Det hele begyndte dagen før, at det faktisk begyndte.

Begyndte med Helle og Morten i Spejlsalen, der lovede danskerne ekstra velfærd for 39 milliarder kroner frem mod 2020. Endnu var valget ikke udskrevet, men alle vidste, at det kom, og derfor blev regeringens oplæg "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab” behandlet, som hvad det var: Nemlig et valgoplæg.

Og det betød, at tallene straks blev gået efter i jagten på valgflæsk. Gammel vin på nye flasker lød dommen. Og havde Nyrup regnet på samme måde, kunne han have forkælet danskerne med mindst 100 milliarder kroner.

Lige siden er de politiske paroler haglet ned over danskerne. I alt 46 politiske udspil er vi blevet præsenteret for fra de ni partier, som står til at komme i Folketinget. Flest fra den røde lejr, som har forkælet os med 33 præsentationer, mens den blå halvdel af Folketingssalen sakker markant bagefter med kun 13 udspil.

Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt med fordel kunne have haft færre udspil. Når partierne sprøjter så mange udspil ud, når vælgerne ikke at opfatte bare halvdelen af det.

Per Rystrøm
Direktør, Operate

Alene Socialdemokratiet har skåret deres politik op i 10 spredte godbidder - så mange, at man vurderede, at det tidligere på dagen var nødvendigt med et ekstra pressemøde blot for at holde styr på stumperne. Det samme har de radikale, mens SF ifølge Altingets optælling er noteret for 7 reelle udspil og ikke mindre end 27 politiske meldinger.

Kristiansen: Mere form end indhold
Politisk kommentator Michael Kristiansen mener, at den tre uger lange valgkamp har været kendetegnet ved, hvor meget de politisk udspil har fyldt i forhold til, hvor lidt ny politik der faktisk er blevet præsenteret.

“Regeringen har haft et enormt fokus på hele tiden at sætte dagsordenen. Men fordi man har kopieret Anders Fogh Rasmussens model fra 2005 med at begrænse sig til det langsigtede økonomisk råderum, har man haft meget lidt plads til udskejelser. Og det har betydet, at man har været nødt til at skære de politisk udspil ud i utrolig mange bidder,” siger han.

Modsat Socialdemokratiet, som har valgt en stærkt midtersøgende linje, har Det Radikale Venstre ifølge Michael Kristiansen med en stribe progressive meldinger forsøgt at skabe maksimal kant til regeringspartneren. Det er årsagen til, at man i løbet af valgkampen flere gange har oplevet de to partier tale i munden på hinanden.

LA går til valg uden løfter
En helt anden strategi ser man hos Liberal Alliance. Partiet er i Altingets optælling af politiske udspil, hvis man ser bort fra blå bloks fælles EU-udspil, noteret for et stort rundt nul. Og det er der ifølge Michael Kristiansen en god grund til.

“Når man har brugt flere år på at få Finansministeriet til at gennemregne ens økonomisk plan, som endelig stempler en som et seriøst parti, så ville det være dumt at gå ud med en lang række meldinger i valgkampen,” siger han.

En tolkning, som politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll kan bekræfte.

“Vi mener, at man bør gå til valg på den politik, som man har fremlagt i løbet af de sidste fire år, frem for at gå ud og love en helt masse, som man alligevel ikke kan holde,” siger han.

Man gjorde det samme i 2011. Fire mærkesager havde man: Hverken færre eller flere. Og dem gjaldt det så om at lire af ved enhver tænkelig lejlighed.

Men Thorning kan ikke kopiere LA
Og selv om den strategi kan komme til at fremstå en smule parole-agtig, så virker den altså, forklarer direktør i kommunikationsvirksomheden Operate Per Rystrøm.

“Det er en utrolig klog strategi. Liberal Alliance er det parti, der har kommunikeret klarest og mest troværdigt op til valget. Generelt er det meget mere effektivt at føre valgkamp uden for valgkampen, fordi vælgerne på det tidspunkt ikke er lige så skeptiske, og det har partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forstået,” siger han.

En anden faktor er ifølge direktøren, at både LA og DF har været bevidste om at ville forstyrre Lars Løkke Rasmussen mindst muligt under valgkampen.

“Og det hensyn kan man ikke ligefrem sige, at de radikale har taget til Helle Thorning-Schmidt,” siger han.

Men betyder det, at Helle Thorning burde gøre som Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll?

“Nej. Da Barack Obama blev valgt først gang i 2008, gik han til valg på ét ord - change - men nedenunder lå der jo en masse politik. Og det er nødvendigt: Ellers ville han blive beskyldt for at stå på et alt for tyndt grundlag,” siger Per Rystrøm og fortsætter:

“Men der er ingen tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt med fordel kunne have haft færre udspil. Når partierne sprøjter så mange udspil ud, når vælgerne ikke at opfatte bare halvdelen af det. Meget af det handler om, at mediepresset er blevet så stort, at man bliver nødt til at hele tiden at have noget parat, så modstanderen ikke løber med dagsordenen. Men det er ikke noget, som gør vælgerne klogere.”

Politikernes udspil har stjålet dagsordenen
Analytisk journalist på Altinget Erik Holstein husker godt dengang, der var færre udspil i valgkampen. Faktisk behøver man kun skrue tiden fire år tilbage. Her fremlagde både regeringen og oppostionen det meste af politikken før valgkampen, mens valgperiodens sidste tre uger blev brugt på at desarmere hinandens argumenter.

"I år har der været betydeligt flere udspil end i sidste valgkamp. Men i 2001 kom Socialdemokratiet også med en masse udspil. Den store forskel fra dengang og til i dag er, at socialdemokraterne i 2001 konstant skød forbi valgets hoveddagsorden og derfor ikke kom til orde," siger han.

Og dermed er vi fremme med en markant pointe ved dette års kampagne, forklarer han. Nemlig at politikerne har været meget bedre til at frame dagsordenen.

"Tidligere var det medierne, der satte dagsordenen, og så måtte politikerne ellers bare følge efter. Det har ændret sig. Et stigende mediepres gør, at politikerne har haft mulighed for at være mere dominerende - også selv om mange af de udspil, som man er kommet med, har været nogle fluffy størrelser," siger Erik Holstein.

Altinget har i optællingen af partiernes udspil defineret "udspil" således, at det rummer flere forslag til ændringer inden for et givent område. Derfor er politiske forslag eller udmelding ikke medtaget på listen. Eksempelvis Det Radikale Venstres forslag om at sænke topskatten.