Regeringen sætter børnene først og forældrene bagerst

Regeringens udspil Børnene Først har været ventet, lige siden statsminister Mette Frederiksen (S) i forrige års nytårstale bragte de udsatte børn på dagsordenen og talte for flere tvangsanbringelser og bortadoptioner.

Det satte gang i en landsdækkende debat, som også er fortsat, efter at udspillet endelig blev lanceret i januar 2021. Jeg vil gerne rose regeringen for at igangsætte debatten, for den er meget vigtig, hvis vi skal skabe de rigtige løsninger for udsatte børn og sikre deres trivsel mange år frem.

Desværre fylder retssikkerhed og forebyggelse ikke meget i regeringens udspil

Birgitte Arent Eiriksson
Kommentarskribent

Men det er bestemt ikke let. Tvangsanbringelse og bortadoption kan givetvis løse nogle problemer, men sjældent dem alle, og nye problemer kan opstå, når barnets bånd til de biologiske forældre indskrænkes eller klippes helt over.

Der er bestemt behov for forbedringer på børneområdet, for der er mange ting, som ikke fungerer i dag. Men vi skal huske, at der næppe findes mere vidtgående indgreb end tvangsanbringelse og bortadoption af et barn, og derfor skal disse instrumenter også bruges med omtanke og respekt for alle involverede.

Når man vil skrue op for tvangsmulighederne, er det helt afgørende, at det ikke bliver en sovepude i forhold til at sikre kvaliteten af de forebyggende foranstaltninger.

Ellers risikerer vi, at der vil være flere sager, som unødvendigt udvikler sig til sager om tvangsanbringelse eller bortadoption, fordi problemerne ikke blev opdaget i tide, eller der ikke blev sat hurtigt ind med tilstrækkelig støtte til familien.

Mindst lige så vigtigt er det, at de tvangsmæssige processer er omgivet af den højest tænkelige grad af retssikkerhed. Sådan er det desværre ikke altid i dag, hvilket Justitia har påvist i en analyse fra 2018 om tvangsanbringelsesprocessen.

De retssikkerhedsmæssige mangler, herunder problemer med sagsbehandlingens kvalitet og parternes rettigheder i processen, må naturligvis repareres, inden der åbnes for flere vidtgående indgreb som øget anvendelse af permanente tvangsanbringelser, lempelse af kravene til bortadoption uden samtykke og flere spædbørnsadoptioner.

Desværre fylder retssikkerhed og forebyggelse ikke meget i regeringens udspil.

Der er heldigvis flere positive forslag om styrkelse af børnenes rettigheder. De skal blandt andet have ret til en såkaldt second opinion, når kommunen imod barnets vilje beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives. Og alderen for, hvornår et barn har partsstatus, skal nedsættes fra 12 til 10 år, hvilket betyder, at børnene får ret til en advokat på et tidligere tidspunkt.

Derimod er forældrenes rettigheder og kvaliteten af de forebyggende foranstaltninger helt fraværende i udspillet. Logikken synes at være, at når børnene sættes først, må forældrene og den biologiske familierelation nødvendigvis sættes bagerst.

Hermed risikerer man imidlertid at få tegnet et modsætningsforhold mellem de udsatte børn og deres forældre alt for skarpt op. Det er ikke nødvendigvis i barnets interesse.

Samtidig kan der opstå tvivl om, hvorvidt Danmark fortsat lever op til kravene i internationale konventioner.

Det viser blandt andet en dom fra september 2019, hvor Norge blev dømt ved Menneskerettighedsdomstolen for at krænke en mors ret til familieliv i en bortadoptionssag.

Hvis Mette Frederiksen gerne vil være børnenes statsminister, er det ikke tilstrækkeligt at styrke børnenes muligheder for at få en opvækst væk fra deres forældre.

Der må også sikres en retssikkerhedsmæssig forsvarlig proces og den nødvendige støtte til både forældre og børn, når de går igennem processen. Og så bør der fokuseres på kvalificeret forebyggende familiestøtte, når det er den bedste løsning.