Bogaktuel historiker er besat af at få liberale til at opgive selvstændig tænkning. Hvorfor mon?

Historiker og debattør Michael Böss har I anledning af sin nye bog om ’Liberalismens vildfarelser’ skrevet en lang række debatindlæg, hvor han skyder med skarpt.

Nationalkonservative stemmer har haft særdeles travlt med at insistere på, at man kun skal være borgerlig på én bestemt måde, og at Mette Frederiksen er det tætteste man kommer på en sand borgerlig landsmoder.

Marlene Wind
Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, KU

At det især er liberale, der får med krabasken kan ikke undre, når man læser bogens titel. Heller ikke når man betænker Böss' selverklærede status som kommunitarist. Böss repræsenterer også tidens interessante, men skræmmende tilnærmelse mellem det nationalkonservative og Socialdemokraterne under Mette Frederiksen.

Strømningen, som findes i forskellige varianter og mutationer, hylder den altfavnende (national)stat, sætter tryghed over frihed (Böss' egne ord) og har det ofte svært med magtkritik. Hertil kommer den sædvanlige udlændinge og EU-bashing ikke at forglemme.

Liberale fritænkere skal med vold og magt rette ind
Især under coronakrisen burde liberale kritikere have stukket piben ind, mener Böss og udvist samfundssind. At udvise samfundssind er jævnfør Böss at lytte andægtigt og uden for mange kritiske spørgsmål til myndigheder og regering. Om det også indbefatter tvungen fællessang med Phillip Faber og statsministerens selviscenesatte posts på Instagram og Facebook, fremgår ikke, men man har sine bange anelser.

Böss og hans nationalkonservative venner har imidlertid også en fjerde og mere prekær besættelse: de vil med vold og magt formane liberale fritænkere om at rette ind og blive ligesom dem selv, hvis de vil overleve.

Böss, men også nationalkonservative stemmer som Rune, hustruen Eva Selsing og Christian Egander Skov, har det forløbne år haft særdeles travlt med at insistere på, at man kun skal være borgerlig på én bestemt måde, og at Mette Frederiksen i øvrigt er det tætteste man kommer på en sand borgerlig landsmoder (for eksempel i Deadline 27. marts i år).

I stedet for bare at erkende at der faktisk (og heldigvis) findes både et liberalt og et nationalkonservativt syn på oplysningstiden, individuelle rettigheder og statens magt samt det nationales rolle, er Böss og hans meningsfæller besatte af, at få liberale til at opgive al selvstændig tænkning. Men hvorfor egentlig? Det forbliver til dato uklart.

Böss og andre tribalister
De to positioner har altid være i opposition også i filosofihistorien og der er vel - også i Danmark - plads til liberale holdninger? Selvom Böss ikke er en af dem, mener en del liberale, at Fogh Rasmussen-æraen burde være en parentes i historien. En parentes hvor liberalismen - af strategiske magthensyn - (læs: omklamringen af DF), for en tid overtog de nationalkonservatives uskønne cocktail af småtskåren udlændingebashing og anti-globalisme.

Regeringsledere i Polen og Ungarn har egenhændigt – og ved hjælp af Böss' højt besungne ’flertalsstyre’ - nedlagt demokratiet ved hjælp af det folkelige mandat, de har fået.

Marlene Wind
Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, KU

Den liberalisme der burde være plads til er ikke en økonomisk neoliberalisme med minimalstat, men en liberalisme, hvor retsstat og liberale værdier – også internationalt – ses som selve forudsætningen for, at vi også i fremtiden overhovedet har en overlevelsesdygtig nationalstat og et Europa, der hviler på et demokratisk fundament.

Det er hverken en liberalisme uden stat eller fællesskab, men en liberalisme hvor man i modsætning til Böss og andre kommunitære tænkere også fokuserer på de eksterne forudsætninger for at vi også om 20 år stadig lever i et frit samfund.

Og hvad mener jeg med det? Jeg mener at den største fare for Vesten i dag, er, at Böss og andre tribalister og nationalkonservative, har så travlt med at sætte grænsebomme op og forsage internationale bindinger, at de ikke ser hvordan de hermed bidrager til at ødelægge forudsætningen for at de også om 20 år har en lille dansk smørklat at plaske rundt i. Det er der pt bestemt ingen garantier for.  

Vi forsvarer ikke demokratiet inden for Europas egne grænser
Ifølge Freedom House er demokratiet – i hele verden - gået tilbage de sidste 15 år i træk. Kina har nedlagt den sidste rest af demokrati i Hong Kong og fnyser over selv den mindste kritiske kommentar om i folkemordet i Xin Jiang provinsen.

