Kommentar af 
Michael Böss

Bogaktuel historiker: Marlene Wind slynger om sig med horrible påstande. Har hun overhovedet læst min bog?

Marlene Wind påstår, at jeg er "EU-og udlændingebasher", sætter tryghed over frihed og er tilhænger af illiberalt demokrati. Ingen af delene er rigtige. Det ville hun vide, hvis hun havde læst min bog, skriver Michael Böss i en replik. 

"En af de vigtigste pointer i min bog er, at der i det, vi kalder "det liberale demokrati", bør være en balance mellem retsstaten og folkestyret, mellem individ og fællesskab og mellem frihed og tryghed. De bør ikke overtrumfe hinanden," skriver Michael Böss.
"En af de vigtigste pointer i min bog er, at der i det, vi kalder "det liberale demokrati", bør være en balance mellem retsstaten og folkestyret, mellem individ og fællesskab og mellem frihed og tryghed. De bør ikke overtrumfe hinanden," skriver Michael Böss.Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Michael Böss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kan ikke undre mig, at professor Marlene Wind, har skrevet en kritisk kommentar til min bog 'Liberalismens vildfarelser'.

For anledningen til den var min læsning af hendes egen bog 'Tribaliseringen af Europa', som udkom i februar sidste år. Det er derfor, jeg valgte at give min egen bog undertitlen 'Forsvar for folkestyret' – hvor hun selv havde valgt 'Forsvar for vores liberale værdier'.

Hvad der derimod må undre mig er, at hvor jeg har læst hendes bog og citerer fra den i min egen, så har hun tilsyneladende ikke læst min, men kun et par af mine kronikker op til udgivelsen.

Ellers ville hun ikke slynge om sig med horrible påstande, som at jeg for eksempel er "EU-og udlændingebasher". Eller sætter tryghed over frihed. Eller er tilhænger af illiberalt demokrati. For hver af disse påstande ville jeg kunne bringe et citat fra min bog, der dokumenterer, at hun ganske enkelt lyver eller ikke har givet sig tid til at læse bogen. Hendes kommentar er et eksempel på en "debat på steroider", som en af mine facebookvenner kaldte den.

Da en gendrivelse af alle påstandene ville fylde mere, end jeg har plads til her, vil jeg i stedet koncentrere mig om nøgternt at fastslå et par af hovedpunkterne i min kritik af nutidens liberalisme, specielt den postnationale rettighedsliberalisme, som Wind står for.

Da jeg læste hendes egen bog 'Tribaliseringen af Europa' sidste år, slog den mig som et udtryk for tidens tendens blandt borgerlige til at mene, at demokrati udelukkende handler om at sikre borgernes frihedsrettigheder og glemmer, at det i lige så høj grad handler om deres mulighed for at styre deres eget samfund.

Desuden lagde jeg mærke til, at den eneste gang, ordet "fællesskab" forekommer i bogen, er i forbindelse med EU. Forestillinger om, at civile, kulturelle og nationale fællesskaber kan være værdifulde, er totalt fraværende.

Det betyder, ikke overraskende, at hun opererer med et forarmet demokratibegreb. Et begreb, som ikke giver plads til et folk. Men så bliver det meningsløst at tale om folkestyre.

Wind læser efter eget forgodtbefindende
En af de vigtigste pointer i min egen bog er, at der i det, vi kalder "det liberale demokrati", bør være en balance mellem retsstaten og folkestyret, mellem individ og fællesskab og mellem frihed og tryghed. De bør ikke overtrumfe hinanden.

Wind gør i 'Tribaliseringen af Europa' korrekt nok opmærksom på, at der internationalt er sket en svækkelse af demokratiet i de senere år. Hun henviser til undersøgelser, som er blevet gennemført af den tysk-amerikanske politolog Yascha Mounk, og som han refererer i 'The People vs. Democracy' (2018).

Her argumenterer Mounk på overbevisende vis for, at den lim, som tidligere holdt de liberale værdier sammen med de demokratiske, i dag er ved at gå i opløsning. Resultatet er, at den unikke blanding af individuelle rettigheder og folkestyre, som har kendetegnet de fleste regeringer i Nordamerika og Vesteuropa, er ved at blive skilt ad.

