Rohde: Giv os folkeafstemning om EU

LANDSMØDE: Jens Rohde foreslår fra Radikales landsmøde i Nyborg, at Danmark skal stemme om fremtidigt medlemskab af EU. Et forslag, som formand Morten Østergaard ikke ønsker at forholde sig til.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.dk
Klaus Ulrik Mortensen

EU er i historisk krise.

Det mærker man også i Radikale Venstre, som med tilføjelse af Alternativet er det eneste hjemlige parti, der for alvor bakker op om det europæiske projekt.

Og derfor kan det overraske, at det netop er en radikal politiker – Jens Rohde – der nu foreslår, at Danmark skal stemme om sit fremtidige medlemskab af EU.

“Jeg tror, at en folkeafstemning er den eneste vej ud af det politiske dødvande, som EU i disse år befinder sig i,” siger det radikale medlem af Europa-Parlamentet til Altinget.

Dybest set tror jeg, at det ville være hjælpsomt for det fremtidige projekt, at vi får renset luften. Og derfor har jeg også tit spurgt Morten Messerschmidt, om han er med på, at vi anbefaler en folkeafstemning – all in eller all out.

Jens Rohde
MEP (R)

Få renset luften
Målet skulle være én gang for alle at rense luften, forklarer han.

“Dybest set tror jeg, at det ville være hjælpsomt for det fremtidige projekt, at vi får renset luften. Og derfor har jeg også tit spurgt Morten Messerschmidt (DF), om han er med på, at vi anbefaler en folkeafstemning – all in eller all out.”

Efter en lang karriere som blandt andet politisk ordfører og parlamentsmedlem for Venstre, skiftede han i december 2015 Venstre ud med Radikale Venstre. Han følte sig ikke længere hjemme i Venstre, som havde bevæget sig i EU-skeptisk retning.

Frygter ikke dansk exit
Og Rohde er godt klar over, at han med sit forslag om en folkeafstemning endnu en gang går imod de politiske hovedstrømninger.

“Jeg er godt klar over, at den politiske situation ikke tilsiger det. Jeg gør mig bare de overvejelser, om hvordan vi fra dansk side kan være med til at udvikle det europæiske samarbejde, så vi ikke hele tiden skal lave brandslukningsøvelser,” siger Rohde.

Men det var jo det samme, David Cameron ville, da han foreslog den folkeafstemning, som jo førte til Brexit. Hvordan vil du sikre dig, at det samme ikke sker i Danmark, og vi ender med at melde os helt ud?

“Det er selvfølgelig altid risikoen. Og det er det politiske ansvar, der hviler på mig og statsministeren og alle andre i dansk politik, der tror på det europæiske projekt. Men jeg tror stadig, at det ville være sundt at få renset luften, og jeg har stor tillid til, at danskerne i sidste ende vil tilvælge og ikke fravælge EU.”

Cameron skød sig i foden
Han mener, at den forhenværende britiske premierminister David Cameron skød sig selv i foden ved aktivt at tale EU ned, samtidig med at Cameron anbefalede de britiske vælgere at stemme ja til det europæiske fællesskab.

“Da han lancerede folkeafstemningen i januar 2013, brugte han 20 minutter af sin tale på at fortælle, hvor forfærdelig og centralistisk EU er. Og så i øvrigt anbefale folk at stemme ja. Det giver ingen mening for folk,” siger Rohde og fortsætter:

“Og det synes jeg også, at den danske statsminister skal tænke over, når han bruger så meget tid på at fortælle om rumænske jordbærplukkere, der nasser på danske børneydelse og tale problemerne i det europæiske fællesskab op.”

Formand uden kommentarer
Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Radikales formand Morten Østergaard til forslaget om afstemning om fremtidigt dansk EU-medlemskab.

Formanden ønsker ikke at forholde sig til det konkrete forslag fra Jens Rohde.

Men fra partiet lyder det, at man hilser tanken om en afklaring af danskernes forhold til EU velkommen. Og at man i øvrigt – som Jens Rohde selv – anbefaler Dansk Folkeparti at komme ud af busken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

0:000:00