Regnedrengenes magt skaber skæve politiske beslutninger

Overvismand Carl-Johan Dalgaard pegede på, at effekten formentlig kun er midlertidig, da lysten til at holde fri bestemmes af mere fundamentale forhold.

Ikke desto mindre regnes øget arbejdsudbud på Christiansborg lige så godt som klingende mønt, det kan finansiere alskens gode gaver fra skattelettelser til øgede forsvarsudgifter. Sådan ser det i det mindste ud – i excel-arkene.

I toppen af Socialdemokratiet er der da også markant kritik af Finansministeriet og dets regnemetoder. Ministre og rådgivere er udenfor citat leveringsdygtige i det ene mærkværdige eksempel efter det andet.

I den tidligere S-regering søgte Mette Frederiksen at stække Finansministeriet, uden at tage et fundamentalt opgør med regnemodellerne. Hun skitserede strategien op til 2019-valget.

Som beskæftigelsesminister havde Mette Frederiksen kæmpet med Finansministeriet og dets arbejdsudbudslogik – for eksempel ved kontanthjælpsreformen i 2013:

Med den stærke fokus på arbejdsudbud har regeringen indskibet sig i et ufolkeligt projekt, der udfordrer brede vælgergrupper

Lars Olsen

"Ministeriet holdt fast i, at det var bedre for økonomien, hvis de unge på kontanthjælp kom i job som ufaglærte, for dermed ville de udvide arbejdsudbuddet, og det gav mening i deres regnemodeller. Jeg mente, at det var vigtigt, at de unge blev uddannet og fik bedre kvalifikationer," sagde den kommende statsminister i Thomas Larsens Mette Frederiksen og fortsatte:

"Som socialdemokrat kommer jeg aldrig til at advokere for, at unge skal ud som ufaglærte på et arbejdsmarked, der ikke efterspørger dem. Jeg vil give dem et fundament at stå på (…) Det kunne regnemaskinen i Finansministeriet ikke tage højde for, og det dur ikke (…)"

"Der vil være et stærkt Finansministerium i fremtiden, men hvis jeg bliver statsminister, er det mit ansvar at drive den politik, min regering skal kendes på."

Efter den rød-grønne valgsejr i 2019 blev Statsministeriet udbygget, stabschef Martin Rossen fik plads i regeringens koordinationsudvalg, og ministrene blev indkaldt til regelmæssige MUS-samtaler. Statsministeriet fortrængte ”finansen” i rollen som linjevogter.

Siden fulgte minkskandalen, og vi oplevede en voldsom og personcentreret kampagne om ”magtfuldkommenhed” fra borgerlige politikere og medier.

Martin Rossen forlod posten, Statsministeriet kom i defensiven, og Finansministeriet rykkede ind i magttomrummet. Statsministeriets relativ åbenlyse magt blev igen erstattet af regnedrengenes usynlige magtfuldkommenhed.

Finansministeriet er langt mere end statens kassemester. Gennem årene er det vokset til et ”overministerium” for resten af Slotsholmen.

Medarbejdere fra ”finansen” sidder med ved store og små beslutninger i de andre ministerier, og en stor del af landets departementschefer er rekrutteret fra Den røde Bygning.

Stadig mere taler for, at regeringens regnemaskine ikke regner rigtigt

Lars Olsen

For nogle år siden dokumenterede to forvaltningseksperter, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, at Finansministeriet var afgørende for de reformer, der kørte Skat i sænk og kostede statskassen gigantiske summer.

Med den stærke fokus på ”arbejdsudbud” har regeringen indskibet sig i et ufolkeligt projekt, der udfordrer brede vælgergrupper.

Regnestykkerne viser sig tvivlsomme, når de udsættes for den politiske debats syrebad – sådan som vi så med store bededag.

Der bør stilles skarpt på Danmarks brændende platform: Rekrutteringskrisen i velfærden og mange håndværksfag. Det primære problem er ikke ”flere hænder”, men manglen på medarbejdere med de rette kvalifikationer. Elektrikere, der kan opsætte ladestandere, og pædagoger, som kan sikre vores børn en god opværkst.

Vi kan leve med, at der mangler en barista på caféen, men det går ikke, at vores gamle mor får forkert medicin eller lægges i seng klokken 19 på grund af manglen på sosu'ere.

Stadig mere taler for, at regeringens regnemaskine ikke regner rigtigt. Der er brug for et politisk opgør.