Partiskift er modvægt til topstyrede partier

Det er højsæson for partiskift lige nu. I foråret før et kommunalvalg dukker partihopperne, afhopperne eller partiskiftere – kært barn har mange navne – op i kommune efter kommune.

Hovedrollen spilles af partier i krise. I denne valgperiode har Alternativet tabt halvdelen af deres mandater, Liberal Alliance en tredjedel og DF næsten hver femte kommunalpolitiker – Venstre er sluppet nådigt med fem procent tabte politikere i kommunerne.

Men er partiskift udtryk for egoisme? Det vil stort set ingen partiskiftere indrømme. Men i givet fald er det ikke en særlig effektiv egoisme.

Roger Buch
Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Mange gange er kritikken hård fra både de forladte partier, i mediedækningen, i læserbrevsspalterne og på de sociale medier. Nogle mener ligefrem, at det er en fejl i grundloven, at partiskift er mulige.

Følelserne omkring partiskift er nemlig stærke. ”Vælgerbedrag”, ”vendekåber” og ”opportunister” lyder det fra partierne, som er blevet forladt. Bag lukkede døre bruges endnu stærkere ord.

Partiskifterne svarer igen med kritik af elendig politik, interne konflikter og påpegning af topstyring eller ligefrem totalitære forhold. Også en del vælgere reagerer kraftigt.

Eksempelvis skrev en læserbrevsskribent i Berlingske i februar: ”Partihopperne alias levebrødspolitikkerne bør idømmes en karensperiode udenfor Folketinget på minimum et år. Det giver dem god tid til at tænke over, at man ikke ustraffet kan sætte sin egen egoisme over vælgernes tillid.”

Selv i medier og forskningspublikationer skinner den negative holdning igennem, når forskere og journalister bruger negativt ladede ord som ”partihoppere” og ”afhoppere” om partiskiftere.

Partiskift koster
Men er partiskift udtryk for egoisme? Det vil stort set ingen partiskiftere indrømme. Men i givet fald er det ikke en særlig effektiv egoisme.

I kommunerne bliver chancen for genvalg cirka halveret, hvis man skifter parti. Og i Folketinget bliver mere end 40 procent af dem som forlader et parti løsgængere og forsvinder ved næste folketingsvalg.

Af dem som skifter parti eller danner et nyt parti er udsigterne heller ikke gode. I perioden 1953-2015 var der genvalg til hele 83 procent af MF’erne, som genopstillede for samme parti. Det gjaldt kun for 31 procent af partiskifterne.

En langt bedre strategi er dannelse af nye partier, der har givet genvalg til 68 procent, som dog stadig er dårligere dem, der genopstiller for samme parti.

Demokratisk dynamik
Partiskift bliver dermed en væsentlig dynamisk kraft i demokratiet. Næsten alle nye partidannelser i moderne politik er nemlig sket ved partiskift eller splittelse af partier. Af de 10 partier i Folketinget er fem partier skabt ved partiskift eller splittelse af gamle partier: Radikale Venstre, SF, DF, Liberal Alliance og Alternativet.

Der er uden tvivl delte meninger om al den dynamik, som de mange partiskift har skabt. Men uden mulighed for partiskift ville sådanne nye partier formentlig have været færre – og ville det være demokratisk?

Partierne er generelt meget topstyrede, men politikernes ejerskab af mandatet er en modmagt. 

Roger Buch
Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Grundlovens sikring af politikernes ejerskab af mandatet for hele valgperioden er ikke en fejl. Det er en løsningsmodel, som bruges i stort set alle vestlige demokratier.

Det primært formål er at sikre, at politikere ikke kan presses ud af politik, hverken af politiske modstandere, magtfulde partibosser eller af vælgerne – som der ordret står i grundloven: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Denne klassiske opfattelse af politikerrollen var helt dominerende i 1800-tallets Europa. Det var rigets – eller kommunens – bedste mænd, som skulle vælges. Og de skulle alene lade sig styre af deres overbevisning og intet andet. I de første 20 år af det danske demokrati eksisterede partierne slet ikke, og de blev set som et demokratisk onde de fleste steder i Europa – det gode var viljestærke politikere!

Modvægt til topstyring
I dag er partierne den helt dominerende aktør i politik og her har ejerskabet af mandatet fået en ny vigtig funktion: modvægten til topstyring.

Partierne er generelt meget topstyrede, men politikernes ejerskab af mandatet er en modmagt. Hvis partiformanden bliver for magtfuldkommen, hvis regeringsdeltagelsen koster for mange kompromisser, eller hvis den ene fløj i partiet tryner den anden fløj, så kan politikerne tage deres mandat og gå.

Den modmagt betyder, at partilederne tager hensyn til fløjene i partiet. Det betyder også at statsministrene ikke bliver for enerådige, at de tager hensyn til fløje og små partier i regeringen. Hvis ikke, så kan det gå galt. Helt galt, som det gjorde for SF i 2014, hvor partiet måtte forlade regeringen og formanden gik af – og hvor partiskiftene stod i kø.