Ved at tvinge besværlige dommere på pension før tid og oprette disciplinærdomstole for dommere, der benytter EU-retten i deres afgørelser, viser disse Europas nye autokrater hvor farligt det ubegrænsede flertalstyre kan være.

Marlene Wind
Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, KU

I Rusland har Putin netop gjort det muligt for sig selv, at blive ved magten frem til 2035. Samtidig fortsætter han ufortrødent med at disrupte valg og splitte vesten. Og selvom USA er tilbage ved ingen om Trump selv (eller en ny Trump) vinder valget om fire år.

Jævnfør den seneste nummer af Foreign Affairs, skriver Cooley og Nexon i ’The Illiberal Tide: Why the International Order Is Tilting Toward Autocracy’, at den liberale verdensorden aldrig har været mere truet – blandt andet fordi vi selv konstant bidrager til at underminere den. For eksempel når nationalkonservative og socialdemokrater tæsker løs på internationale konventioner og domstole.

Vi forsvarer end ikke demokratiet inden for Europas egne grænser, hvor regeringsledere i Polen og Ungarn ellers egenhændigt – og ved hjælp af Böss' højt besungne ’flertalsstyre’ - har nedlagt demokratiet ved hjælp af det folkelige mandat, de har fået.

Demokrati uden retsstat er et pseudo-demokrati
Böss bryder sig tydeligvis ikke om det konstitutionelle demokrati, som de fleste europæere ellers har hyldet i Europa siden 2. verdenskrig. Blandt andet fordi de – belært af nazismen – så hvad demokrati uden magtbegrænsende institutioner, kunne føre til. Det var også derfor man efter krigen fik den europæiske menneskeretskonvention med tilhørende domstol, som en ekstra garanti for borgerne over for staten – også i de lande, der på papiret hylder demokratiet.  

Ifølge denne forståelse, udgør nationale og internationale domstole det sidste bulwark imod autokratiet i den europæiske efterkrigstid. Det har nemlig vist sig, at man slet, slet ikke kan stole på det flertalsstyre, som Böss skatter så højt. Det er således ingen tilfældighed, at det første en autokrat går efter at kontrollere for at konsolidere sin magt (ofte med et flertal i ryggen), er domstolene og de frie medier.

I Ungarn og Polen er det netop denne strategi Orban og Kaczynski har benyttet sig af – og altid som hos Böss - med henvisning til, at de jo er ’valgt af folket’. Ved at tvinge besværlige dommere på pension før tid og oprette disciplinærdomstole for dommere, der benytter EU-retten i deres afgørelser (som de skal), viser disse Europas nye autokrater hvor farligt det ubegrænsede flertalstyre kan være.

Demokratier, der alene baserer sig på flertal og valg, kan altid ’vedtage’ deres egen nedlæggelse.

Marlene Wind
Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, KU

Lige som Xi Jinping, Putin og Erdoğan mener også Orban, at folk foretrækker ’tryghed frem for frihed’. Og ikke kun under coronaen. Jeg tvivler dog på, at Hong Kongs unge demokratiforkæmpere er enige. Ej heller de tusinder af fængslede dommere i Tyrkiet, eller de ungarske vælgere, hvis de altså havde adgang til frie medier og dermed vidste hvad de kleptokratiske oligarker der styrer landet, foretager sig.

I dag er demokrati uden retsstat et pseudo-demokrati, som den amerikanske sociologiprofessor Jan-Werner Müller har pointeret og Böss argument om, at kun folkevalgte institutioner er legitime, viser, at han selv er faret helt vild, når det kommer til at forstå hvad magtdeling i et moderne demokrati handler om.

Så nej, flertalsstyre er ikke nok i det 21 århundrede. Om det bør have konsekvenser for Danmark i en tid med den mest magtfuldkomne regering i en menneskealder, vil jeg overlade til andre at mene noget om. Et faktum er det imidlertid, at demokratier, der alene baserer sig på flertal og valg, altid kan ’vedtage’ deres egen nedlæggelse, som den britiske filosof Manjeet Ramgotra har formuleret det.

Det forstår nationalkonservative imidlertid ikke, ligesom de heller ikke har blik for at de med deres konstante rakken ned på EU og internationale konventioner og aftaler, i virkeligheden tager første spadestik til nedlæggelse af den nationalstat de siger, at de skatter så højt. I hvert fald i den frie og demokratiske udgave som vi liberale foretrækker at leve i.