvor krisen raser, bør ikke tælle som en del af den toårige dagpengeperiode, mener SF og EL. 

Der brug for en "corona-timeout" i dagpengesystemet. 

Sådan lød det torsdag fra SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, i et opslag på Facebook, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) åbner nu op for at se nærmere på idéen.

"Vi er i en meget alvorlig situation, der kræver, at vi handler. Vi er parate til yderligere tiltag og initiativer, og derfor afviser vi heller ikke noget på forhånd," skriver han i et skriftligt svar til Altinget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har på et pressemøde fredag aften meddelt, at regeringen "inden for meget kort tid" vil komme med nye udmeldinger, som blandt andet skal hjælpe danske lønmodtagere og virksomheder. 

Konkret foreslår SF at sætte dagpengesystemet i bero fra 1. marts til 1. juni, sådan at de tre måneder ikke indgår i beregningen af, hvor længe man er berettiget til dagpenge. 

Støttepartier: Det er kun rimeligt
Beskæftigelsesministeren meddelte allerede torsdag, at alle jobcentre i Danmark lukker ned for at stoppe spredningen af covid-19. De fleste medarbejdere er sendt hjem, men der er sat et nødberedskab ind for at sikre, at det ikke får konsekvenser for folks ydelser.

Folketinget har fredag hastebehandlet en lov, der blandt andet gør det muligt for arbejdsgivere at få refusion for udbetalinger af sygedagpenge fra dag ét. Loven kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 27. februar. Reglerne for arbejdsfordeling og mulighederne for at få supplerende dagpenge er også ændret, så ordningen nu er mere fleksibel at benytte for virksomhederne.

"Det gør vi for at hjælpe lønmodtagere og virksomhederne godt igennem denne alvorlige tid," skriver Peter Hummelgaard.

Torben Poulsen, der er formand i brancheorganisationen Danske A-kasser, gav torsdag sin støtte til SF's forslag, som han til A4 Medier har kaldt "sagligt og fornuftigt".

Ifølge Karsten Hønge er det afgørende at sikre ro om dagpengesystemet. 

"Lønmodtagerne har også brug for tryghed. Det er helt urimeligt, hvis de skal betale regningen, mens erhvervslivet får store hjælpepakker," siger han og tilføjer:

"Det her vil være en mikroskopisk indsats i forhold til de penge, vi planlægger at sætte af til erhvervsvirksomhederne."

I Enhedslisten forklarer beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez, at partiet ligesom SF ønsker at skabe ro om dagpengesystemet, sådan at borgere ikke mister retten til dagpenge som følge af coronakrisen. 

Konkret foreslår Enhedslisten:

  • At udbetalinger af sygedagpenge som følge af corona ikke medtælles i varighedsbegrænsningen på 22 uger.
  • At brugen af supplerende dagpenge som følge af corona-lovgivningen ikke medtælles i den samlede begrænsning på 30 uger for lønmodtagere.
  • At brugen af dagpenge ikke skal tælle med i den toårige dagpengeperiode. 

"Nogle lønmodtagere vil blive fyret, og de, der allerede er ledige, vil få endnu sværere ved at finde et arbejde. Derfor er det kun rimeligt, at vi sætter systemet i bero, så længe det her står på," forklarer hun. 

Radikale støtter Venstre-forslag
I Radikale siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa, at hun "sagtens kan forstå" bekymringen for ledige på dagpenge.

"Men hvis der på nuværende tidspunkt er folk, som løber tør for dagpenge i en situation, hvor det er svært at søge nye jobs, må jeg ærlig talt indrømme, at min bekymring er større for dem end for de personer, som stadig er sikret at få deres ydelser," siger hun.

Til gengæld er der stor opbakning fra Radikale til Venstres forslag om, at staten skal lønkompensere private virksomheder.

"Det er afgørende at fastholde kontakten mellem virksomheder og medarbejdere, sådan at vi ikke pludselig ser, at folk bliver skubbet ud i ledighed," lyder det fra Samira Nawa.

DF tøver*
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de borgerlige beskæftigelsesordførere Hans Andersen (V) og Naser Khader (K) inden artiklens deadline. 

Men Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, fortæller, at han selv har stillet spørgsmål til beskæftigelsesministeren om sagen. 

"Det er bestemt ikke fjernt for os at se på, om man i denne ekstraordinære situation kan lave tiltag, der forhindrer, at folk skubbes ud af dagpengesystemet som følge af de restriktioner, staten har lagt ind," siger han.

Han ønsker dog ikke at kommentere de konkrete forslag fra SF og Enhedslisten, før ministeren har besvaret de oversendte spørgsmål.

*OPDATERING: Bent Bøgsted har lørdag den 14. marts oplyst Altinget, at DF nu endegyldigt støtter op om midlertidigt at suspendere forbruget af dagpengeperioden, sygedagpengeperioden samt perioden for supplerende dagpenge.

Forrige artikel Regeringen lukker grænsen: ”Mange danskere kommer til at blive berørt Regeringen lukker grænsen: ”Mange danskere kommer til at blive berørt" Næste artikel Dagens corona-overblik: Grænserne lukkes, mens der bruges penge på at udvikle en vaccine Dagens corona-overblik: Grænserne lukkes, mens der bruges penge på at udvikle en vaccine
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.