Rød-Grøn Ungdom: Arbejderbevægelsen kan give klimakampen det folkelige rygstød, vi har brug for

Den dominerende klassefortælling

I klimadebatten findes en dominerende fortælling, som gavner de få rigeste på bekostning af resten. Fortællingen vender land mod by, unge mod gamle, klimaaktivister mod lønmodtagere.

Oliedirektørerne, svinebaronerne og de politikere, de kaster penge efter, ønsker at splitte os ad og vende os mod hinanden, så de selv kan bevare magten, fortsætte den enorme vækst i fossilindustrien og hælde overskuddet af vores arbejde ned i deres egne lommer. 

Vores opgave er at gøre præcis det modsatte: at tømre klimabevægelsen og arbejderbevægelsen sammen i en ustoppelig alliance.

Det er i alles interesse, at vi på tværs af bevægelser spørger os selv, hvad vi har brug for som samfund. Og at vi arbejder sammen for at nå derhen.

Arbejderbevægelsen har magten til at turbolade de værktøjer, klimabevægelsen allerede har taget i brug. Skolestrejker og demonstrationer sætter dagsordenen, men det påvirker ikke samfundets tandhjul, medmindre arbejderne også strejker. 

I klimakampen har danske lønmodtagere allerede ad flere omgange brugt deres magt til at gøre afgørende klimatiltag attraktive for deres kolleger.

I foråret sidste år blokerede havnearbejdere i Esbjerg for et vindmølleinstallationsskib, som skulle løse opgaver for energigiganten Ørsted, fordi besætningen ikke havde overenskomst. Først da medarbejderne fik ordentlige vilkår, genoptog de arbejdet for den grønne omstilling. 

Det er hverken første eller sidste gang, lønmodtagere har skabt hurtig social forandring ved at drage fordel af deres unikke position i samfundet som rygraden i opbygning af vital infrastruktur.

Staten skal lede klimakampen

Det er her, klimabevægelsen skal sætte ind og vise, at vi faktisk kan skabe hundredtusindvis af gode jobs med det udtrykte formål at beskytte klimaet.

Sideløbende skal venstrefløjen stille med politikere, som understøtter hundredtusinder af attraktive klimajobs – herunder lavemissionsjobs som at pleje de syge, køre vores busser og uddanne fremtidens generationer – og som giver staten en aktiv rolle i klimakampen. 

Lige nu står det sløjt til på den front. Danmarkshistoriens største havvindsudbud er gået i vasken, efter at ingen ville byde på projekterne, som ellers havde potentialet til at skabe hundredtusindvis af arbejdspladser og sikre grøn strøm til millioner af mennesker i Europa.

Staten er nødt til at styre og lede omstillingen til det grønne samfund.

Sarah Abildskov
Forkvinde, Rød-Grøn Ungdom

Det vidner om, at staten er nødt til at styre og lede omstillingen til det grønne samfund. Den erfaring har vi allerede – det tog 40 år før at den første vindmølle uden statsstøtte i 2019 blev stillet op i Danmark. Men det har vi glemt.

Efter flere succesfulde havvindudbud i Danmark med stort statsligt ansvar blev regeringen for grådig og prioriterede skattelettelser over statsstøtte i de nye havvindudbud i 2024.

I dag kender vi resultatet: ingen ny havvind, en enorm forsinkelse af Danmarks omstilling og tomme ordrebøger i dansk vindindustri.

Konklusionen må være, at staten skal være hovedinvestor i den grønne omstilling – og kræve ordentlige forhold for dem, der bygger vores fremtid. 

En grøn jobgaranti

De menneskelige konsekvenser ved at lade vores fremtid være til udbud på markedet, som kan undlade at byde, er simpelthen for store – også for lønmodtagerne i de lokalsamfund, der arbejder i fremtidens industri.

Klimakampen kræver folkelig opbakning på tværs af geografi, generationer og klasser. 

Sarah Abildskov
Forkvinde, Rød-Grøn Ungdom

I guldalderen for den grønne omstilling er ordrebogen i en vindenergivirksomhed på Odense Havn tom, og 220 mennesker i den grønne arbejderklasse har mistet jobs – måske bliver de endda tvunget til at bruge deres kompetencer i den fossilindustri, som magthaverne nægter at lukke ned for, selvom vi står i en buldrende klimakrise.

De 220 nu arbejdsløse klimahelte burde mødes med solidaritet fra en samlet klimabevægelse og venstrefløj. Det samme bør deres kolleger på tværs af grønne sektorer.

Deres kompetencer er afgørende for den grønne omstilling, og de fortjener tryghed, når vi kræver en hurtig omstilling. Derfor skal vi have en grøn jobgaranti, så vi alle kan bidrage til ombygningen af vores samfund, hvis vi vil. 

Klimakampen kræver folkelig opbakning på tværs af geografi, generationer og klasser. Ved at udnytte de knudepunkter i samfundet, hvor folkets magt skaber samfundsforandring, skal vi vinde en værdig og bæredygtig fremtid for os alle.