Regeringen dropper egen målsætning for økologi

SKROTTET: Regeringen opgiver sin målsætning fra 2009 om at fordoble det økologiske areal. S kalder det en skandale, mens DF undrer sig.

Eva Kjer Hansen (V) indførte i 2009 en målsætning om at fordoble det økologiske areal i 2020, da hun sidst var fødevareminister under VK-regeringen. Nu dropper regeringen målsætningen.
Eva Kjer Hansen (V) indførte i 2009 en målsætning om at fordoble det økologiske areal i 2020, da hun sidst var fødevareminister under VK-regeringen. Nu dropper regeringen målsætningen.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Sine Riis Lund

Danmarks økologiske areal skal være fordoblet i 2020. Sådan lød ordene fra VK-regeringen tilbage i 2009.

Men det var dengang. Nu skrotter Venstre den politiske målsætning.

“Regeringen finder det uhensigtsmæssigt at være bundet af en kvantitativ målsætning, som ikke er realistisk, men fastholder en ambition om at fremme økologiomlægningen, så det økologiske areal og ikke mindst produktionen kan vokse,” oplyser Miljø- og Fødevareministeriet til Altinget.

Det var ellers den nuværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der som fødevareminister i 2009 selv indførte målsætningen om, at arealet skulle være fordoblet i forhold til niveauet i 2007.

Det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke står fast her, fordi det bliver mindre forpligtende, når man ikke har en målsætning, og den har været en god motivator for hele erhvervet.

Kirsten Lund Jensen
Økologichef i Landbrug & Fødevarer

Dengang fortalte fødevareministeren, at målsætningen sendte et “kraftigt signal til landmændene om, at vi gerne ser, at der kommer flere økologer”.

S og DF kritiserer
Socialdemokratiet kritiserer skarpt regeringens nye udmelding.

Det er en skandale, at man smider en rigtig og meget god økologisk målsætning overbords ganske kort tid efter, at man har fået regeringsmagten.

Simon Kollerup
Landbrugs- og fødevareordfører for Socialdemokratiet

“Det er en skandale, at man smider en rigtig og meget god økologisk målsætning overbords ganske kort tid efter, at man har fået regeringsmagten,” siger landbrugs- og fødevareordfører Simon Kollerup.

Han mener, at det vil få en betydning for den fremadrettede udvikling.

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ambitiøse målsætninger også virker som løftestang for, at vi tager politisk handling og får lavet de nødvendige tiltag, i dette tilfælde for mere økologi,” siger Simon Kollerup.

Også Dansk Folkeparti undrer sig.

“Det var jo sådan set en Venstreregering, der kom ud med de her ambitioner. Vi kan godt være enige med regeringen i, at det ser svært ud at nå målet, men derfor behøver man jo ikke slække på ambitionsniveauet,” siger landbrugsordfører René Christensen.

Målsætningen kan nås
Hverken Landbrug & Fødevarer eller Økologisk Landsforening forstår regeringens beslutning.

“Det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke står fast her, fordi det bliver mindre forpligtende, når man ikke har en målsætning, og den har været en god motivator for hele erhvervet,” siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

På trods af den politiske målsætning er omlægningen indtil nu gået meget trægt. De seneste syv år er der blot sket en stigning på 17 procent.

Men netop i år har mange landmænd ansøgt om at lægge om til økologi, fortæller Økologisk Landsforening.

“Søgningen til omlægningen er landet på cirka 22.000 hektar, og vi har ingen grund til at tro, at vi ikke skulle se en ligeså stor søgning de efterfølgende år, så vi mener, det er forkert at konstatere, at det er en urealistisk målsætning,” siger fagpolitisk chefkonsulent Sybille Kyed.

Økologisk Landsforening påpeger blandt andet, at der er en vedholdende stigende efterspørgsel på økologiske varer både i og uden for Danmark, og at man for eksempel oplever en mangel på økologisk mælk.

Også Landbrug & Fødevarer fortæller, at alt peger på et snarligt gennembrud i omlægningen.

“Derfor er det lidt af en maveplasker, at det lige netop er nu, at regeringen står af,” siger Kirsten Lund Jensen.

V: Stadig ambitioner om mere økologi
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) understreger, at regeringen nok har droppet selve den kvantitative målsætning, men at ambitionerne står ved magt.

“Det er min ambition, at den danske økologiske produktion og dermed øko-arealet skal vokse frem mod 2020. Som minister er det min fornemste opgave at sikre gode rammevilkår for landmændene – også for økologien,” skriver Eva Kjer Hansen (V) i en mail.

Hun forklarer, at hun blandt andet er ved at se på, hvordan man kan fjerne unødvendige regler for at gøre det lettere at være økolog.

En måde at komme nærmere målet har været at fremme omlægningen af statens egne arealer. Den tidligere SR-regering prøvede netop med flere initiativer at sætte skub i denne udvikling.

Det er dog uvist, om regeringen agter at følge trop på de initiativer.

“Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at se på behovet og interessen for omlægning af de offentlige arealer, men det arbejde er ikke afsluttet endnu,” skriver Eva Kjer Hansen.

Fødevareministeren påpeger desuden, at heller ikke den tidligere SR-regering havde budgetteret med at nå målsætningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00