Wind griber denne pointe, men bruger kun den ene del af Mounks dobbelte konklusion: At resultatet dels er "demokrati uden rettigheder" dels "rettigheder uden demokrati". Den sidste del af konklusionen, som Mounk ser en tendens til i nutidens liberalisme, ser Wind imidlertid bort fra. Det er en lige så stor trussel mod det liberale demokrati som "demokrati uden rettigheder".

"Nationalkonservativ" er blevet et skældsord, som visse liberale – især EU-føderalister som Wind – hæfter på hvem som helst, de er ideologisk uenige med, især hvis de går ind for nationalstaten.

Michael Böss
Historiker og dr.phil

Wind læser og forstår i det hele taget efter sit eget forgodtbefindende. Således låner hun et begreb, som den amerikanske professor Amy Chua har indført – "tribalisering" – og får hende til at fremstå som lige så antinational som hun selv. Og det, skønt Chua tværtimod er kritisk over for liberalismens blindhed over for det behov, individer har, for at tilhøre en "supergruppe", det vil sige en nation ('Politiske stammer, grupper og udkanter', 2020).

Republikansk frihedsforståelse
Den form for tekstlæsning er akademisk uhæderlig. Og nu er turen kommet til mig – med lige så grotesker følger.

Jeg hævder således på intet tidspunkt, at demokratiet er vigtigere end sikringen af borgernes rettigheder. Jeg går ikke ind for "flertalstyranni", men parlamentarisk demokrati. Og jeg bruger flere afsnit på en kritik af de nye "illiberale demokratier" i Øst- og Centraleuropa. Og jeg går ind for, at vi respekterer de konventioner, vi har skrevet under på.

Men jeg er til gengæld kritisk over en tendens blandt nutidige liberale til at mene, at demokrati alene består i at sikre borgernes deres frihedsrettigheder. Og jeg hylder et andet frihedsbegreb end det liberale. Jeg hævder – som jeg allerede gjorde det i 2014 i min bog 'Republikken Danmark' – at frihed ikke kun betyder "frihed fra", men også "frihed til".

Frihed består ikke i at være fri fra statens magtudøvelse – i form af love og regler – men i ikke at blive udsat for vilkårlig magt fra hverken private og økonomiske kræfters eller offentlige myndigheders side.

Det er retsstatens opgave at sikre denne frihed. Og desuden er borgerne kun frie, hvis de har mulighed for – sammen med deres medborgere – at deltage i styret af deres eget samfund og indrette det med henblik på opnåelsen af personlig lykke og et fælles vel.  Denne opgave tilfalder demokratiet.

I lyset af denne "republikanske" frihedsforståelse er demokrati og retsstat derfor to aspekter ved det liberale demokrati. De komplementerer hinanden og bør ikke ses som hinandens modsætninger. Selv om Marlene Wind er politolog, forekommer hun mig overraskende uvidende om dette klassiske frihedssyn. Det er vist et stykke tid siden, hun har læst politisk filosofi.

Nationalkonservativ – et skældsord
Hun sætter mig i bås som "nationalkonservativ". Men jeg har det ligesom Minouche Shafik, topøkonom og rektor for London School of Economics, som for et par uger siden udtalte i Weekendavisen: "Jeg vil ikke puttes i ideologisk bås. Når først du bliver det, stopper folk med at lytte."

"Nationalkonservativ" er blevet et skældsord, som visse liberale – især EU-føderalister som Wind – hæfter på hvem som helst, de er ideologisk uenige med, især hvis de går ind for nationalstaten. Så er det åbenbart flintrende ligegyldigt, hvor de befinder sig rent politisk, eller de, som jeg, er tilhænger af "nationalstaternes EU".

Selv har jeg i alle mine debatbøger – ja, lige fra jeg var teenager – kaldt mig socialliberal. Også min nye bog er et utilsløret forsvar for den sociale liberalisme, som for tiden langt hen ad vejen bliver praktiseret af den socialdemokratiske mindretalsregering.

De fleste politiske partier i Danmark er socialliberale i det omfang, de går ind for velfærdssamfundet og mener, at staten bør have en vigtig rolle at spille, dels for varetagelsen af borgernes sikkerhed, dels for sikringen af deres frihed og dels for sikringen af deres politiske deltagelse.

Den politiske udfordring i en verden med stigende risici består i at afveje disse tre hensyn på en sådan måde, at hensynet til friheden bliver afbalanceret med hensynet til demokratiet og de fællesskaber, vi tilhører som borgere. Fra de civile over det demokratiske til det nationale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00